På det seneste har et par DSU’ere båret brænde til det kulturpolitiske bål. I Information har man kunne læse Frederik Vad Nielsens kritik af Statens Kunstfond, mens Jeppe Würtz Pedersen her på siden ligefrem har efterlyst en ny socialdemokratisk kulturpolitik.

De to indspark fortjener et bifald, for det er aldeles positivt, at DSU melder sig på banen i den kulturpolitiske diskussion. I en tid, hvor regeringens fremmeste ambitioner på området handler om, hvor der med omprioriteringsbidraget skal spares hårdest, er debatten vigtigt.

Alligevel efterlader de to DSU’eres indlæg nogle spørgsmål, som ikke bør stå ubesvaret hen. Både når det kommer til manglen på en socialdemokratisk kulturpolitik, og den måde vi har indrettet vores støttesystem på.

Først og fremmest vil jeg slå fast, at jeg deler ambitionerne om nødvendigheden i at fokusere på en offensiv kulturpolitik. Det kulturpolitiske pres, der skabes fra den borgelige fløj, kræver Socialdemokratiske svar. Det synes jeg dog også man med rimelighed kan slå fast, at Socialdemokraterne giver.

Vigtigt med kulturtilbud i hele landet
Vi er det eneste parti med et stort og gennemarbejdet kulturpolitisk program. I 2014 blev ”Kultur er stadig velfærd” fremlagt (der kan læses her). Programmet var en revidering af forløberen, ”Kultur er velfærd”, fra 2007. Her slås det over næsten 60 sider fast, at kunst og kultur for Socialdemokraterne er en helt essentiel del af det danske velfærdssamfund. Og ikke mindst fremlægges en lang række konkrete forslag, der bygger på denne tanke.

Hvis man savner socialdemokratisk kulturpolitik, vil jeg anbefale, at man starter her. Der er mange gode forslag, der ikke er realiseret endnu, men i den grad stadig er plukkemodne. Betyder det, at vi derfor skal stoppe al kulturpolitisk diskussion og udvikling? Naturligvis ikke. Men pointen er, at Socialdemokraterne faktisk har svaret på mange de af spørgsmål, kulturområdet stiller.

I min optik er Socialdemokraternes kulturpolitisk drevet af især tre pejlemærker:

For det første er kvalitet afgørende. Det er en kulturpolitisk kerneopgave at fremme den bedst mulige kvalitet i kunstneriske og kulturelle værker og opførelser. Overlæggeren skal sættes højt, og Danmark skal kunne præstere kunst og kultur i verdensklasse. Det kræver målrettede støtte til kultur- og uddannelsesinstitutioner.

Danmark skal kunne præstere kunst og kultur i verdensklasse

For det andet skal der være bredde i kulturpolitikken. Geografisk skal der være gode kulturtilbud i hele landet. Bredden skal ligeledes sikres i forhold til, hvem der møder kulturen. Det gælder for voksne, men især for børnene. Vores børn skal stifte bekendtskab med kulturen – i skolen og i fritiden. Også børn, hvis forældre ikke selv er flittige kulturbrugere, skal have mulighed for at komme på museer, dyrke idræt og se teater.

For det tredje skal kulturen være motor for fællesskabet. Det betyder, at kulturen både skal være samtaleværelse i det danske fællesskab – med et stærkt DR som et godt eksempel – og samtidig sætte vores samfund til debat. Kunst og kultur gør os i stand til at forstå det samfund, vi er en del af, og verden omkring os bedre.

Kunsten skal ikke styres politisk
De tre pejlemærker står dog alle på armslængdeprincippet. Nogen vil måske mene, at princippet efterhånden er lidt støvet. Men det er afgørende, at vi i dag minder hinanden om, at kunsten og kulturens aldrig skal styres politisk. Derfor står vi også meget stædigt fast på armslængdeprincippet, der gennem mange år har været drivende for en sund, udfordrende og kvalitetsorienteret udvikling i kunsten og kulturen.

Armslængdeprincippet hænger samtidigt uløseligt sammen med de støtteordninger, der sikrer, at mange dygtige kunstnere hvert eneste år, kan udøve deres kunst til glæde for og andre. For det er naturligt at stille sig kritisk overfor, om de mange milliarder kroner, der hvert år uddeles, fordeles på den rigtige måde og af de rigtige personer.

I mine øjne er støttesystemet i dag godt. Skal kunststøtten sikre høj kvalitet, kræver det faglighed i de udvalg, der uddeler midler. Vi skal altid arbejde for størst mulig åbenhed i støtten. Eksempelvis blev Statens Kunstfond i 2014 moderniseret og gennemsigtheden øget. Den vej skal vi hele tiden forfølge.

Det fortæller mig, at vi i dag har en god balance mellem den statslige og den kommunale støtte

Samtidig skal man have proportionerne for øje. Af de omkring 24 milliarder kroner, der hvert år gives i kunststøtte, uddeler kommunerne knap halvdelen af midlerne. Det fortæller mig, at vi i dag har en god balance mellem den statslige og den kommunale støtte. Og det viser, at der er rig lejlighed for lokalt at præge, hvad støtten bruges på.

Rygtet om den socialdemokratiske kulturpolitiks død er i mine øjne stærkt overdrevet. Tværtimod har vores parti de sidste ti år målrettet arbejdet på at give et socialdemokratisk svar på de mange spørgsmål, kulturpolitikken stiller. Derfor står vi i dag på et stærk politisk fundament. Samtidig har arbejdet i forbindelse med det kommende partiprogram sat gang i en proces, der gør os endnu skarpere på, hvor den socialdemokratiske kulturpolitik.

Jeppe Würtz Petersen og Frederik Vad Nielsen i den grad ret i, at vi forsat skal tage diskussionen. Derfor er skal der til de to også lyde en invitation herfra til en kop kaffe på mit kontor, så debatten kan fortsættes. Vel mødt!

 

Mogens Jensen er næstformand for Socialdemokraterne, medlem af Folketinget og kultur-, medie-, og idrætsordfører.

Foto: Det Kongelige Teater.