Russere og radikale baner vejen for SF's regeringsdeltagelse

Putin har nedkæmpet den store forhindring på vejen mod regeringsdeltagelse og Sofie Carsten Nielsen har muligvis åbnet den smalle S-regering.
Foto: William Vest-Lillesøe
Pia Olsen Dyhr, formand for SF
“Afrust vort land” stod der på plakaten dengang farfar og farmor stemte Socialistisk Folkeparti ind i folketinget for første gang.

Året var 1960 og kommunistpartiet DKP var netop blevet splittet oven på den russiske invasion af Ungarn.

placeholder

I dag kæmpes der i DKP's arvtagere i Enhedslisten atter mellem de gamle Moskva-orienterede kadrer og så de unge fornyere.

Fra fredsmarch til NATO-march

Anderledes orden i geledderne er der ovre hos folkesocialisterne, der denne weekend mødes til landsmøde i Kolding.

Men hvor SF’erne for 70 år siden marcherede i fredsmarch mod våben og dansk NATO-medlemskab, så marcherer nutidens SFere skulder ved skulder med socialdemokraterne og den borgerlige opposition.

De vil hverken afruste eller nedruste: De vil opruste. Ja, selv det gamle forsvarsforbehold som den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen stod fadder til i 1993 skal væk.

På jagt i baglandet

Når et parti laver den slags kovendinger, begynder journalisterne at gå på jagt i baglandet efter kritiske stemmer og her i weekenden var der bid:

En lokalformand ville trække sig i protest mod SF's tilslutning til at bruge 2 procent af BNP på forsvar og generelt vækker flere penge til krudt og kugler ingen jubel.

Parate til at sluge de kameler, der følger med, når man vil være et af de gamle ansvarlige partier

Det bliver i medierne udlagt som bevis på intern uro, men man kan også læse situationen omvendt:

For reaktionerne tyder på, at de aktive SF medlemmer faktisk godt har forstået situationen og at de bakker op om Pia Olsen Dyhrs kurs. De er parate til at sluge de kameler, der følger med, når man vil være et af de gamle ansvarlige partier:

Et af regeringspartierne.

Har ryggen fri

Set i det perspektiv kommer den dybt ulykkelige krig i Ukraine faktisk på et heldigt tidspunkt for SF’erne.

Tilslutningen til det nationale kompromis om forsvars- og sikkerhedspolitikken var den sidste store forhindring på vejen til regeringsdeltagelse.

Med den nationale konsensus om forvarspolitikken vokser SFs betydning og værdi for socialdemokraterne og bedre endnu - med det kaos der hersker i Enhedslisten, så har folkesocialisterne ryggen fri.

De ellers så skarpe venstrefløjsdebattører som Pelle Dragsted har mere end travlt med at neddysse de mange stemmer i baglandet, der udviser en højlydt og bemærkelsesværdig forståelse for Putins fremfærd.

Putin og Sofie Carsten Nielsen baner vejen for SF

En lige så uventet håndsrækning har SFerne fået fra den radikale leder Sofie Carsten Nielsen.

Hendes udmelding om, at de radikale efter valget ikke igen vil pege på en smal S-regering, har øget chancerne for at SF kan komme i regering.

Hvorfor tage SF’erne med i regering og risikere en masse bøvl, når det nu går så godt uden?

For problemet med Pia Olsen Dyhrs pragmatiske kurs har været, at selv om den værdsættes i Socialdemokratiet og har givet konkret indflydelse, så har den også skabt en situation, der passer Mette Frederiksen lidt for godt.

Hvorfor tage SF’erne med i regering og risikere en masse bøvl, når det nu går så godt uden?

Men lykkedes det første de radikale at møve sig ind i regeringen, så giver det pludseligt langt bedre mening også at optage SF som modvægt til den radikale indflydelse.

SFs største bekymring er ikke til stede i Koldning

Det emne som der omtales med størst bekymring i SF er næstformanden Jakob Marks sygemelding.

Han blev tilbage i november 2021 det seneste offer for den stress-epidemi der har nedlagt mange folketingspolitikere.

Indtil videre er der ikke sat nogen dato for Marks tilbagevenden til Christiansborg og selv om SF'erne selvfølgelig føler oprigtig omsorg for en afholdt kollega, så handler bekymringen også om de politiske konsekvenser.

For Mark er ikke bare en af sin generations, men hele Christiansborgs mest lysende talenter. Privat danner han par med den lige så strålende socialdemokratiske superstar fra Holbæk, borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Så bliver det gode forhold mellem SF og Socialdemokratiet ikke mere symbolsk. Mark er selvskrevet som kommende minister.

Formandsopgør på venstrefløjen er altid ekstra bitre

Men hvis han ikke vender tilbage til politik på fuld kraft så er det ikke bare et stort tab for partiet, men åbner også en pandoras æske.

For det er ingen hemmelighed at Pia Olsen Dyhr har udset Jacob Mark til at være sin efterfølger. Det er selve arvefølgen der er på spil.

For SF’ere er ikke gode til formandsopgør. Selv om der smiles og tales med pædagog-sprog, så er politiske opgør på venstrefløjen typisk ekstremt bitre og ender ofte med, at den tabende fløj forlader partiet.

Det var sådan SF opstod og det var sådan Pia Olsen Dyhr i sin tid blev formand, da partiets højrefløj afhoppede til Socialdemokratiet efter valget af Annette Vilhelmsen.

Men hvor Pia Olsen Dyhr blev formand på et bagtæppe af kaos, så er hun i dag den længst siddende formand i folketinget og garant for stabilitet og orden.

Og når SF går til valg inden alt for længe, så gør partiet det med bedre og flere kandidater og et større sekretariat end i 2015. SF er fortsat dansk politisk længstvarende og mest oversete succeshistorie.

Det kan folkesocialisterne godt glæde sig over. Og være stolte af.

 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Herligt med et historisk perspektiv, og typisk for SF'erne så tager det en hel generations tid, dvs. 25-35 år før de skifter mening og bliver klogere - lige så kloge som os andre.

Thjaaa. Hvem der ender med at være de "kloge" må tiden så vise. Verdens ende er ikke nået endnu, men vi er da godt på vej. Om det så ligefrem kan betegnes klog?

2 linjer?

Hvem er du, og hvor har du gemt liget af den rigtige Jeppe?

R og SF med i regering, ikke hvis jeg må bestemme :))Og Pia O. D. som finansminister, det må da være en joke.
Derfor kan det godt være MF må bøje sig, hvis hun vil have 90 mandater bag. S SF regering alene acceptere R ikke, så.... vi får se, alt kan ske i politik, blot ikke blåt flertal igen.

"Men lykkedes det først de radikale at møve sig ind i regeringen"

STOP! Den slags spøger man bare ikke med.

Den letteste måde for Pia OD at komme i regering er vel egentlig, at SF kollektivt melder sig ind i S. Det vil ikke gøre den store forskel.

Præcis Kurt Wissendorf...
Og så kan de tage resterne af DF med sig. Det vil heller ikke gøre nogen forskel. Støjberg og Martin Henriksen kunne også fint begå sig i S.

Hvad mon MF ser i en udvidet sammensætning af regeringen.
Det strategiske sigte fra start to centrale ting; nemlig at sætte Morten Ø på plads efter Thornings oplevelser i det sorte tårn ved at skabe et alternativ til R hen over midten hos DF gennem en "ny" udlændingepolitik, og dernæst med de samme midler at tynde ud i DF' mandattal.
Det, der er gået "galt", er så at sige, at det er lykkedes alt for godt. DF er reduceret til en bagatel, hvor resterne under ledelse af Messerschmidt desperat leder efter mærkesager ude på højrefløjen i kamp med Nye Borgerlige, men nu ikke længere repræsenterer en seriøs bro hen over midten. Samtidig kan R med det nye Løkkeparti se en ny trussel mod sit genvundne monopol som kongemager, og netop en deltagelse i regeringen kan måske besværliggøre Løkkes projekt. Kunsten for Mette F er at bevare flere veje hen over midten, og vil hun styrke sin position skal hun lige netop lade Løkke slippe ind, slække en anelse på indvandrerpolitikken for at tilbageerobre de S'ere, der med den overstramme indvandrepolitik er søgt længere mod venstre. Og med ukrainesituationen kan hun sammen med de to nye regeringspartnere samtidig tækkes forbindelsen til højrefløjen med et stort tilskud ny arbejdskraft fra Ukraine uden problemer med fagbevægelsen
Alt i alt ser en regeringsudvidelse ud til af underbygge en gunstig situation for Mette F på trods af det ulykkelige bagtæppe i Ukraine, der tillige med en stor effekt visker tavlen ren frem mod valget.

Hvad mon MF ser i en udvidet sammensætning af regeringen.
Det strategiske sigte fra start to centrale ting; nemlig at sætte Morten Ø på plads efter Thornings oplevelser i det sorte tårn ved at skabe et alternativ til R hen over midten hos DF gennem en "ny" udlændingepolitik, og dernæst med de samme midler at tynde ud i DF' mandattal.
Det, der er gået "galt", er så at sige, at det er lykkedes alt for godt. DF er reduceret til en bagatel, hvor resterne under ledelse af Messerschmidt desperat leder efter mærkesager ude på højrefløjen i kamp med Nye Borgerlige, men nu ikke længere repræsenterer en seriøs bro hen over midten. Samtidig kan R med det nye Løkkeparti se en ny trussel mod sit genvundne monopol som kongemager, og netop en deltagelse i regeringen kan måske besværliggøre Løkkes projekt. Kunsten for Mette F er at bevare flere veje hen over midten, og vil hun styrke sin position skal hun lige netop lade Løkke slippe ind, slække en anelse på indvandrerpolitikken for at tilbageerobre de S'ere, der med den overstramme indvandrepolitik er søgt længere mod venstre. Og med ukrainesituationen kan hun sammen med de to nye regeringspartnere samtidig tækkes forbindelsen til højrefløjen med et stort tilskud ny arbejdskraft fra Ukraine uden problemer med fagbevægelsen
Alt i alt ser en regeringsudvidelse ud til af underbygge en gunstig situation for Mette F på trods af det ulykkelige bagtæppe i Ukraine, der tillige med en stor effekt visker tavlen ren frem mod valget.

Hvorfor skulle Mette Frederiksen dog slække på den nuværende indvandrepolitik for at undgå at S-vælgere søger til andre partier til venstre for Socialdemokratiet? det rykker jo ikke flertallet for hendes regering da de partier jo udgør regeringens støttepartier, det gør det derimod hvis S-vælgerne flytter til de borgelige partier fordi indvandrepolitikken bliver slækket, så mister hun stemmer og måske dermed regeringsmagten.

Alt andet lige styrker det en partiformands position at kunne trække vælgere til og producere flere poster til partiets kandidater på tinge. Dernæst styrker den blotte størrelse partiets position i de politiske forhandlinger, når partiet er stort. Det sikrer naturligvis ikke magten alene, men alt andet lige er det dog lettere for et stort parti end et mindre, at samle et flertal bag et regeringsprojekt. Slutteligt er størrelsen en afgørende faktor, hvis man stiler efter statsministerposten. Se bare på den aktuelle rivalisering mellem V og K, der alene er aktualiseret af Venstres dårlige meningsmålinger.

Det er da heller ikke med GLÆDE, at jeg har talt, et stykke tid, for en straksbevilling til hvert værn. På 1 Milliard til hvert værn. Det fik vi så !! Alt militær, er da som udgangspunkt væmmeligt. Men det var nødvendigt!! SF er så nået til samme erkendelse. NEJ det er heller ikke fantastisk, når russiske værnepligtige er kanonføde. Putin må til gengæld gerne blive offer, for sin egen ondskab. Bh 🌹🌹🌹🌹

Med SF's kursskifte i deres forsvarspolitik må den vigtigste opgave for SF i den henseende være, at sikre de 18.000.000.000 kr. ekstra årligt til forsvaret ikke bliver betalt på bekostning af velfærdsstaten. Regningen skal sendes ud gennem skatte stigninger. Alle må bedrage. Og de højeste indkomster må bidrage mest. I gennemsnit er regningen på omkring 277 kr. pr. skatteborger pr. måned. Inkl. studerende, pensionister osv. Det vil så strække sig over en skattestigning på f.eks. 100 kr. for de lave indkomster stigende til f.eks. 400 kr. for de højeste indkomster. En skattestigning på aktieudbytte og anden kapitalindkomst må gennemføres, en formueskat for formuer over f.eks. 10.000.000 kr., stigning på selskabsskatten fra 22 til 25% - Alle må bidrage.

Vi skal IKKE have en Søren Pape Poulsen løsning, hvor pengene skal hentes hos dem der i forvejen har udfordringer nok at slås med eller på andre områder af velfærdsstaten. Det er ganske enkelt asocial.

Det er min absolutte forventning til SF og Socialdemokratiet for den sags skyld.

Det er mere end skuffende, at et parti som SF ikke har den mindste refleksion over situationen gennem de seneste 30 år efter murens fald. For det er en historisk forspildt chance, som bare blev smidt i skraldespanden. En historisk enestående chance for en verden i fred og sameksistens. Den eneste refleksion har været total oprustning.

Et eller andet er total kortsluttet i det parti på under 10 sekunder. Årtiers politik smidt i graven på under 10 sekunder.

Aksel Larsen og Gert Petersen må roterer hurtigere i deres grav end en formel 1 racer.

PS. Hvordan kommer fremtiden til at se ud, når konsekvenserne af Jordens ressource knaphed for alvor viser tænder og klimaet for alvor begynder at kollapse.

God fornøjelse. Vi kan sikkert opruste ud af alle problemer.

Om senest 100 år, så er det slut. Og vi er selv skyld i det. Der er jo kun os :-(

Annonce