S-ministre raser over Peter Mogensens tænketank

Teori afkoblet fra virkelighed, lyder det fra minister om analyse om at højtuddannede bidrager mest til velfærdssamfundet.
Foto: Colourbox
Flere af regeringens ministre er endt i en ophedet diskussion med en af landets politiske kommentatorer om retten til tidligere pension.

For hvis regeringen vil hjælpe dem der bidrager mest, burde man kigge på de højtuddannede.

Sådan lyder det fra Tænketanken KRAKA i en ny analyse.

Tænketanken har regnet sig frem til at personer med en længerevarende videregående uddannelse over et livsforløb tjener mest, mens ufaglærte mindst.

Omvendt trækker de ufaglærte mest på de offentlige ydelser og de højtuddannede mindst.

"Først ville regeringen hjælpe nedslidte med Arne-udspillet. Nu er det så i stedet dem, der har bidraget meget til velfærdssamfundet, som man siger, at man vil hjælpe. Men det er ubestridt de højtuddannede, der har bidraget mest til velfærdssamfundet. De ufaglærte har bidraget økonomisk mindst og trukket mest," siger vicedirektør i Kraka, Jens Hauch, til mediet finans.dk om analysen.

Debatten om nedslidning er ifølge Jens Hauch "skæv".

"Målt på antal løftede kilo over et arbejdsliv har ufaglærte givetvis bidraget mest, men nedslidning er ikke kun fysisk. Hvad med en psykisk nedslidt lærer, sygeplejerske eller for den sags skyld børsmægler? Man overser psykisk belastende job. Og har studerende, der stresser over deres eksamener, ikke også bidraget?"

"De anstrenger sig for ikke at forstå"

Udmeldingen fra Kraka bliver mødt med hovedrysten fra flere socialdemokratiske ministre.

"Man må give Kraka, at de anstrenger sig meget for ikke at forstå de værdier vores samfund bygger på.

Nyeste forsøg: Ufaglærte skal arbejde længere, fordi de i forvejen er mest syge," skriver boligminister Kaare Dybvad Bek på Twitter.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der lige nu sidder med ansvaret for at forhandle retten til tidligere pension igennem, køber heller ikke tænketankens budskab:

"Kraka er gaven, der bliver ved med at give. Teori afkoblet fra virkelighed. Først fik de kalkuleret sig frem til, at samfundets mest nedslidte er IT-supportere, bibliotekarer og kreditforeningsansatte.

Nu, at de lavest lønnede bidrager mindst til samfundet," skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar på Twitter.

Nedgør budbringeren

Det får tænketanken Krakas direktør, politisk kommentator Peter Mogensen, til at anklage beskæftigelsesministeren for at mangle format.

"Altid lidt ubehageligt når fakta ikke går ens vej. Så får man lyst til at nedgøre budbringeren. Det tager vi med, selvom du måske kunne deltage i dette med lidt mere format," skriver Peter Mogensen i et svar til Peter Hummelgaard.

Tænketanken KRAKA er efter eget udsagn en uafhængig tænketank, men ifølge hjemmesiden er man blandt andet finansieret af DI- Dansk Industri, konsulenthuset Deloitte og rederigiganten Maersk.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

PM kan godt lide at provokere,det betyder ikke han har ret.Han kan være både arrogant og let flabet sine kommentarer, pyt med ham. Arne s tur, er godt tænkt.

Jeg synes altid, det er lidt pinligt, hvis man som
socialdemokrat ikke vil erkende realiteter. Hvorfor ikke bare sige, at her drejer det sig om bringe en bedre social balance ind i vores samfund? Det er jo derfor vi er socialdemokrater.

Peter Mogensen og Kraka generelt virker mest som om, de ikke rigtig er kommet ind i det nye årtusinde, og stadig lever i en 90er-verden, hvor de radikale af uransalige grunde er arbejdernes venner.

Peter M. Og Co har delvist ret. Højtlønnede akademikere bidrager meget til velfærdssamfundet, hvis vi betaler den skat, vi burde. Det er bare bestemt ikke alle akademikere,Der gør hverken det ene, eller det andet !! Hvordan vil han skelne ????

Den ellers så skarpe Peter Mogensen er begyndt at lyde lidt metaltræt. Det er da muligt, at højtlønnede bidrager mest til samfundet, men det betyder vel ikke, at vi skal trampe på lavtlønnede fysisk nedslidte. De bidrager med år af deres liv, hvorimod man sjældent dør før tid, fordi man som børsmægler har kørt sig selv for hårdt for ussel mammon. Hele fidusen med den nye pension er, at alle har lige ret til en pensionisttilværelse, hvor de såvel som Peter Mogensen har mulighed for de berømte 10 år, hvor de stadigvæk er raske nok til at nyde deres otium. Ikke engang Arnepensionen sikre det for alle.

Annonce