Annonce

S-kandidat: Tæt samarbejde med radikale koster arbejdervælgere

Det Radikale Venstre har i alt for mange år holdt Socialdemokratiets udlændingepolitik som gidsel og det har kostet S opbakning blandt de traditionelle arbejdervælgere, mener den socialdemokratiske folketingskandidat Rasmus Stoklund.
Ifølge den bogaktuelle og nyligt valgte folketingskandidat for Socialdemokratiet i Frederikssundskredsen, Rasmus Stoklund, er samarbejdet med en alliance fra Radikale Venstre til Enhedslisten og Alternativet skyld i, at det gamle arbejderparti har mistet grebet om vælgere, der ønsker en stærk stat, men også vil have fokus på jobskabelse og en rimelig udlændingepolitik.

Det siger han i et interview med Politiken, i anledningen af debatbogen ”Til Blå Bjarne” som udkom i sidste måned.

Læs Netavisen Pios anmeldelse af bogen her.

Rasmus Stoklund mener, at de radikale, med deres fokus på videnssamfund, svigter lønmodtagerne og virksomhederne i produktionserhvervene. Og at de svigter alle dem som er truet af globaliseringen.

- Radikale Venstre har købt ideen om, at vi i fremtiden kun skal leve af viden og teori. De anser ikke Produktionsdanmark for at have nogen reel værdi. Det er en arrogant selvforståelse, som er kommet ud af proportioner hos arkitekter, litterater, designere og journalister – alle dem, der har vundet på globaliseringen og ikke står med bekymringen for deres egen jobsituation, siger han og fortsætter.

De har fuldstændig overset den meget virkelige utryghed, som danskerne føler for deres arbejde og deres børns fremtid. Det er her, Socialdemokratiet skal stå fast. Det er her, vi kan gøre en nødvendig forskel.

S må holde fast i stram udlændingepolitik
Ifølge Rasmus Stoklund er det nødvendigt for Socialdemokratiet at fastholde en stram udlændingepolitik, hvis partiet skal fastholde arbejderklassens, symboliseret ved Blå Bjarne, opbakning til velfærdssamfundet.

- Jeg kan godt unde folk at komme til Danmark, men de penge, vi bruger nu, og de penge, vi kommer til at bruge, fordi vi har været elendige til at integrere tilflyttere, kunne vi have brugt langt mere sympatisk, hvis vi havde brugt dem i flygtningelejre, siger han og forklarer, at Danmark ved at afvise flere udover at hjælpe flere, også kan bevare den danske sammenhængskraft, så 'Blå Bjarne' også i fremtiden vil have lyst til at betale halvdelen af sin indtægt i skat.

- Det vil han jo kun, hvis Folketinget ikke bruger pengene på alle mulige mellemfolkelige solidaritetsprojekter, der går ud på at invitere folk hertil, som vi historisk set ikke har været i stand til at integrere, lyder det fra folketingskandidaten.

S, V og DF er det eneste ansvarlige
Adspurgt om hvem han ser som alternative samarbejdspartnere i stedet for den historiske alliance med de radikale, siger Rasmus Stoklund:

- Et samarbejde mellen Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er det eneste ansvarlige for Danmark. De tre partier har en tyngde og en tillid i befolkningen, som kan sikre, at der føres en pragmatisk og midtersøgende politik.

Hele interviewet kan læses her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet