Annonce

S: Burkaforbud og social indsats skal gå hånd i hånd

Et forbud mod burkaer skal ikke kun handle om straf, men også om at hjælpe de kvinder, der er ofre for social kontrol, mener Socialdemokratiet.
I dag begynder de politiske forhandlinger om det meget omtalte tildækningsforbud, som regeringen spillede ud med i starten af februar. Et forbud, der er blevet fremsat efter at et flertal i Folketinget har udtrykt ønske om at forbyde de muslimske heldragter burka og niqab.

Forbuddet har udløst heftig debat om, ikke mindst i regeringspartiet Liberal Alliance, hvor et flertal i Folketinget højst utraditionelt har valgt at gå imod regeringen. Socialdemokratiet har meldt ud, at partiet støtter et forbud. Og for partiets retsordfører Trine Bramsen handler det først og fremmest om at tage et opgør med social kontrol:

”For os handler det her forbud om at tage et opgør med social kontrol, og om hvordan man kan være en del af vores fællesskab og dele de værdier, vi har om for eksempel kvinders ligestilling og retten til en selvstændig identitet, når man går rundt fuldstændigt tildækket. For os er burkaen ikke bare en tilfældig beklædningsgenstand, men et stykke stof, der har til formål at sløre kvindens selvstændige identitet i det offentlige rum.”

Socialdemokratiet er kritiske over for massive bøder
Regeringens tildækningsforbud betyder konkret, at det bliver forbudt at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet, på offentlige steder. Beklædningsgenstande kan eksempelvis være hue, tørklæde, maske, kunstigt skæg og heldækkende dragt som burka og niqab. Undtaget fra forbuddet er en række ”anerkendelsesværdige formål”, eksempelvis i forbindelse med fastelavn eller hvis vejret er meget koldt.

Selvom Socialdemokratiet altså bakker op bag et forbud mod burka og niqab, så har partiet flere forslag med til de kommende forhandlinger. Der er især to områder, hvor Trine Bramsen ser behov for forbedringer i forhold til regeringens udspil:

”Der er to ting, som vi tager med til justitsministeren (Søren Pape, red.) i dag. Det ene handler om øgede sociale indsatser. Det andet handler om, hvordan politiet konkret skal håndtere forbuddet.”

Regeringen droppede i sit udspil et tidligere forslag om at indføre fængselsstraf for at overtræde forbuddet. I stedet er udgangspunktet nu, at overtrædelser straffes med en bøde på 1.000 kroner ved første overtrædelse, 2.000 kroner anden gang, 5.000 kroner tredje gang og 10.000 kroner fjerde gang og derover. Men straf kan ikke stå alene, mener Trine Bramsen:

”Regeringens forslag - og den efterfølgende debat - har handlet alt for meget om bare at få stanget nogle bøder ud til de her kvinder. Men for os er den opfølgende sociale indsats det vigtigste. Hvad er forholdene for de her kvinder, bliver de tvunget af deres mænd, kan de tale dansk, hvad er deres tilknytning til arbejdsmarkedet, får de sociale ydelser, hvordan påvirker de deres børn, kommer de i skole, deltager de i foreningsliv og den slags,” forklarer hun.

Politiets bekymring skal tages alvorligt
Politiforbundets formand Claus Oxfeldt udtrykte oven på regeringens udspil bekymring for, at det vil være vanskeligt for politiet at håndhæve forbuddet i praksis. Og det er en bekymring, som Socialdemokratiet vil tage med til forhandlingerne:

”Det andet der er vigtigt for os, er at der fra Politiforbundets side har været en bekymring om, hvordan man skal håndtere burkaforbuddet i praksis. For os er det helt afgørende, at der følger en klar vejledning fra Justitsministeriet, så betjentene ved hvordan det her forbud skal håndhæves,” slutter hun.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet