S mangler sin kritiske sans

Socialdemokraterne skal stoppe med at abonnere på den liberalistiske tankegang om, at udbud i sig selv skaber en efterspørgsel, og så skal partiet bygge sine reformer på en vision om et stærkere og mere solidarisk samfund i fremtiden - og ikke ud fra diktater i et Excel-regneark.
De seneste års valgresultater viser, at Socialdemokraterne er i en dyb krise. Vi kan beskæftige os længe med meningsmålinger og parlamentariske manøvremuligheder, men partiets udfordringer stikker dybere end det.

Når vælgere overalt i Europa vender de klassiske arbejderpartier ryggen, må det mane til eftertanke. Grundlæggende tror jeg, at Socialdemokraterne fejler, fordi partiet har glemt sin traditionelt kritiske sans for de herskende systemer og strukturer. Kritikken er forduftet, og man har i stedet adopteret en række liberalistiske dogmer.

Et socialdemokratisk parti kan simpelthen ikke abonnere på uhensigtsmæssige og grundlæggende liberalistiske regnemodeller, som det er tilfældet i dag med bl.a. Dream-modellen.

Med det lille ord ”dermed” køber man en hovedløs og liberalistisk udbudstankegang, som blindt tror på, at et udbud i sig selv vil skabe en efterspørgsel, men antagelsen er både naiv og fejlagtig. Den betyder i en krisetid, at man ved at udvide arbejdsudbuddet dels forstørrer arbejdsløsheden og dels presser lønningerne

Det bedste eksempel findes nok i et svar til Folketingets skatteudvalg, hvor daværende skatteminister Thor Möger i forbindelse med regeringens udspil til en skattereform skrev, at reformudspillet »samlet set vil øge arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen med 14.600 personer«.

Med det lille ord ”dermed” køber man en hovedløs og liberalistisk udbudstankegang, som blindt tror på, at et udbud i sig selv vil skabe en efterspørgsel, men antagelsen er både naiv og fejlagtig. Den betyder i en krisetid, at man ved at udvide arbejdsudbuddet dels forstørrer arbejdsløsheden og dels presser lønningerne, fordi der er flere om buddet til de job, der reelt findes. Det er i stedet socialdemokratisk politik at hæve efterspørgslen på arbejdskraft i en krisetid.

Ofte er vi også medvirkende til, at politiske reformprogrammer i dag bedrives med et ministerielt embedsværks Excel-ark som drivkraft. Eksempelvis danner en økonomisk 2020-plan rammen for, hvad vi politisk vil ændre. En sådan styrepind kan være fornuftig, men den må ikke erstatte det ideologiske kompas.

Reformer er et demokratisk værktøj, vi bruger, når vi skridt for skridt vil forandre samfundet til det bedre. Når vi reducerer reformer til at være brikker i et finanspolitisk nulsumsspil, kan det ikke undre, at vælgernes apati over for det politiske system vokser.

Farligt og uambitiøst
Det er både farligt og uambitiøst, når vi for halvandet år siden havde de allertidligste drøftelser af en reform af SU-systemet. Målet var klart: Reformen skal finde 2,2 mia. kr. Men helt ærligt – vi skal da ikke alene reformere noget, fordi vi har et Excel-regneark med nogle halvfiktive tal, der kræver det. Vi skal da primært reformere, fordi vi vil sætte retning for Danmark og vil nærme os den samfundsvision, som vi bliver enige om.

Reformer er et demokratisk værktøj, vi bruger, når vi skridt for skridt vil forandre samfundet til det bedre. Når vi reducerer reformer til at være brikker i et finanspolitisk nulsumsspil, kan det ikke undre, at vælgernes apati over for det politiske system vokser. Vi kan heller ikke reducere reformer til at være betinget af en uklar politisk ”nødvendighed”. Politik handler om valg og om reelle argumenter for eller imod.

Politikerleden forstørres kun, hvis vælgerne ikke kan se, at der er forskel på rød og blå politik. Hvis bestemte beslutninger var nødvendige, kunne vi lige så godt indsætte en regering bestående af teknokrater. Sådan er det bare ikke. Hvis man helt har opgivet at tage sine kritiske briller på, er det klart, at enkelte beslutninger kan synes at være de eneste oplagte.

Indlægget er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten 5. oktober 2014.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce