Ryanair-piloter organiserer oprør imod ledelsen

Lavprisselskabets piloter organiserer sig imod ledelsens 'del og hersk-strategi', som hidtil har svækket de ansattes forhandlingsposition markant.
Piloterne i det irske lavprisselvskab Ryanair er ved at organisere sig imod ledelsen for at få bedre arbejdsvilkår.

Den britiske avis The Guardian har set et brev, som lige nu cirkulerer imellem flyselskabets piloter. Det viser, at de ansatte forsøger at koordinere en indsats, der skal stoppe ledelsens forhandlingsstrategi, som er baseret på, at forhandlinger foregår i meget små medarbejderkomiteer, som repræsenterer flybaserne enkeltvis.

De fleste af selskabets piloter arbejder i dag på midlertidige kontrakter og er hverken sikret fast løn, løn under sygdom, ferie eller pension. Flypersonalets fagforening i Danmark, FPU, bakker op om piloternes kamp.

Opgør med Ryanairs del og hersk-strategi
Piloterne forsøger nu at skabe en central komite, som skal erstatte de lokale komiteer, da de hermed forventer at kunne forbedre deres forhandlingsposition markant.

Ifølge brevet til piloterne er den centrale komite blevet dannet for at gøre op med den ’del og hersk-strategi,’ som indtil videre er blevet brugt overfor piloterne.

I brevet advares der om, at piloterne står overfor en hård kamp, da det er Ryanairs politik, at de ikke forhandler med fagforeninger, men kun med de lokale komiteer.

Det er sandsynligt, at tingene vil blive værre, før de bliver bedre. Forvent at ledelsen vil kæmpe imod enhver forandring med alle de midler, de har til rådighed.

”Hvis vi skal overkomme denne struktur kræver det en utrolig viljestyrke, stamina og vedholdenhed fra hver eneste pilot (…) Det er sandsynligt, at tingene vil blive værre, før de bliver bedre. Forvent at ledelsen vil kæmpe imod enhver forandring med alle de midler, de har til rådighed. Nogle vil komme til skade.”

Lad os sørge for, at fremtidige kollegaer ser tilbage og siger: Dette var deres fineste stund.

Slutteligt opfordrer komiteen til, at efteråret 2017 skal blive ”begyndelsen på enden af kapløbet mod bunden for vores erhverv. (…) For at parafrasere Churchill: Lad os sørge for, at fremtidige kollegaer ser tilbage og siger: Dette var deres fineste stund.”

Kan få Ryanair-baser til Danmark
Mange Ryanair-piloter er ansat på midlertidige kontrakter, ikke af Ryanair selv, men af små irske selskaber, som består af mellem fem og otte piloter. De selskaber leverer så piloter til et britisk bemandingsbureau, som leverer til Ryanair. Den konstellation lægger en solid armslængde mellem Ryanair og piloterne, og gør al forhandling af løn og arbejdsvilkår meget vanskelig.

Derfor vækker piloternes initiativ begejstring hos FPU, som dog understreger, at man lige nu ser, at Ryanairs flypersonale i meget høj grad melder sig ind i fagforeninger - og det er måske et endnu vigtigere træk i kampen for bedre arbejdsvilkår.

Anders Mark Jensen, næstformand i FPU forklarer, at resultatet af dette kan blive, at vi måske igen snart kan byde Ryanair velkommen i Danmark på lokale og rimelige vilkår:

”Ryanair har ikke baser i Danmark. Men vi har tæt kontakt til en del Ryanair-piloter, og vi har også medlemmer i selskabet. Det er klart, at vi håber, at det her ender med, at vi kan byde Ryanair velkommen igen - men med en dansk overenskomst.”

Ryanair i strid modvind
Piloternes kamp for organisering sker i en periode, hvor Ryanair i forvejen er hårdt presset. Dels tabte de en vigtig dom ved EU-domstolen i midt-september, og dels har de måttet aflyse tusindvis af afgange frem til marts 2018 – hvilket vil påvirke helt op til 700.000 passagerer. 10.000 danske passagerer har allerede oplevet aflysninger, da mange afgange har været fra Kastrup Lufthavn.

Ifølge Ryanair selv skyldes de mange aflysninger, at flere af deres piloter har ferie til gode, hvilket de ifølge irsk lovgivning har ret til at afholde inden udgangen af året. Ryanair har tilbudt nogle af piloterne store bonusser på op imod 100.000 kroner, hvis de dropper deres ferie – men det har piloterne hidtil nægtet at tage imod.

 

 


Flere artikler om emnet

Annonce