S-netværk træner faglærte folketingskandidater

Forening i Socialdemokratiet klæder faglærte og ufaglærte på til at gå ind i politik. Det skal afhjælpe skævheden i Folketinget. Men det er en svær opgave.
Foto: Socialdemokratiet
Leif Lahn Jensen (S), gruppeformand
En analyse fra centrumvenstre-tænketanken, Cevea, viste for nylig, at der stadig er en skævhed i fordelingen af ufaglærte, faglærte og akademikere i Folketinget i forhold til hvordan fordelingen blandt faggrupperne ser ud i virkeligheden.

I den forbindelse opfordrede Cevea både faglærte og ufaglærte til i højere grad at stille op til valg, men også partierne til at have mere fokus på at opstille kandidater og, ikke mindst, klæde dem bedre på til at debattere og optræde i medierne.

S anerkender skævheden

Hos Socialdemokratiet er man opmærksom på problemet Og har faktisk været det i en del år.

“Socialdemokratiet anerkender denne skævhed, og derfor har vi faktisk også - som det eneste parti - forsøgt at ændre det,” siger gruppeformand, Leif Lahn, til Netavisen Pio.

andelen af faglærte og ufaglærte udgør 61 procent af de 20 til 69-årige i befolkningen

Analysen fra Cevea viser, at andelen af faglærte og ufaglærte udgør 61 procent af de 20 til 69-årige i befolkningen, men kun 17 procent af medlemmerne af det nyvalgte folketing.

Derudover er 49 procent af de valgte folketingsmedlemmer akademikere, men den gruppe udgør til gengæld kun 13 procent af befolkningen mellem 20 og 69 år.

Talentudvikling

I det gamle arbejderparti står Leif Lahn bag et netværk, som arbejder på at udligne skævheden på opstillingslisterne og i sidste ende i Folketinget.

“Vi har i partiet en forening kaldet ”Arbejdernetværket” stiftet af mig, som forsøger at rekruttere kommende kandidater fra virksomhederne, det kan være tillidsfolk eller andre som ikke er politiske aktive, men som har talentet til at blive det.”

Vi sætter dem på et forløb, hvor vi klæder dem på til at gå ind i et politisk virke

I Ceveas analyse bliver der argumenteret for, at vigtige politiske problemstillinger risikerer at blive overset eller nedprioriteret, hvis en befolkningsgruppe er underrepræsenteret i Folketinget.

Klædes på til at gå hele vejen

Hvis de kommende kandidater skal gå hele vejen til Folketinget, så er det, ifølge Leif Lahn, vigtigt at netværket støtter dem hele vejen.

“Vi sætter dem på et forløb, hvor vi klæder dem på til at gå ind i et politisk virke, og følger dem hele vejen både i opstillingen og i en kommende valgkamp,” siger gruppeformanden og fortsætter:

“Det drejer sig om at vise dem interesse, vise dem vejen og støtte dem i at løse de problemer, der må støde op.”

Det ser dog ud til at være et problem, som over en bred kam ikke er så let at løse. Ifølge Ceveas analyse var oddsene dårligere for, at en faglært eller ufaglært kandidat ville blive valgt til Folketinget i 2022 end ved valgene i henholdsvis 2019 og 2015.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Annonce