Den nye aftale mellem Danmark og EU og Europol stiller ikke Danmark lige så godt som et fuldt medlemskab. Dermed er en central betingelse for en parallelaftale, som blandt andet Dansk Folkeparti opstillede forud for folkeafstemningen 3. december sidste år, ikke opfyldt.

Omvendt har flere af nej-partierne forsøgt at fremstille det som om, at ja-partierne tog fejl, da de under afstemningen sagde, at det ville blive svært at få en parallelaftale.

Enhedslistens Rune Lund skriver således i et indlæg på magasinet Ræson, at ja-partierne prøver at ”opfinde en ny definition af parallelaftale, som – i deres dårlige forsøg på spin – skal defineres som en aftale, hvis indhold er nøjagtig det samme, som hvis Danmark deltog i Europol på overstatsligt niveau.”

Garanterede 'fuldgyldigt' medlemsskab
Men det er her Rune Lund som forsøger sig med et – dårligt – spin. For det er nej-partierne, som nu forsøger at omdøbe begrebet ’parallelaftale’ til at dække over en hvilken som helst aftale mellem Danmark og EU om Europol, hvilket bestemt ikke var det, hverken ja- eller nej-partierne mente før sidste valg.

Der findes ikke nogen juridisk definition af, hvad en parallelaftale er. Men det var en klar præmis under sidste års debat, at en parallelaftale netop skulle sikre Danmark et parallelt medlemskab af Europol – altså et medlemskab på samme vilkår som det, Danmark kunne få ved at stemme ’ja’ ved tilvalgsordningen sidste år. Og det blev slået fast igen og igen, at en parallelaftale ikke måtte føre til et dansk B-medlemskab af Europol.

Eksempelvis gav Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt en ”garanti for, at Danmark både før, under og efter den kommende folkeafstemning vil være fuldgyldige medlemmer af Europol.”. Det afgørende er her ordet ’fuldgyldige’, altså på samme vilkår som det, vi har i dag, og ville have haft fremover, hvis Danmark havde stemt ’ja’ sidste år.

Enhedslisten har ikke givet de samme håndfaste garantier som Dansk Folkeparti. Men derfor bliver det jo ikke ”dårlig spin”, at ja-partierne gentager valgkampens budskab om et dansk A-medlemskab af Europol og påpeger, at det klart største nej-parti faktisk lovede ’fuldgyldigt’ medlemskab.

Enhedslisten rodede rundt i samarbejdsaftaler og mellemstatslige aftaler
Lund skriver videre, at ”alle har i årevis brugt ordet parallelaftale som et synonym for en mellemstatslig aftale”. Det er imidlertid ikke rigtigt. Faktisk har især Enhedslisten rodet noget rundt i begreberne parallelaftale, samarbejdsaftale og mellemstatslig aftale.

Enhedslisten skrev eksempelvis på sin hjemmeside op til folkeafstemningen sidste år, at ”Selvom vi bevarer retsforbeholdet, kan dansk politi stadig samarbejde med politiet i andre lande. Det er også muligt for Danmark at få en parallelaftale om Europol, som eksempelvis Norge, Island og Schweiz har.”.

En påstand, som partiets ordfører, Pernille Skipper, gang på gang gentog under valgkampen. Eksempelvis på DR, hvor hun siger om Norge og Schweiz, at ”De er en del af Europol-samarbejdet, fordi begge lande har en parallelaftale.”

Enhedslisten sætter altså lighedstegn mellem parallelaftale og norsk aftale. Og Enhedslisten siger samtidig, at man hele tiden har fastholdt, at man med parallelaftale mener en mellemstatslig aftale. Der er bare lige et enkelt ret afgørende brist: Den norske aftale med Europol er ikke en mellemstatslig aftale.

”Norges samarbejdsaftale med Europol er fra 2001. Det er ikke en mellemstatslig aftale med EU, men alene en samarbejdsaftale mellem Europol og Norge. Aftalen krævede derfor ikke ratificering i medlemslandene og kunne sættes hurtigt i værk.”, hed det sidste år i et notat fra Folketingets EU- konsulent til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Så hvis der nu er nogen, der nu forsøger sig med ”dårligt spin” og ændrede definitioner, så er det Rune Lund og Enhedslisten.