Rygterne om højrepopulismens død er stærkt overdrevne

Leder: Man vil fortryde det, hvis man tror, at opgøret med højrepopulisterne er vundet. Kampen kræver fortsat konkrete løsninger
Når man læser ledere og klummer, så kan man ofte blive i tvivl: Skriver folk det, de virkelig mener, eller bare det, som de ville ønske var sandt?

Emmanuel Macrons sejrstogt i fransk politik og Labours fremgang i Storbritannien har givet en række stemmer på centrum-venstre anledning til at danne fælles front. Deres fælles budskab er, at den europæiske højrepopulisme er nærmest død. Og det bliver gentaget så hyppigt, at både afsendere og modtagere skal komme til at tro på det. Men ekkokammerets længselsfulde skrig gør det ikke til sandhed.

Ekkokammerets længselsfulde skrig gør det ikke til sandhed.

De længselsfulde skrig skaber ikke sandhed
"I Frankrig har den primitive populisme nået sin maksimale rækkevidde", udtalte tidligere Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). Det bakkede en mere dramatisk Lars Trier Mogensen op om med følgende citat: ”Højrenationalisme er ikke længere en epidemi i Europa”. Endelig kunne Politikens konkurrencestats-discipel Noa Redington konstatere: ”Nu må det dominerende narrativ om højrepopulismens fremmarch i de vestlige demokratier endegyldigt blive sendt til et intellektuelt serviceeftersyn”.

Der vejres morgenluft. Mange håber at slippe for de beskidte og uansvarlige højrepopulister. Jeg kan da også finde på mange gode grunde til at håbe, at de før-nævnte personager skulle have ret, men jeg tvivler ærlig talt på en udlægning om, at højrepopulismen skulle være ligefrem færdig, selvom der er nedture at spore rundt omkring.

Sandt at sige, så gik højrepopulisterne massivt tilbage i Holland, de tabte i Østrig, nedsmeltede i Storbritannien, drukner i intern Fremskridtsparti-lignende ballade i Tyskland og opnåede blot sølle otte mandater ved søndagens parlamentsvalg i Frankrig.

7,6 millioner grunde til at Le Pen ikke er helt færdig

Men hvis man går bag om tallene, så er resultaterne stadig ikke så entydige. Marine Le Pen og Front National, som alle har travlt med afskrive, fik faktisk 33.9 procent af stemmerne i anden runde. Hvilket udgør lige godt dobbelt så stor en andel af stemmerne, som de 17.8 procent Jean-Marie Le Pen høstede i 2002, hvor han opnåede partiets næstbedste resultat nogensinde. 2017 resultatet var langt det bedste.

Og hvis man samtidig besværer sig ved at kigge på første runde resultatet, så var afstanden mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron faretruende tæt med en margin på under 3 procent. Resultatet af præsidentvalgets første runde gav således Marine Le Pen 7,678,491 millioner stemmer, mens hun ved anden runde af parlamentsvalget måtte nøjes med blot 1,590,858 stemmer. Det tal udgør dog stadig en fordobling i forhold til det forrige parlamentsvalg i 2012.

Der var på ingen måde tale om den forventede fremgang, den knusende sejr eller det endelige klimaks for de franske højrepopulister. Men de opnåede ikke desto mindre fremgang og endda en fremgang, der ville have set ud af noget, hvis ikke det franske valgsystem var så udemokratisk, og hvis ikke forventningerne havde ligget et helt andet sted.

Bemærk også i den sammenhæng at højrepopulisterne i Østrig var blot 7 procent fra at vinde præsidentembedet i december sidste år, ligesom populisterne herhjemme fortsat udgør det klart største parti i blå blok.

Højrepopulisterne kan sagtens slås
Jeg glædes, ligesom mange andre, ved den umiddelbare opbremsning i den højrepopulistiske fremmarch, men jeg er også bange for at Europas centrum-venstre kom til at misbruge resultaterne til at lægge hovedet på sovepuden. Dermed er der en risiko for at løsningen på nogle af de udfordringer - som de højrepopulistiske partier har profiteret stort på i deres løsningsløse italesættelse - vil udeblive. Problemerne med integration, immigration, EU og social sammenhængskraft forsvinder ikke, fordi højrepopulisterne går tilbage eller rettere fordi de går mindre frem end ventet.

Jeg er bange for at Europas centrum-venstre kom til at misbruge resultaterne til at lægge hovedet på sovepuden

Hvis vi skal træffe en optimistisk konklusion, så må den være, at højrepopulisternes sejrskurs ikke er så skudsikker. De kan faktisk slås, hvis centrum-venstre gør sit arbejde ordentligt.

Når man kigger på de førnævnte lande, så tror jeg ikke, at kan finde nogen entydig opskrift på at besejre højrepopulismen. Der er valgsystemer, dagsordener, politikerlede, kandidater og ufatteligt mange andre ting til forskel. Hvis vi ser på Corbyn og Macron, så er det lettere at pege på forskelle end ligheder – særligt hvis man analyserer deres politiske platforme.

Vi skal udover den intellektuelle dovenskab
Og her siger tidligere S-rådgiver Noa Redington, der ellers uhyre sjældent rammer plet, faktisk noget både vigtigt og interessant: ”Det er, som om vi har været udsat for intellektuel dovenskab uden sidestykke. Det er langt mere komplekse fænomener, vi er vidner til, og som er svære at overføre fra land til land,” Det er godt set, selvom han selv i sin lovprisning af Macron har svært ved at efterleve princippet.

Selvom man kunne drømme om det, så er der ikke noget quick-fix til at besejre de danske højrepopulister med, hvorfor vores bedste bud herhjemme er at fortsætte bestræbelserne på at levere konkrete løsninger

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce