S-kongres må udfodre EU-myterne 

Stokroser og stråtag er ikke løsningen på globaliseringens problemer. Det bedste værn mod globaliseringens vildskud er det europæiske samarbejde. Derfor skal det europæiske projekt tales opad.
Når Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, senere i september giver kongressen i Aalborg sin formandsberetning er den den tabte folkeafstemning den 3. december 2015 et af de nødvendige temaer.

Der skal lægges linjer, som ikke igen splitter Socialdemokratiet, sådan som det skete med afskalninger til bl.a. SF i årene efter indmeldelsen 1. januar 1973. Denne gang er risikoen ikke, at skeptikerne forlader partiet; det gjorde de for mange år siden. Snarere bliver det medlemmer, der afviser den nationalromantiske forståelsesramme, som egnet til noget som helst i den globaliserede verden.

Ikke mig, selvfølgelig. Jeg truer ikke med at gå, men med at blive. Men der er et svælg mellem partiledelsens politiske budskaber og den klare tekst fra Socialdemokratiets internationale udvalg som et forslag til det kommende principprogram: ”Danmarks interesse er ikke at være "så tæt som muligt" på kernen i det europæiske samarbejde men at være i kernen af det europæiske samarbejde. Efter en historisk lang intern proces i partiet er det på tide, at dette gøres helt klart.”.

Der er udfordringer på vej, og de begynder i Aalborg. Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard, sagde forleden, at der åbenbart er opstået en myte om, at partiet er slået ind på en mere skeptisk kurs. ”Jeg er tilhænger af et stærkt Europa, et stærkt EU, sagde han til tilhørerne på en socialdemokratisk EU-konference.”

Altså er der noget, der skal klinkes i Aalborg.

Helle Thorning-Schmidt  løftede aldrig den europæiske fane
Lad os begynde med at aflive den modsatte myte: Det er en myte, at den tidligere partiformand, Helle Thorning-Schmidt, havde en særlig begejstret tilgang til det europæiske samarbejde. Hun løftede aldrig den europæiske fane så højt, at hun ikke kunne nå jorden med fødderne, thi hun løftede den aldrig. Der er således ingen grund til at bruge Helle Thorning-Schmidts ikke udtrykte Europa-begejstring til at krybe baglæns.

Myten om den manglende socialdemokratiske interesse for EU er muligvis opstået i kølvandet på den slappe indsats ved folkeafstemningen om ændring af retsforbeholdet til et dansk tag-selv-bord. Skal vi acceptere, at danskerne er blevet mere skeptiske eller skal vi erkende, det det kunne være gjort bedre?

Jeg er ikke i tvivl, men det er mere afgørende, om formanden ønsker at forklare tingene som de er eller bortforklare, sådan som det før er sket. Jeg husker især, at partiformand Helle Thorning-Schmidt spinnede efter Europa-Parlamentsvalget i 2014: 'Vi gik efter tre mandater, vi fik tre mandater. Vi er tilfredse'. Haps, der glemte hun vist, at S havde fire mandater og dermed tabte et.

Med andre ord husker jeg hende altid som den første partiformand, der stilede efter et nederlag.

Mette skal udnytte sin hjemmebanefordel
Aalborg er Mette Frederiksens hjemmebane, og stedet hvor hun med formandsberetningen viser grundholdningen. Er Socialdemokratiet et parti bygget på erkendelse af de faktiske forhold i jernindustrien eller forskubber vi virkeligheden og forskønner billedet, fordi der kommer en god løsning i morgen?

Den samlede tvivl på EU-projektet, som Mette Frederiksen kalder en ”legitimitetskrise” var ikke den eneste forklaring på, at dansk skepticisme slog igennem ved folkeafstemningen den 3. december 2015.

Man skal i hvert fald ikke tale med mange partiforeningsformænd før man får bekræftet, at kampagne-indsatsen under den forrige partisekretær gav rum for store forbedringer. Mette Frederiksen må spørge sig selv, om det var alle mand af hus med begejstring eller en mere fodslæbende og forbeholden indsats?

Potentialet i Socialdemokratiets mange medlemmer med abonnement på lygtepælsklatring blev ikke udnyttet fuldt ud.

Det europæiske fællesskab skal løse legitimitetskrisen 
Den 4. juni 2016 sagde Mette Frederiksen, at EU har svigtet og er i en dyb legitimitetskrise. Folkets tillid må genvindes ved at fokusere på tre områder: Sikringen af Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely.

Det er indlysende, det er rigtigt og det er vigtigt, at det europæiske fællesskab løser disse store spørgsmål. Men hvad gør vi så, hvis de ydre grænser har huller, så der kommer flygtninge gennem muren? Fastholder forbeholdet og siger, at det er alle andres problem?  Hvad gjorde vi og Helle Thorning-Schmidts regering for lønmodtagerrettighederne på det indre marked og det sociale Europa? Hvilke af LO-forslagene til modvirkning af social dumping skal vi tage fat på som danske forslag, der kunne gennemføres herhjemme– og de andre, der kunne løses i EU?

Jo, Dansk Folkeparti har haft en vis succes med at fodre skepsissen, men hertil er kun at sige, som Socialdemokratiets internationale udvalg siger det til princip-diskussionen: "Socialdemokratiet arbejder altid for sin politik, også når vi har været ude af trit med en stor del af befolkningen."

Jeg er stærk i troen på, at ja-partierne på Christiansborg har lullet sig ind i den politiske mageligheds magtarrogance og lavet Europa-aftaler, som viste så meget enighed, at alt var sagt. Det gav så anledning til, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde banen for sig selv og det har de stadig.

Det er nødvendigt at udfordre EU-modstandernes markeringer. Det er nødvendigt at sige og gentage, at godt naboskab og internationalt samarbejde har en værdi i sig selv.

EU som betingelse for velfærdsstaten
Stokroser og stråtag er ikke løsningen på globaliseringens problemer. Det bedste værn mod globaliseringens vildskud er det europæiske samarbejde. Og europæisk samarbejde om et stort marked, – hvor vi må tage det sure med det søde og slide os opad med lønmodtagerretighederne - er betingelsen for en velfærdsstat. Hvis vi ikke er i kernen og taler det europæiske projekt opad, så kommer vi til at betale velfærdsstaten med Kristian Thulesen Dahls mange tulliarder.

Den politiske opgave i Aalborg er at kvæle myten om at Socialdemokratiet er på vej til at omfavne Dansk Folkeparti  - også i Europa-politikken. Som en af de store EU-arkitekter Jean Monnet så klogt sagde: "Spørg ikke hvad dit land får ud af fællesskabet, men hvad europæerne får ud at arbejde sammen".

Poul Smidt, f. 1944,  er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. 

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook

Annonce