S-kandidat kritiserer danske medier: I har et ansvar

Journalister har et ansvar for at komme bredere ud med nyheder, som vedrører helt almindelige lønmodtagere på fabriksgulvet, mener socialdemokratisk folketingskandidat.
Folketingskandidat Thomas Skriver (S).
Der er simpelthen for få lønmodtager-relevante nyheder og folk i mediebranchen, der interesserer sig for dagpengesystemet, beskæftigelsesgrader, og hvordan arbejdsmarkedet ser ud nu og vil se ud i fremtiden.

Sådan lyder det fra Thomas Skriver Jensen, der er nyvalgt folketingskandidat for Socialdemokratiet i Odense Syd-kredsen.

“Her er optagelsesprøven til journalistik på SDU. 0 spørgsmål om arbejdsmarkedspolitik. 0 spørgsmål om den danske model. Der er ikke noget og sige til, at mængden af lønmodtager-relevante nyheder og faglærte i danske medier er ikke eksisterende,” skriver han på Twitter.

 

placeholder
 

 

Flere kan navnet på pandaer

Optagelsesprøven i sig selv er ikke problemet, men et eksempel på, at der generelt mangler lønmodtager-relevante nyheder, mener Thomas Skriver Jensen.

“Det bedste eksempel er manglen på faglærte og det faktum, at vi i 2016 havde sat os et mål om, at der skulle være 25 procent i 2020, der tog en faglært uddannelse, men at vi rent faktisk gik tilbage i forhold til det mål var der stort set ingen medier, der skrev om. Hvorimod den principielle sag om danske børn i syriske fangelejre fylder fuldstændig vildt. Der mangler noget perspektiv der,” siger han til Netavisen Pio og tilføjer:

Flere journalister i Danmark, der kan navnet på de to kinesiske pandaer i København Zoo, end der kan forklare den danske model

“Jeg tror, at der er flere journalister i Danmark, der kan navnet på de to kinesiske pandaer i København Zoo, end der kan forklare den danske model. Det er et grundlæggende problem.”

Journalister har selv et ansvar

Manglen på lønmodtager-relevante nyheder i danske medier skyldes ifølge Thomas Skriver Jensen, at der er et stort skel mellem det skrivende Danmark og lønmodtager-Danmark.

“Lønmodtager-Danmark ligger meget fjernt for mange journalisters hverdag. Man bliver journalist, fordi man har nogle interesser for politik og samfund, men hvis man ikke har været ude i lønmodtager-Danmark på det almindelige arbejdsmarked, så er det bare svært at forholde sig til det, og det kan jeg godt forstå, men som journalist skal man være bedre til at være nysgerrig på, hvad der foregår,” siger Thomas Skriver Jensen, som peger på, at arbejdsmarkedspolitik og den danske model generelt bør fylde mere i hele uddannelsessystemet og ikke kun på journalistuddannelsen.

Som journalist skal man være bedre til at være nysgerrig på, hvad der foregår

“Men som journalist har man et ansvar for at komme bredere ud med nyheder, som vedrører helt almindelige lønmodtagere på fabriksgulvet. Man kan komme med alle mulige vilde politiske tiltag, men egentlig handler det om, at man som journalist skal leve op til det ansvar,” understreger han.

Vigtigt med grundviden om arbejdsmarkedspolitik

Majbrit Berlau, der er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), er enig med Thomas Skriver Jensen i, at arbejdsmarkedspolitik og den danske model fylder for lidt i danske medier.

“Vigtig pointe. I den aktuelle samfunds situation, så havde der været flere relevante spørgsmål, der kunne afdække almen viden. Måske mere relevant spørgsmål om postnr, som jo kan Googles. Det kan grundviden om arbejdsmarkedspolitik ikke nødvendigvis,” skriver hun som kommentar til Thomas Skriver Jensen tweet.

Tim Tørnqvist Jensen er student på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Han har fat i noget helt rigtigt ham Thomas.

Helt sikkert Thomas...
Farven på de danske medier er mørkeblå, og det er ikke hensigtsmæssigt når 3/4 af samfundet er rødt...
Der er jo mere house i de velhavendes liv og levned, end en simpel kuli...
Men igen - du har fat i noget...

Den danske stat yder penge til mediebranchen. Det er her miseren starter. Folketingets partier bør stille krav om leverancer af journalistik inden for arbejdsmarkedsområdet der opfylder et minimum for danske lønmodtagere og skatteydere.

Vil du vide noget om arbejdsmarkedet er det bedre at læse bbc.com end Politiken.dk. Det koster at udbrede viden. Ingen danskere betaler for journalistik mere. Selv nrk.no er langt mere informativ om arbejdsmarkedet end dr.dk og nyheder.TV2.dk tilsammen. I udlandet har de tilsyneladende flere penge til journalistik end i Danmark.

Den nuværende socialdemokratiske regering kunne jo sætte turbo på kedlerne, så danskerne kunne blive klogere på arbejdsmarkedsforhold uden at skulle bruge sociale medier.

Et andet problem er åbenheden i almindelighed. Danske lønmodtagere er blevet meget loyale over for deres arbejdsgivere. Det tror de tjener deres sag bedst. Eller de skifter bare arbejdsgiver. Det er nok trenden. Men dårligt for arbejdsforholdene på den lange bane. Det er umoderne at være arbejder/lønmodtager. Det er moderne at være NB og L A og KF. Selvstændighedskulturen trives. Selv som lønslave. Troen på egne evner. Troen på et bedre job i morgen trives. Der er ikke en far socialdemokrat der banker i bordet og siger, at “det skal du fandme ikke finde dig i!”.

Fra folkeskolen har de unge lært at det er deres egen skyld. Test, test, test, prøver, eksaminer, optagelsesprøver, karaktergennemsnit har lært dem sammen med uddannelsesparatheds-regimet at “det må da være mig det er galt med”. Den dag de står på en elendig arbejdsplads med en miserabel ledelse, tror de unge at det er dem det er galt med. De har ikke lært tilstrækkeligt, er for langsomme, osv.

At en arbejdsplads kan ødelægge arbejdsglæden, fremtidsmuligheder, dynamikken i at blive dygtigere, har de aldrig lært eller læst om. Den danske model er total ukendt med mindre samfundsfagslæreren i 9. klasse kunne sit kram og var inspirerende.

De danske politikere ligger som de har redt. Og borgerlige politikere har de sidste 10 år udsultet viden om arbejdsmarkedet. Bevidst. Minutiøst. Systematisk.

Kun den tidligere radikale leder har erkendt igennem sit EU-arbejde, at det u-land på viden om arbejdsmarkedsområdet som Danmark er, forstørres tidobbelt med EU-briller.

Techgiganterne har frit slag. Nye giganter følger i hælene på dem. Alt bliver så stort at ingen tør sige hverken bu eller bæ.

Kun kunderne har magten. Og her kunne sociale medier for en gangs skyld få sin berettigelse.

Alle Folketingets partier burde støttes til oplysningsvirksomhed vedrørende arbejdsmarkedet. Hjemmesider med ansatte journalister. Så kunne læsere lade sig alsidigt orientere. Det koster. Folketingets medlemmer kunne ligeledes skrive indlæg fra hele landet. Om lokale forhold. Bedre end de altid sidder og læse iPhone under debatter i folketinget. Der er tilsyneladende masser af ledig tid. Især for de store partier. Med få ordførerskaber for det enkelte folketingsmedlem.

Lars Løkkes nye netværk er et godt bevis på, at folketingsmedlemmer har alt for lidt at lave. Oplysning om arbejdspladser og arbejdsforhold burde interessere de danske politikere langt mere. Deres personlige viden kunne videregives på hvert partis hjemmesider. Daglige opdateringer ud fra viden fra vælgere. Netop det som Lars Løkke har gang i netop nu.

De offentligt ansatte er et kapitel for sig. F.eks. lærerne har fået “virkelige” ledere. Før havde lærerne det sidste ord og magten på skolerne. I dag tør ingen lærere udtale sig om arbejdsvilkårene. De anklages mere eller mindre bevidst for samarbejdsproblemer. Der findes årlige samtaler, men reel indflydelse afhænger af “den gode leder”. Et fænomen der gennemsyrer det offentlige arbejdsmarked i dagens Danmark. Holdkæftkulturen er over os. Og det gør i længden den offentlige sektor meget dyrere. De borgerlige partier troede det modsatte. Godt støttet af Thorning-regeringen.

Samfundsstøtte til aviser, partier og organisationer til ansættelse af frie opsøgende journalister, er vejen frem. Det er en offentlig opgave som at bygge veje og broer. De hører med til infrastrukturen i Danmark. Stik imod DFs ide med at spare 900 millioner på DR. Pengene skal blot deles ud over partier, aviser, organisationer, tv-stationer. Målrettet oplysning om arbejdsmarkedsforhold og livet i Danmark. Uddannelsesinstitutioner herunder folkeskoler ville således får et langt mere veloplyst vidensgrundlag for uddannelse af kommende generationer. Og bl. a. viden om den danske model.

Men det koster.

Annonce