”Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem de her børn er, hvad er deres nationalitet, er de overhovedet danske statsborgere, er deres forældre danske statsborgere, hvilken alder har børnene og så videre. Vi kan ikke sidde og sagsbehandle uden at kende fakta,” siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, til Netavisen Pio.
Trine Bramsen understreger, at Socialdemokratiet ved flere lejligheder har forsøgt at få oplysninger ud af regeringen omkring eventuelle danske IS-børn, men forgæves:
Og det har regeringen ikke villet fortælle os
”Hele foråret har vi forsøgt – gennem en række samråd, opfordringer til regeringen og udvalgsspørgsmål – at få viden om, hvem er de her mennesker, der sidder i de her lejre. Og det har regeringen ikke villet fortælle os. Vi har ikke måttet få den viden – og før vi har den viden, giver det ikke mening at slå alle over en kam.”
Socialdemokratiet vil afvente, at man får adgang til regeringskontorerne?
”Lige præcis, så får vi adgang til de oplysninger, som vi ikke hidtil har haft adgang til. Det er klart, at der er meget forskel på nogen, der er danske statsborgere, og nogen der ikke er. Der er også forskel på deres status: Skal deres forældre retsforfølges eller ikke? Før vi har de oplysninger, giver det ikke mening at forholde sig til enkeltsagerne, som også er meget forskellige.”
Regeringen har slet intet fortalt om Syrien-børnene?
”Nej, intet. Hvor mange af den her gruppe er danske statsborgere - hvor vi har en forpligtelse – hvor mange er ikke? Der udestår også spørgsmålet om samarbejdet med andre nationer om retsforfølgelse lokalt. Det hører jo med, at det ikke er for sjov, når man rejser og kæmper for Kalifatet. Men er der nogen børn, som vi skal tage særlig hånd om, og Danmark har en særlig forpligtigelse, så skal vi selvfølgelig se på det. Men uden at kende gruppen, kan man ikke sidde og have holdninger til hvem, der skal hjem, og hvem der ikke skal,” siger Bramsen.
Socialdemokratiet er tilfreds med, at der nu er lavet en akut-aftale om en 13-årig, dansk, hårdt såret dreng, der er evakueret fra en IS-lejr:
”Når det er sagt, finder vi det rigtigt, at den her 13-årige dreng, der har brug for akut lægehjælp, og som er dansk statsborger, og hvis forældre er danske statsborgere, at der er lavet en akutaftale omkring ham.”
Søndag kom det frem, at en 13-årige dansk dreng bliver hentet hjem til Danmark, fordi han har lammelser i ben på grund af et skud, der havde ramt ham i ryggen. Drengens far er død, mens moren fortsat bor i lejren sammen med drengens søskende. De er alle danske statsborgere.
Den 13-årige dreng får i første omgang medicinsk behandling i et tredjeland. Først senere vil drengens danske pårørende sørge for at få ham sikkert til Danmark.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kommenterede søndag nyheden om den 13-årige dreng således:
”Det er godt, at han er blevet evakueret,” og føjede så til:
Jeg står ikke og tager stilling til hver enkelt sag
”Jeg står ikke og tager stilling til hver enkelt sag. Her var der en helt konkret sag med en dreng, som virkelig havde behov for at komme væk, og derfor er det godt, at han er blevet evakueret,” lød det fra Mette Frederiksen.