Der er koldt på kontoret, men det er varme og engagement, der kendetegner den beskrivelse, det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Erik Christensen giver af Danmarks udfordringer med det stigende antal flygtninge.
Det er en svigtende termostat, der holder temperaturen nede på det Christiansborg-kontor, hvor det fynske Folketingsmedlem Erik Christensen tager imod Netavisens udsendte. Med afsæt i 13 års erfaringer som borgmester i Nyborg er det med tydeligt afsæt i konkrete kommunale udfordringer at fynboen langsomt og syngende taler sig varm.

                                          Erik Christensen, MF Socialdemokraterne, tidl. borgmester

Til forsvar for sammenhængskraften
Ansvarlighed er kodeordet, når den tidligere Nyborg-borgmester beskriver Socialdemokraternes håndtering af den europæiske flygtningekrise. Det handler  om at finde en balance, hvor vi både kan løfte ansvaret over for de mange flygtninge og fastholde en sund velfærdsudvikling. Som Erik Christensen siger, må vi ikke acceptere, at dem der i forvejen har det svært, bliver skubbet endnu længere bagud i køen.

Rygtet på Christiansborg siger, at du for nylig leverede en sand brandtale af en argumentation for den socialdemokratiske flygtningepolitik. Hvad er kernen i din argumenter?

”Alle er jo enige om, at antal (af flygtninge, red.) betyder noget, men ingen går rigtig ud og siger, hvad det næste skridt er og hvordan vi så skal begrænse antallet. Hvis vi tænker bare et års tid frem og fortsætter med at få det samme antal flygtninge plus de mange familiesammenføringer, så er der ingen tvivl om, at vores sammenhængskraft vil opleve alvorlige udfordringer.

Jeg er bange for, hvad der sker, når man pludselige oplever, at man ikke få sit barn i den daginstitution, som man havde ønsket, når normeringerne bliver ringere, når man i skolerne mærker at klassekvotienten stiger, når det bliver et problem at få psykologhjælp til de børn der har behov. Alle de ting, betyder, at velfærdssamfundet bliver presset på alle fronter. Og hvis det sker, så er jeg nervøs for, om vi kan bibeholde en samfundsopfattelse, hvor vi alle sammen skal hjælpe til.

Og som socialdemokrat så ved jeg jo godt, hvem der skal holde for, når velfærdssamfundet kommer under pres. Det er dem som mister deres arbejde, dem som bliver syge, dem har børn med problemer, dem der bliver gamle og ikke længere kan klare selv. Det er dem der bliver ramt, når vi ikke længere kan opretholde de nuværende velfærdsydelser.

Lidt billedlidt talt kan man se det sådan her: Hvis du som forældre bliver bedt om at køre ungerne til fodboldkamp, så er det måske forsvarligt at smide børn i ind bilen, men det vil jo ikke være forsvarligt at smide 8 derind. Sådan er det også med denne udfordring”

Let at sidde på den grønne gren
Den førnævnte ansvarlighed handler som nævnt ikke om enten-eller, men derimod om både-og. Men for den nyvalgte MF’er er der alligevel mange, der ikke forstår de sociale udfordringer, som følger i dønningerne på flygtningestrømmen.

Det store spørgsmål er, hvornår vi har taget tilstrækkeligt ansvar? Hvornår har vi gjort nok?

”Vi skal både tage ansvar for fremtidens velfærd og integration af de nytilkomne – ingen de dele må vi svigte, selvom det i den grad har haltet med integrationen. Men du må tænke på, at sådan nogen som du og jeg kan jo bare købe en forsikring eller sende vores børn i privatskole. Alle os der måske sidder på en lidt grønnere gren, har mange flere muligheder og skal nok klare os. Men vi socialdemokraterne er jo netop sat i verden for at sikre, at de mennesker, som ikke har samme muligheder som os, også får en fornuftig tilværelse. Det er vores opgave.

Vi danske politikere kan så jo sætte os med hænderne i skødet og vente på, at der måske kommer en løsning fra Europa.

Derfor kan jeg heller ikke holde ud at høre på folk, der argumenterer med, at det er et europæisk anliggende. Det er jeg jo fuldstændig i, men lige nu er der jo bare ikke det europæiske lederskab, der gør man kan håndtere det problem i Europa. Så kan vi danske politikere jo sætte os med hænderne i skødet og vente på, at der måske kommer en løsning fra Europa. Det synes jeg bare ikke vil være ansvarsfuldt fra vores side.”

Hvis vi ikke gør noget, så får flygtninge skylden
Den kommunale erfaring presser sig også på, når Erik Christen kigger frem mod kommunalvalget om halvandet år. Her peger han på, at udfordringen med de mange flygtninge kan blive en smash-bold for Dansk Folkeparti, der kan få sit endelig kommunale gennembrud

Med dit afsæt i Nyborg, hvor er det så, at du ser de lokale udfordringer?

”Jamen, jeg er faktisk også bange for at vi kan ende sted, hvor man vil give flygtningene ansvaret for de kommende nedskæringer. Jeg kan sagtens se for mig, at man vil sige: ’det er sgu også flygtningenes skyld’. Og så har vi netop opnået det som vi for alt i verden skal undgå; at man deler befolkningen i to og at de nytilkomne føler sig uvelkomne.

DF vil gå til kommunevalget med et slogan om ’hvad sagde vi’. Selvom det ikke er sandheden, så vil de sige, at alt er gået galt, fordi der ikke er blevet lyttet til dem. Derfor har vi et særligt ansvar som politikere at sige, hvor meget kan vi håndtere og hvordan kan vi gøre det på en måde, hvor vi kan fastholde sammenhængskraften i vores samfund.

Når alle partier erkender, at antal har en betydning, så kan jeg altså godt blive pikeret over at så få er villige til at tage ansvar

Når alle partier erkender, at antal har en betydning, så kan jeg altså godt blive pikeret over at så få er villige til at tage ansvar og pege på de redskaber, som vi skal bruge for at styre antallet i højere udtrækning end vi gør i dag.

Jeg synes jo ikke, at det er nogen god ide at skille familier i tre år. Men jeg er også nødt til at sige som politiker, at når jeg ikke selv kan komme på nogen alternativ, og når vores kritikere heller ikke kan, så er det dem der ikke tager ansvar og os der gør det.”

Humanismen kan ikke patenteres
Igennem interviewet mærker man en vis træthed med både medier og en række af de øvrige partier til venstre for midten. Stikpillerne falder løbende mellem linjerne.

Kritikken mod S har været hård – er solidaritet og medfølelsen virkelig forduftet?

”Jeg er virkelig træt af at andre partier forsøger at patentere humanismen.

Jeg er virkelig træt af at andre partier forsøger at patentere humanismen. At jeg ikke skulle være humanist fordi jeg mener, at vi er nødt til at tage ansvar for at vores samfund 7-8-9 år ud i fremtiden.

Jeg er modtagelig for alle gode argumenter og redskaber til at begrænsning til tilstrømningen. Men jeg hører dem bare ikke. Hvis der var andre redskaber, så ville vi selvfølgelig benytte dem. Meget af det vi gør nu – vil jeg gerne indrømme – gør vi i mangel af bedre. Men det er bare de håndtag og redskaber, som vi har.

Det ligger i vores DNA, at vi til enhver tid tager ansvar for at løse de udfordringer, vi står overfor. Det er det, vi gør nu. Og det er sgu ikke af hensyn til DF eller for at være DF light. Det kan jeg også høre på resten af gruppen (den socialdemokratiske folketingsgruppe, red.). Vi er nødt til at tage ansvar på det her område.

Hvis der var andre redskaber, så ville vi selvfølgelig benytte dem. Meget af det vi gør nu – gør vi i mangel af bedre.

Skulle vi bare sætte os ned og sige, at det er regeringens ansvar? Og så se til, mens de mennesker, som vi altid har haft en særlig forpligtelse overfor, bliver ladt i stikken. Skal vi bare lade dem i stikken, som har mest brug for fællesskabet?”

Den særlige Socialdemokratiske forpligtelse

Troen på den socialdemokratiske linje er stålsat hos Erik Christensen, der efter udsagn ikke tøver med forsvare S-politikken, hvad end det er på gruppemøder eller ved familiefødselsdage. Socialdemokraterne har et særligt ansvar.

Når du møder en de mange kritikere i og uden for partiet, hvordan forklarer du så den socialdemokratiske politik over for de mange flygtninge, der krydser Europa?

Vi vil jo gerne tage vores del af opgaven, men vi også nødt til at sikre, at vi er i stand til det.

”Det er jo ikke sådan, at danskerne bare skal have deres på det tørre, mens resten så må gå for lud og koldt vand. Det kan godt jo godt lyde lidt grimt, hvis vi ikke vil have flygtninge for at sikre, at vi selv har et godt samfund. Men det jo slet ikke det, vi siger. Vi vil jo gerne tage vores del af opgaven, men vi også nødt til at sikre, at vi rent faktisk er i stand til det som samfund. Ellers kan vi hverken gøre det godt for flygtningene eller for vores eget samfund.”