S-borgmester kritiseres for at opfordre til overenskomst: “Det hører ingen steder hjemme"

Stor debat

S-borgmester kritiseres for at opfordre til overenskomst: “Det hører ingen steder hjemme"

Blå politikere og brancheorganisation kritiserer 3F og Aalborgs socialdemokratiske borgmester, Lasse Frimand Jensen, for at have opfordret restauranter til at blive en del af den danske model – FH bakker borgmesteren op.

Lasse Frimand og Pernille Vermund
Billedtekst
“Det hører ingen steder hjemme, at politikere deltager i at lægge pres på lokale virksomheder for at tegne overenskomst," siger Pernille Vermund om brevet fra Lasse Frimand Jensen.
Foto: Socialdemokratiet og Liberal Alliance Grafik: Signe Marie Flindt

Aalborgs socialdemokratiske borgmester, Lasse Frimand Jensen, opfordrer sammen med 3F restaurationer til at få overenskomst.

Det skriver TV 2 Nord.

Det møder stor kritik fra politikere og brancheorganisationer, der mener, at der er tale om kasketforvirring.

Modsat bakker Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, op om borgmesterens initiativ, da de mener, at ordentlige vilkår på det danske arbejdsmarked og politik går hånd i hånd.

Brevet

I slutningen af april sender borgmesteren i samarbejde med 3F et brev til 92 restauranter, caféer og værtshuse nær Aalborg Kongres & Kulturcenter.

I brevet gives der udtryk for, at der nær kongrescentret er et uudnyttet potentiale, da store kongres- og konferencekunder efterspørger restaurationer med overenskomst i området:

“Hvis flere spisesteder kan imødekomme ønsket, vil Aalborg og Nordjylland samlet set blive mere attraktive som værtsby for store arrangementer, og det giver flere mennesker i byen og flere omsætningstimer i restaurationsbranchen,” står der blandt andet.

Læs også:Krifa-boss opfordrer til at lovgive mod ”3F’s bøllemetoder”

Der henvises samtidig til, at der med de seneste overenskomstfornyelser er kommet nye og mere fleksible muligheder på restaurations- og hotelområdet.

Borgmester Lasse Frimand Jensen specificerer ikke, hvilke “store kongres- og konferencekunder”, det er tale om, men både Socialdemokratiet og 3F har tidligere benyttet sig af Aalborg Kongres & Kulturcenter til at afholde årsmøder.

Til TV 2 Nord siger borgmesteren, at Aalborg står i en situation, hvor byen kan blive fravalgt til kongresser, fordi de ikke har nok restaurationer, som har overenskomst.

"Kasketforvirring" lyder det fra Liberal Alliance

Brevet får kritik fra Liberal Alliance, der mener, at en opfordring til at tegne overenskomst ikke hører til ved borgmesterens bord.

Beskæftigelsesordfører, Pernille Vermund, skriver i et opslag på Facebook:

“Det hører ingen steder hjemme, at politikere deltager i at lægge pres på lokale virksomheder for at tegne overenskomst, eller at de reklamerer for bestemte fagforeninger.”

Hun fortsætter:

“Hvis det virkelig passer, at kongresdeltagere kun vil spise på restauranter med overenskomster, så skal virksomhederne nok selv finde ud af, at de kan øge deres indtægter ved at tegne en overenskomst.”

placeholder

Byrådsmedlem for LA i Aalborg Kommune Mikael Simonsen udtaler til TV 2 Nord, at han mener, at der er tale om kasketforvirring:

“De går ud og snakker om den danske model, og det er netop en model, hvor politikerne blander sig udenom. Så det er meget interessant, at en borgmester så begynder at blande sig. Sidst jeg tjekkede, så var det at være borgmester, politisk.”

Simonsen understreger, at han ikke ser Socialdemokratiets bånd til 3F og fagbevægelsen som problematisk, men snarere det faktum, at Lasse Frimand Jensen har underskrevet det som borgmester.

Læs også:Pernille Vermund forstår ikke den danske model

Kommunalekspert Roger Buch siger ifølge TV 2 Nord, at der rent juridisk ikke er noget problematisk ved brevet, så længe der ikke opfordres til at tegne overenskomst med en bestemt fagforening.

Den forklaring affejer Mikael Simonsen dog, da han mener, at der implicit er en opfordring til at tegne overenskomst med 3F, da det er deres brevpapir, som er blevet brugt.

Simonsen siger samtidig, at han vil se bevis for, at Aalborg har flere restauranter uden overenskomst end andre danske storbyer og derfor er i fare for at miste store kongresser.

Brancheorganisationen DRC (Danmarks Restauranter & Cafeer) har også taget afstand til brevet.

“I FH familien hilser vi alle politikere velkomne”

Det er dog ikke kun kritik, der møder borgmesteren.

I et debatindlæg i Nordjyske kommer formand for FH Nordjylland, Jesper Ettrup Rasmussen, og formand for FH Aalborg, Tania Larsen Kvist, ham til undsætning:

“Debatten om borgmesterens brev til restauranterne er kørt af sporet. For det handler i virkeligheden ikke om politikere eller “kasketter.” Det handler om noget langt mere grundlæggende: ordentlige vilkår på det danske arbejdsmarked,” skriver de to formænd.

Det handler i virkeligheden ikke om politikere eller “kasketter

De mener ikke, at det er et problem, men derimod en styrke, når nogen opfordrer virksomheder til at tage ansvar og understreger samtidig, at ingen politikere har blandet sig i indholdet af overenskomsterne.

Formændene henviser desuden til en analyse fra Danske Byggefag, der viser, at et stort flertal også blandt Liberal Alliances egne vælgere mener, at underbetaling og dårlige vilkår ikke hører hjemme i Danmark.

“Så i FH familien hilser vi alle politikere velkomne til at samarbejde om at sikre ordentlige løn og ansættelsesvilkår,” skriver de afslutningsvis.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Søren Chr. Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 06.05.2026 - 19:27

Klar inden for borgmesterens område at opfordre til en styrkelse af restaurationsbranchen i Aalborg. At alle fribytterne fra LA, DF o.a. Ikke tåler det det, så viser det klart deres ligegyldighed overfor et kvalitets arbejdsmarked blot for en loren chance for at genere borgmesteren og det ålborgensiske arbejdsliv.

Indsendt af Vivi Rasmussen Hvid (ikke efterprøvet) den Onsdag den 06.05.2026 - 20:57

Som svar til af Søren Chr. Jensen (ikke efterprøvet)

Selvfølgelig skal en Socialdemokratisk borgmester og socialdemokratiske politikere i det hele taget, tale for Den Danske Model. Hvad er det, de borgerlige ikke forstår? De kan sagtens forstå, at erhvervslivet/ organisationer til hver en tid har de borgerlige som talerør. Så altså????

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 06.05.2026 - 19:48

At en socialdemokratisk borgmester opfordrer byens arbejdspladser til at tegne overenskomst, er da nogenlunde lige så kontroversielt og overraskende, som hvis en præst opfordrer folk til at komme til gudstjeneste.

Indsendt af poul boie pedersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 06.05.2026 - 22:09

Det eneste Pernille Vermund forstår er betimeligheden i, at uligheden styrkes til fordel for hendes egne kernevælgere i kapitalkredse.
I betragtning af, at det er medarbejderne, der lægger fysik til værdiskabelsen i virksomhederne, er det en rovgrisk tilgang, der desuden omfatter at fremme de borgerlige koncerner, der med falsk varebetegnelse kalder sig fagforeninger, hvis formål er at kompromittere lønmodtagernes magtmuligheder.
Derfor kæmper hun med vanlig regelmæssighed og gul kasket helt ovre i den faglige kamp på at sabotere de magtmidler, som lønmodtagerne har, når de organiserer sig i rigtige medlemsstyrede fagforeninger med strejkevåbnet i behold.
De er i modsætning til arbejdsgiversidens trojanske heste i de gule faglige koncerner uden medlemsdemokrati!! en hoben fidusmagere, der tjener penge på at lokke folk i krig mod de sværtbevæbnede arbejdsgivere uden våben.
Hvor naiv har man lov til at være.
Selvfølgelig må folk selv vælge fagforening, men det må så være på sin plads, at nogen åbenbarer, at det gule uvæsen er en kontraproduktiv ordkagesabotage orkestreret af smarte forretningsfolk, både af medarbejdernes interesser og vores arbejdsmarkedsmarkedsmodel.

Indsendt af Tommy Sørensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 07.05.2026 - 06:54

Sjovt som blå politikere altid skal være fremme, når det gælder om at irettesætte røde politikere.
Modsat kan man jo så spørge om hvad blå politikere lavede på Vejle gården under konflikten, hvor de viste sympati for gul fagforening.

Indsendt af Bjergmand (ikke efterprøvet) den Torsdag den 07.05.2026 - 11:25

Pudsigt at ingen blå hyler op når det, gang på gang, bevises at regionerne ofte ser igennem fingre med uorganiseret, underbetalt udenlandsk arbejdskraf men det er vel i virkeligheden dette de blå værdier består af ?
Lidt som DR; der holder bagen oppe på Pricerne, med gentagne udsendelser og nye lystige påfund, her kan man da snakke om borgerløn som vi alle betaler til, via skatten og DR.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.