Om indstillingen skriver han på Facebook:
”Det er jeg både beæret og stolt over. Jeg er socialdemokrat og et holdningsmenneske, og den kombination gør et folketingskandidatur til en spændende chance for at præge debatten om både partiets og Danmarks fremtid.”
Rasmus Stoklund Holm-Nielsen er 31 år gammel og arbejder til dagligt som erhvervspolitisk konsulent i fagforbundet Dansk Metal. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har tidligere været formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forums afdeling i København. Rasmus Stoklund Holm-Nielsen har også været en flittig skribent på nærværende netavis.
Har ikke givet valg siden 2007
Frederikssundkredsen blev ledig, da den hidtidige kandidat Malou Lunderød trak sig efter folketingsvalget, hvor hun ikke opnåede valg. Kredsen, der dækker Frederikssund og Halsnæs kommuner, gav senest valg til en socialdemokrat ved folketingsvalget i 2007, hvor Klaus Hækkerup blev valgt.
Der er på nuværende tidspunkt ikke andre kandidater, der har meldt sig på banen, og derfor bør Rasmus Stoklund Holm-Nielsen anses for at være favorit til også at blive opstillet.
Det bliver dog først helt sikkert, når den nye folketingskandidat vælges på en generalforsamling i kredsen den 28. januar 2016.