Meget trist og meget lidt visionært
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er lidt mere diplomatisk, men lægger heller ikke skjul på, at Dansk Folkeparti vil kræve markante ændringer, før partiet kan gå med til en aftale. I sit nyhedsbrev kalder han det ”Et medieudspil med plads til forbedringer.”
På forhånd er det givet, at Dansk Folkeparti bliver en del af en kommende aftale, efter at partiet før påske indgik forlig med regeringen om den økonomiske ramme, blandt andet med 20 procents nedskæringer i DR. Derimod er det endnu ikke klart, om Socialdemokratiet bliver en del af forhandlingerne.
Regeringen har nemlig krævet, at Socialdemokratiet accepterer nedskæringerne på 20 procent, før partiet kan blive en del af en kommende aftale. Og kulturminister Mette Bock (LA) meldte i dag ud, at hun ikke vil udelukke et smalt forlig uden Socialdemokratiet.
Kritiserer regionale nedskæringer
Regeringen lægger op til at indføre et årligt omprioriteringsbidrag på to procent på TV2. Og det møder kritik fra både DF og S, som mener, at det vil svække muligheden for at sikre tv i hele landet:
”Vi vil have en væsentlig styrkelse og ikke - som regeringen foreslår - en svækkelse af de regionale medier,” lyder det fra Mogens Jensen.
Stort set identisk lyder det fra Dansk Folkeparti:
”TV2 regionerne er med til at sikre, at danskerne hver dag har mulighed for at få dækket begivenhederne i netop deres lokalområde. Det er helt essentielt for Dansk Folkeparti, at man ikke svækker, men tværtimod styrker den lokale og regionale journalistik. TV2’s regionale TV-stationer har en afgørende rolle at spille,” skriver Thulesen Dahl i sit nyhedsbrev.
S efterlyser mere dansk indhold
Kulturministeren lagde på dages pressemøde ikke skjul på, at der bliver tale om samlede nedskæringer i den støtte, der gives til danske medier. De penge, der afsættes i en ny public servicepulje, er nemlig ikke nok til at kompensere for de nedskæringer, der pålægges DR, TV2 Regionerne og Radio24syv.
”Vi kommer til at gå efter at sikre, at der ikke sker en så markant nedskæring på danskproduceret og dansksproget medieindhold samt public service, som regeringen lægger op til,” udtaler Mogens Jensen til Ritzau.
Hos Dansk Folkeparti er det især nedskæringerne på 33 procent på Radio 24syv, som skurer i ørerne:
”Disse besparelser står ikke på Dansk Folkepartis ønskeseddel. Så det kommer vi til at drøfte i forhandlingslokalet,” lyder det fra Thulesen Dahl.
Disse besparelser står ikke på Dansk Folkepartis ønskeseddel
Til gengæld vil DF gerne have flyttet Radio 24syv til Aarhus:
”Det giver rigtig fin mening at have én landsdækkende taleradio i København og én i Danmarks næststørste by, Aarhus, hvor der ligesom i København er rigtig gode muligheder for at få gæster i studiet.”
Socialdemokratiet bakker fuldt og helt op om ideen om at flytte Radio24syv til Vestdanmark:
"Jeg synes også, at Radio24syv – selvom de har udviklet rigtig gode programtyper og bidraget meget positivt til taleradio – har været og er meget københavnerfikserede. Det kunne være godt at få at et andet miks, hvor hovedudgangspunktet ligger i Vestdanmark," udtalte Mogens Jensen til dr.dk skærtorsdag.