S blev størst i Vordingborg: Mødet med borgerne er afgørende

Hvordan vinder Socialdemokratiet frem i de dele af landet, hvor Dansk Folkeparti står stærkt? Mere synlighed, dialog med borgerne og et helt nyt folkemøde var opskriften i Vordingborg.
Billede: Et kig ud fra hovedscenen ved sidste års Folkemøde Møn.

Efter valget sidste år var der meget fokus på ”de gule Danmark”. Hvor Danmarkskortet efter et folketingsvalg normalt kan opdeles i ”røde” og ”blå” kredse, hvor henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre er blevet det største parti, kunne man ved seneste valg som noget nyt også iagttage en gul farve. Nemlig de 17 kredse i Sydjylland og på Sjælland, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti.

Hvor det i Sydjylland først og fremmest har været Venstre, der er blevet ramt af Dansk Folkepartis fremmarch, så har Socialdemokratiet fået presset fra Dansk Folkeparti at føle i mange sjællandske kredse: I blandt andet Kalundborg, Ringsted, Slagelse og Faxe overhalede Dansk Folkeparti ved valget sidste sommer Socialdemokratiet og er nu kredsens største parti.

Et af de steder, hvor det lykkedes Socialdemokratiet at fastholde positionen som det største parti, og tilmed få en fremgang på 2,6 procentpoint (dobbelt så stor som fremgangen på landsplan), var i Vordingborg. Netavisen Pio har derfor talt formand for Socialdemokratiet i Vordingborg, Lise Lotte Møller, for at høre om kredsens arbejde med at sikre opbakning i et område, hvor Dansk Folkeparti er på fremmarch.

Arrangerede folkemøde for tusinder af borgere
”Vi har gjort meget for at komme ud at møde folk på gaderne. Det er helt afgørende, at der sker noget nyt og anderledes, hvor vi ikke bare holde møder med os selv, men kommer ud over rampen. Det har vi forsøgt hele vejen igennem, også i de perioder, hvor det ikke har været lige populært, for eksempel på grund af dagpenge-diskussionen”, fortæller hun.

Lise Lotte Møller fremhæver samtidig, at folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil bragte masser af gejst og aktivitet med sig, da hun i løbet af forrige valgperiode blev kredsens folketingskandidat. ”Det betyder utrolig meget at have en folketingskandidat, der går foran og sætter gang i aktiviteter”, fortæller hun.

resultat vordingborg

Den vel nok mest nyskabende idé var at invitere borgere og politikere til et folkemøde på Pernille Rosenkrantz-Theils gård på Møn. Den opstod oprindelig som en ’skør idé’, fortæller Lise Lotte Møller, men udviklede sig til en stor succes:

”Vi sad egentlig hjemme i Pernilles baghave og skulle arrangere en sommerfest for vores medlemmer. Det endte så med, at vi lavede et helt folkemøde. Det var vigtigt for os at lave noget, som ikke kun var for medlemmerne, men som også gjorde, at vi kom bredere ud. Det har givet os masser af synlighed, mange nye medlemmer og en hulens masse omtale”, fortæller hun.

Socialdemokratiet inviterede de andre partier og en lang række politikere til folkemøde. Den første udgave blev afholdt i 2014. Folketingets formand, Mogens Lykketoft, åbnede folkemødet, der fik besøg af cirka 1.800 gæster og bød på en lang række debatter på tre forskellige scener om blandt andet uddannelsespolitik, social dumping, flygtninge og en række lokale emner.

Succes blev gentaget i 2015, denne gang udvidet til otte scener og med 4.500 deltagere. Og selvom Pernille Rosenkrantz-Theil nu har skiftet Vordingborgkredsen ud med Østerbrokredsen, så forventer Lise Lotte Møller bestemt, at folkemødet også vil fortsætte i årene fremover i samarbejde med den nye folketingskandidat, Ole Hækkerup.

”Folkemødet har betydet, at vi har fået en meget aktiv partiforening, og alle, der har lyst, kan hjælpe til ved folkemødet, for der er masser af opgaver som skal løses. Det er ikke alle, der bryder sig om at gå på kampagner, men her kan alle være med til at gøre en forskel. Men det er også hårdt arbejde”, indrømmer hun.

Socialdemokraterne skal have fat i de unge
Ved folketingsvalget i fjord satte hver fjerde vælger kryds ved Dansk Folkeparti, mens det på landsplan var omkring hver femte. Trods en aktiv indsats fra Socialdemokraterne, så vinder Dansk Folkeparti altså stadig frem i Vordingborg.

Det er ellers ikke fordi Dansk Folkepartis lokalforening har profileret sig voldsomt. Lise Lotte Møller fortæller, at Dansk Folkeparti som det eneste parti ikke deltog med deres egen stand ved folkemødet, og heller ikke har meldt sig til i år, selvom en række politikere fra Dansk Folkeparti har deltaget.

Ifølge Lise Lotte Møller er partiets fremgang meget båren af profiler som Søren Espersen, der trækker mange stemmer, ligesom også Morten Messerschmidt har været forbi med sin opbakning til partiet. Derudover er det lykkedes at stable en stærk ungdomsafdeling, DFU, på benene i Vordingborg.

”Jeg er blevet lidt overrasket over, hvor stor en ungdomsafdeling de har. Så vi har måske ikke helt været opmærksomme nok på at komme ud og få fat i de unge. Det bliver en af de vigtigste indsatser fremover”, fortæller hun.

Næste store opgave for socialdemokraterne i Vordingborg bliver – med mindre Løkke udskriver valg i utide – næste års kommunalvalg, hvor partiet stiller med Mikael Smed som borgmesterkandidat. Årets Folkemøde på Møn blev afviklet 27. august fra klokken 10.00 til 18.00.

Læs mere på Folkemødet Møns hjemmeside eller på Facebook.

 

Det gule Danmark: Godt et år efter, at Dansk Folkeparti blev landets største borgerlige parti, sætter Netavisen Pio i artikelserien ’De gule Danmark’ fokus på Dansk Folkeparti, den største succeshistorie i nyere Danmarkshistorie.

 

Artiklen blev bragt første gang 1. juli 2016.


Kommentarer fra Facebook