Det beviste 63-årige konservative politiker Antonio Tajani i går, da han blev valg som afløser for den tyske socialdemokrat Martin Schultz, og nu skal være formand for EU-Parlamentet frem mod næste parlamentsvalg i sommeren 2019.

I den afgørende fjerde valgrunde fik Antonio Tajani 351 stemmer, mens Gianni Pittella fra den socialdemokratiske S&D-gruppe fik 282. Antonio Tajani repræsenterer EPP-gruppen, European People's Party, der tæller Europas konservative og kristendemokratiske partier, blandt andet danske Bendt Bendtsen.

Socialdemokraternes gruppeformand Jeppe Kofod, der også er næstformand for S&D-gruppen, ærgrer sig over valget: ”Jeg er selvfølgelig brandærgerlig over valget af Tajani. Han var Berlusconis mand, involveret i Dieselgate og har fremført dybt problematiske udtalelser på fx LGBTI-området. Men det er faktisk processen, der foruroliger mig mest på Europa-Parlamentet og borgernes vegne”, fortæller Kofod til Netavisen Pio.

Alliance fra Radikale Venstre til Dansk Folkeparti
Forud for gårsdagens afstemning havde EPP-gruppen indgået en aftale med den liberale ALDE-gruppe, Alliance of Liberals and Democrats for Europe, som betød, at gruppen trak sin egen kandidat, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, for til gengæld at støtte EPP-gruppens kandidat.

De to grupper enedes om et papir, som blandt andet taler om at ”opbygge en pro-europæisk koalition, der skal reformere og styrke EU”, hedder det blandt andet.

I ALDE-gruppen sidder både Venstres Morten Løkkegaard og de to radikale medlemmer Morten Helveg og Jens Rohde. Morten Helveg havde i går sine kvaler med at forklare hvorfor han støttede Tajani, og skrev blandt andet på Facebook, at ”Der er ingen af de to hovedkandidater, der ville være mit førstevalg.”.

Også den EU-skeptiske European Conservative and Reformist Group, der blandt andet tæller Dansk Folkeparti, endte med at stødte op om Tajani. Og den nye alliance bekymrer Jeppe Kofod: ”Den nye højreorienterede alliance mellem De Konservatives, Dansk Folkepartis og Venstre og Radikales grupper vil hænge som en sort sky over arbejdet indtil til næste valg”, mener han.

Homoseksuelle, Berlusconi og Volkswagen
Selvom Antonio Tajani under valgkampen gentagne gange har forsikret, at han vil være formand for hele Europa-Parlamentet, så er det en kontroversiel skikkelse, der nu bliver formand for Europa-Parlamentet.

Antonio Tajani var en af medstifterne til Berlusconis parti Forza Italia, og han fungerede som officiel talsmand for Berlusconis under hans første regering, der holdt godt et halvt år tilbage i 1994. Han blev valgt til Europa-Parlamentet samme år, og her sad han som medlem frem til 2008, hvor Berlusconi udnævnte ham til EU’s Transportkommissær. I 2010 blev han udnævnt til Industrikommissær.

Også her er der imidlertid skeletter i skabet. Det var på Antonio Tajanis vagt, at det lykkedes Volkswagen at slippe afsted med omfattende svindel med testresultater, så firmaets biler kunne godkendes i EU, selvom de reelt overskred EU’s miljøregler. Tajani er blevet beskyldt for at have tilsidesat flere advarsler fra blandt andre EU-Kommissionens Miljødirektorat, angiveligt efter pres fra bilindustrien. Tajani måtte i efteråret stå skoleret for en undersøgelseskomite i EU-Parlamentet. Her benægtede han at have været vidende om eller forsøgt at dække over svindlen.

Også Tajanis holdning til homoseksuelle har vagt opmærksomhed. I 1996 skrev Tajani i sin egenskab af EU-parlamentariker til EU-Kommissionen angående et barn, der voksede op hos et homoseksuelt forældrepar i Skotland. Tajani skrev, at barnet ”med sikkerhed vil have alvorlige psykiske problemer og opleve store vanskeligheder med at blive accepteret som en del af samfundet”, og opfordrede EU-Kommissionen til at gribe ind for at sikre barnet “retten til et normal liv”.

Stærkere ideologisk konfrontation på vej
Med valget af Tajani sidder de konservative nu på formandsposterne i alle de tre store EU-institutioner. Også Kommissionsformand Jean-Claude Juncker og Rådsformand Donald Tusk tilhører partier, der er medlemmer af EPP-gruppen.

Netop det faktum var årsagen til, at S&D-gruppen ikke uden kamp ville acceptere, at Tajani blev formand for Parlamentet. Omvendt har EPP fremført, at der ligger en klar aftale om, at formandsposten skal skifte fra S&D til EPP midtvejs i valgperioden, sådan som der også har været tradition for tidligere.

Europa-Parlamentet udgør sammen med Ministerråd de lovgivende organer i EU. Men i tilfælde, hvor der er uenighed mellem Parlamentet og Ministerrådet, skal Parlamentet kunne mønstre et såkaldt ”absolut flertal” af alle medlemmer i Parlamentet. Da der ofte er et betydeligt fravær blandt medlemmerne, kan det i praksis være vanskeligt for Parlamentet at mønstre et absolut flertal, hvis ikke de to grupper står sammen i de afgørende afstemninger.

Derfor har Parlamentet i årevis været præget af en ”storkoalition” mellem EPP-gruppen og S&D-gruppen, der tidligere var kendt som PES. Prisen har imidlertid været, at de ideologiske skillelinjer i Parlamentet er blevet mindre synlige. Jeppe Kofod ser da også en mulighed for, at vi nu vil se en mere klar ideologisk kamp mellem højre og venstre i EU-Parlamentet:

”Hvis jeg skal finde et lyspunkt i valget af Tajani, så er det, at vi vil se en mere ideologisk kamp i Europa-Parlamentet. De borgerlige forsøger at føre blokpolitik med mere marked, pres på løn og arbejdshold og mindre tryghed, mens Socialdemokratiet vil kæmpe endnu hårdere for arbejdstagerrettigheder, fair skat, grøn omstilling og miljø. Vi kæmper imod den borgerlige politik og ren markedstænkning, som dominerer EU i dag.”