Annonce

S-kandidater er næsten på plads

Socialdemokraterne er ved at have styr på deres folketingskandidater, men ni kredse mangler stadig: ”Vi har nogle stykker i kikkerten, men jeg kan ikke sige et navn,” siger Tommi Christensen fra Vejle Nord.
Gætterierne havde stået på i noget tid. Hvem ville Odense Øst mon vælge som folketingskandidat, når nu Pernille Rosenkrantz-Theil var skiftet til Vordingborg?

”Det er en, der er kendt her på øen,” proklamerede kredsformanden Jesper Kinch-Jensen i Ugebrevet A4 den 11. marts. Torsdag den 13. marts kunne man så læse i Fyens Stiftstidende, at Nyborg Kommunes tidligere borgmester Erik Christensen ville i Folketinget.

Dermed stoppede kandidatspekulationerne om Fyn, som nu har fået besat alle kredse, og på landsplan mangler Socialdemokraterne nu kun at finde ni kandidater til næste folketingsvalg.

De ni kredse drejer sig om: Sundbyvester, Indre By (København), Gentofte, Vejle Nord, Fredericia, Århus Nord, Favrskov, Ringkøbing og Bornholm (Rønnekredsen og Aakirkebykredsen)

Intet er sikkert
”Vi har nogle stykker i kikkerten, men intet er sikkert. Det er jo desværre ikke så eftertragtet en post lige nu,” siger kredsformand i Favrskov Jørgen Nielsen. Og den udtalelse går igen hos de fleste af de kredsformænd, som Netavisen Pio har været i kontakt med: Vi har nogle kandidater, men intet er sikkert.

Kun i Ringkøbing er man på bar bund:

”Ved de sidste tre generalforsamlinger har vi ikke haft nogen folketingskandidat, og det er jo fordi, at chancen for at blive valgt i det her område, den er meget lille. Så det er, for at sige det ærligt, ikke der, vi lægger de fleste kræfter i kredsarbejdet,” siger kredsformand Irene L. Pedersen.

I Vejle Nord troede man, at man havde en kandidat, men den lokale og tidligere DSU’er Anne-Katrine Brorsen besluttede sig for ikke at genopstille. Den 19. februar skrev hun på sin facebookprofil:

”Jeg er stadig socialdemokrat, men sager som Goldman Sachs og nu udlicitering af kernevelfærd har overbevist mig om, at der er et par stykker på borgen, som har glemt deres rødder.”

”Det er selvfølgelig altid en overraskelse, når ens kandidat springer fra kort før en generalforsamling, men sådan er det. Vi har et par emner i kikkerten, men jeg kan ikke give dig et navn endnu,” siger kredsformanden i Vejle Nord, Tommi Christensen, til Netavisen Pio.

SF’ere på plads og drama på Bornhom
Tre kredse, der inden for kort tid er blevet afsat, er Haderslev, Brøndby og Greve. Og fælles for de tre er, at det alle er tidligere SF’ere, som stiller op: finansordfører Jesper Petersen i Haderslev, murer, debattør og forfatter Mattias Tesfaye i Brøndby og tidligere sundhedsminister Astrid Krag i Greve. Astrid bliver dog først officielt – hvis alt går, som det skal - indstillet til valg af partiforeningerne i Greve og Solrød på søndag den 23. marts.

Jesper Petersen har helt fra starten ytret ønske om at blive opstillet på hjemegnen i Sydjyllands Storkreds. Det har han fået opfyldt med Haderslev-kredsen, men konkurrencen bliver hård. Både Bjarne Corydon, Karen Klint og Benny Engelbrecht er kandidater i samme storkreds.

Anderledes bliver det for Mattias Tesfaye. Brøndby-kredsen er en sikker S-kreds. Tesfaye selv vil dog ikke overspille sine kort. Til Ugebrevet A4 siger han:

”Udfordringen er jo, at hvad der var sikkert for få år siden, langt fra er sikkert mere. Hvis man ønsker den sikre, politiske karriere, er Socialdemokraterne nok det sidste sted, man skal melde sig ind og stille op for tiden.”

På Bornholm, der ligesom Brøndby er en sikker kreds, fortsætter dramaet. Den tidligere DSU’er og politisk konsulent Lea Wermelin må siges at være favorit, da hun som den eneste er blevet indstillet af tre ud af fire partiforeninger på øen, ikke mindst den store partiforening i Rønne.

Afstemningen på Bornholm ender dog formentlig i en urafstemning, og først efter generalforsamlingen den 24. marts er det sikkert, hvem kampen kommer til at stå mellem i Østersøen.

Læs også "Kampen spidser til på Bornholm".


Flere artikler om emnet

Annonce