S-borgmestre: Kun undren til overs for Enhedslisten

Der er ros til regeringen for ikke at ville være med til at detailstyre kommunerne fra tre af Vestegnens borgmestre. Men samtidig er det uforståeligt, hvordan Enhedslisten kan sige nej til at styrke det danske arbejdsmarked.
Meldingen fra tre af Vestegnens socialdemokratiske borgmestre er klar. Det er rigtig godt, at regeringen med den nyligt indgåede finanslovaftale går ind og løfter velfærden. Især på ældreområdet. Men det er uforståeligt, at Enhedslisten ikke vil være med til at lave en endnu mere rød finanslov:

”Fra min borgmesterstol er jeg rigtig glad for, at der kommet flere penge til ældre og unge hjemløse, men som socialdemokrat er det rigtig skidt, at indsatsen mod social dumping og et styrket arbejdsmarked er taget ud. Men sådan måtte det jo gå, når Enhedslisten ikke vil tage ansvar,” siger Herlevs borgmester Thomas Gyldal.

Borgmester i Albertslund Steen Christiansen er enig:

”Det er stærkt beklageligt, at Enhedslisten ikke kendte deres besøgstid. Havde de været med, så havde vi haft en endnu stærkere politisk finanslov.”

Servicelovkrav hjælper os ikke
Det var Enhedslistens krav om, at ældre skulle have ret til to ugentlige bad og rengøring hver 14. dag, som skilte parterne ad, og i sidste ende fik regeringen til at indgå en finanslovsaftale med Venstre og Konservative.

Jesper Würtzen, som er borgmester i Ballerup Kommune, er glad for, at regeringen stod fast på, at de ikke ville være med til at detailstyre kommunerne:

”Det betyder meget for os, at regeringen ikke ville være med til at få skrevet de her krav ind i serviceloven. Selvfølgelig skal vores ældre have en god service, men behovet varierer enormt fra borger til borger, og derfor er det vigtigt, at Christiansborg ikke overruler kommunerne.”

Jesper Würtzen tilføjer, at jo flere krav politikerne på Christianborg stiller til kommuner, jo mindre fleksibilitet har kommunerne til at levere den bedst mulige service.

Fælden klappede
Ifølge Thomas Gyldal viser situationen, at Enhedslisten er svære at samarbejde med:

”Man har et problem, hvis man tror, at man hele tiden ved at trække forhandlinger i langdrag og spille højt spil kan rykke politikken nærmere ens eget synspunkt. På et tidspunkt klapper fælden, og hvis man for alvor vil tage ansvar, så må man hugge til. Det gjorde Enhedslisten ikke.”

Alle tre borgmestre ærgrer sig over, at Enhedslisten sagde nej tak til det såkaldte ID-kort på byggepladser og forhøjelsen af fradragsloftet for faglige kontingenter. Fordi netop disse to forslag har regeringen måtte give slip på i finanslovsaftalen med Venstre og Konservative:

”Jeg havde foretrukket en finanslovsaftale med Enhedslisten. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de kan finde på at sige nej til de her tiltag i kampen mod social dumping og et styrket dansk arbejdsmarked,” slutter Jesper Würtzen.


Flere artikler om emnet

Annonce