Rossen-exit, feriepenge lader vente på sig og tilliden til medier falder

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne tirsdag har det helt store samtaleemne i dansk politik været, at Mette Frederiksens særlige rådgiver, Martin Rossen, stopper. Han skal i stedet været kommunikationsdirektør i industrivirksomheden Danfoss. Det kan du læse mere om her.

På Christiansborg har den store debat været om et mandat til regeringens forhandlinger om et nyt EU-mandat. Her røg Venstre og Socialdemokraterne i totterne på hinanden. Og så er der kommet ny rapport fra de økonomiske vismænd. Det kan du læse mere om her på Pio.


Frigivne feriepenge først til efteråret

Et flertal i Folketinget blev mandag enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge. Pengene kommer først ind på kontoen om nogle måneder - senest til oktober. Det skriver Fagbladet 3F.

Årsagen er blandt andet, at pensionsselskabet ATP, der administrerer feriepengene, skal udvikle en teknisk løsning, der gør det muligt at udbetale pengene før tid. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Der er indefrosset fem ugers feriepenge grundet en ændring i ferieloven. Pengene skulle egentlig først være udbetalt, når den enkelte går på pension. Tre af ugerne bliver udbetalt for at sætte gang i forbruget efter corona-krisen.

Læs hele historien her.

 

Socialdemokratiet aflyser kongres

På grund af coronavirus har Socialdemokratiet valgt at aflyse deres partikongres, der skulle have fundet sted 25.-27. september.

"Vi er som et ansvarligt politisk parti nødt til at operere efter et forsigtighedsprincip, når det kommer til Covid-19-pandemien, siger partisekretær Jan Juul Christensen i en pressemeddelelse.

Dels er coronaudbruddet er kommet i vejen for, at man har kunnet nå at behandle ændringsforslag til lovene og eventuelle kongresforslag fra organisationen, dels betyder de aktuelle afstandskrav på en meter, at der ikke er plads til de 750 delegerede i Aalborghallen, hvor kongressen skulle afholdes.

Socialdemokratiets kongres afholdes i stedet i 2021.


Tidligere folketingsmedlem forlader DF

Byrådsmedlem og tidligere folketingsmedlem Claus Kvist Hansen (DF) stopper i politik. Han kan ikke længere se sig selv i partiet:

"Jeg kan ikke længere tilslutte mig DF's overordnede politiske retning," siger han.

Han bliver dermed det sjette byrådsmedlem til at vende Dansk Folkeparti ryggen på mindre end en måned.

Men modsat de andre afhoppere der har forladt partiet i de seneste måneder, springer Claus Kvist Hansen ikke til et andet parti.

Han stopper helt og giver sit mandat i Horsens Byråd videre til en anden DF'er.

Læs hele historien her.


Danskernes tillid til medierne er faldet.

Siden sidste år er tilliden til nyhedsmedier i Danmark dalet fra 57 procent til 46, svarende til 11 procentpoint. Det skriver Journalisten.dk.

Det viser en ny undersøgelse fra Digital News Rapport fra Reuters Institute, der årligt sammenligner landes nyhedsforbrug og blandt andet kigger på tilliden til medierne.

Dataene til undersøgelsen er indsamlet i januar og februar i år, hvor danskerne er blevet spurgt, om de generelt stoler på nyhedsmedierne. Det svarer 46 procent ja til, hvilket altså er 11 procentpoint færre end sidste år på samme tidspunkt.

En af mændene bag undersøgelsen kalder det et "uforståeligt stort fald".

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce