Annonce

Rygterne om Radikales død er stærkt overvurderet

Netavisen Pios chefredaktørs analyse af de radikale er både biased og baseret på anakronisme, mener radikal kommunalpolitiker.
Niels Jespersens analyse ”Radikale, please don't leave us alone” er rammende, som var det en satiretegning eller et revynummer over radikale stereotyper. Dem man forventer at møde hos sin yndlings-café latte-pusher tæt på Nørrebro?

Som gammel bladtegner elsker jeg en god satire og ved, at den kræver grove generaliseringer og brug af stereotyper.

Og for mange (især socialdemokrater) skal alle historier om Radikale altid starte med referencer til "Det Sorte Tårn" - den glemmer I vist aldrig?

Radikale er ikke bare husmænd og højskolelærere

Men her er den største skyklap: Lige så stor forskel, der kan være på Martin Lidegaards rolige og pragmatiske tonefald som på Morten Østergaard fanden-i-voldske svømmedragt, og lige så stor forskel, der kan være på Marianne Jelveds lavmælte, men sylespidse kommentarer som på Zenia Stampes ordrige, følelsesstærke udbrud - ja, lige så stor forskel er der på Radikale.

Både medlemmer og vælgere. Fra Thy til Nordsjælland - fra Indre Nørrebro til Langeland.

Og den forskel mærkes og lever i bedste velgående. Der er en alsidighed af helt andre dimensioner end de personlige magtkampe, vi alle har været vidne til blandt 3-4 folketingspolitikere for nyligt.

Der er en alsidighed af helt andre dimensioner end de personlige magtkampe, vi alle har været vidne til blandt 3-4 folketingspolitikere for nyligt.

Tidligere tiders "husmænd" er måske ikke så udbredte længere, men "højskoleradikale" lever stadig i bedste velgående side om side med den selv-realiserede akademiker.

Der er iværksætteren og selvstarteren ved siden af litteraturprofessoren, og der er socialrådgiveren fra stenbroen ved siden af den økologiske landmand fra Nykøbing Sjælland.

Den forandringssøgende agenda vist sig langt mere levedygtig

Desuden italesætter Niels Jespersen en anakronisme - nemlig ved at insistere på at tale om rød blok som en venstreorienteret retning. For de dage er forbi.

Med først Venstre og siden Socialdemokraternes ublu fald for fristelsen til ikke bare at følge, men ligefrem opildne, den nationalkonservative retorik, når det kom til udlændinge generelt og flygtninge specifikt, har aksen flyttet sig.

På de menneskelige og værdipolitiske punkter er der ikke længere en højre- og venstrefløj men derimod en stagnerende, lukket retro-agenda contra en globaliserende, åben forandrings-agenda.

Vi har set spor af den sidstnævnte i både Liberal Alliance og Alternativet, på trods af at begge partier har vidt forskellige fordelingspolitiske holdninger.

Det samme med Partiet Fremad (hvis det nogensinde var blevet til noget). Og det er nok ikke tilfældigt, at de alle er udsprunget af Radikale Venstre, for her har den forandringssøgende agenda vist sig langt mere levedygtig.

Man skal lede længe for at finde markante økonomiske forskelle på Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

At sætte dem op som modsætninger er næsten ikke længere sjovt. Og med en fælles adoption af udlændingepolitikken fra Dansk Folkeparti bliver skillelinjerne kun endnu mere udviskede.

Ikke bare mere af det samme

Det er præcis dén manglende forskel, der har givet Radikale medvind. For udover nogle meget markante klimaholdninger har Radikale lykkedes med at præsentere en anden vej end blot ‘mere af det samme - nu også i rød"’.

Det var det, der gav en fordobling i mandater for kun 16 måneder siden, og det samme til Europa-Parlamentsvalget forinden.

Den radikale politik er den samme i dag

Den radikale politik er den samme i dag, men med ny ledelse kan retorikken måske ændre sig, så noget kan blive "blødt op", andet kan blive endnu mere "kontrært".

Men Niels Jespersen præmis for at bønfalde Radikale om ”at blive” er desværre biased og baseret på anakronisme.

Men jeg er naturligvis en lille smule beæret over, at han finder vores selskab både relevant og savnet. Vi skal nok lade være med at forsvinde.

Jacob Netteberg er kommunbestyrelsesmedlem i Rudersdal kommune. Han er medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Det Radikale Venstre.

Flere artikler om emnet