Annonce

S-kandidater bruger tendentiøs forskning i omskæringsdebat

To socialdemokratiske folketingskandidater læner sig op ad tendentiøs forskning, når de kalder minoriteters religiøse skikke for ”barbariske".
Når Niels Bjerrum og Rasmus Stoklund Holm-Nielsen i Netavisen Pio den 17. september 2017 fremfører deres ønske om et forbud mod drengeomskæring i Danmark, bliver man trist. Først og fremmest bliver man trist over, at to kandidater til landets øverste lovgivende forsamling tydeligvis har ladet sig forføre af overlæge Morten Frischs aktivistiske agenda og stigmatiserende retorik.

Morten Frisch har udgivet tre studier om drengeomskæring, som alle tre er præget af åbenlyse begrænsninger og specifikke resultater, der ikke fremlægges åbent – sandsynligvis fordi disse ikke harmonerer med Morten Frischs kampagne for et forbud mod drengeomskæring i Danmark.

Sammenligner på forkert grundlag
I Morten Frischs første studie om emnet, som Niels Bjerrum og Rasmus Stoklund Holm-Nielsen refererer fra, fremgår det således ikke, at langt de fleste af de mænd, der indgår i studiet, er omskåret af medicinske årsager, altså på grund af sygdom før omskæring.

Drenge og mænd, der omskæres som del af en sygdomsbehandling, hverken kan eller bør sammenlignes med drenge, der er raske ved omskæring

De sygdomme, der behandles med omskæring, er kendt for at medføre seksuelle problemer, så det er derfor helt forventeligt, at man finder en overhyppighed af seksuelle problemer blandt de omskårne mænd.

Men drenge og mænd, der omskæres som del af en sygdomsbehandling, hverken kan eller bør sammenlignes med drenge, der er raske ved omskæring. Dette bekræftes blandt andet af, er der alene i det seneste år er udkommet hele tre videnskabelige oversigtsstudier fra henholdsvis Danmark, Israel og Kina, som samstemmende konkluderer, at omskæring af raske drengebørn ikke har nogen indflydelse på oplevelsen af sex senere i livet.

Forfejlet at sammenligne med pigeomskæring
I modsætning til hvad Niels Bjerrum og Rasmus Stoklund Holm-Nielsen påstår, tyder intet på, at omskæring af sunde drenge under ordnede og hygiejniske forhold har nævneværdige negative konsekvenser, hverken på kort eller lang sigt. Enhver sammenligning med pigeomskæring (FGM) er fuldstændig forfejlet og en hån mod de kvinder, der lever med de livslange og invaliderende senfølger af dette indgreb.

Det er beskæmmende, at to socialdemokratiske folketingskandidater læner sig op ad tendentiøs forskning og på den baggrund kalder danske minoriteters religiøse skikke for ”barbariske” samt taler nedsættende om ”misforstået religiøs og kulturel tolerance”, alt sammen angiveligt med det formål at fremme egne politiske ambitioner.

 

Indlægget er skrevet af Jette Møller, formand for SOS Mod Racisme; Ian C. Skovsted, cand.scient., biokemi; Sohail Asghar, speciallæge, ph.d., Master of Disaster Management; Nanna Solow, cand.mag., religionshistoriker og Dan Meyrowitsch, ph.d., epidemiolog, forskningsleder. De er en del af foreningen CircumInfo.dk, der arbejder imod et forbud for rituel drengeomskæring. 
 Indlægget er alene udtryk for skribenternes egne holdninger. 


Flere artikler om emnet