Annonce

S og DF parat til forbud mod aktieoptioner

Bankdirektør foreslår igen forbud mod aktieoptionsprogrammer. S og DF erklærer sig åbne for forslaget

De ofte udskældte aktieoptionsprogrammer til lederne i landets største virksomheder kan snart være fortid.

Mandag melder både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sig parate til at stramme reguleringen af programmerne – og om nødvendigt helt forbyde dem. Det sker efter flere sager om direktører, der har scoret millionstore bonusser på aktieoptioner:

”Jeg bliver simpelthen så provokeret. Et forbud lyder som en god måde at tage et opgør på, så det vil jeg bestemt ikke afvise,” lyder det fra Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby i Dagbladet Børsen.

Samme toner lyder fra Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht: "Jeg er enig i, at man som minimum bør finde modeller, der skaber markant større transparens, og jeg er parat til at gå skridtet længere og lave egentlige lovgivningsinitiativer og om nødvendigt et egentligt forbud."
Bankdirektør: Kan fjerne fokus fra langsigtet vækst

Udmeldingen fra de to partier kommer samme dag som Anders Dam, topchef i Jyske Bank, i et interview i Dagbladet Børsen taler for et forbud mod aktieoptionsprogrammer.

Ifølge Anders Dam har flere af programmerne antaget ”groteske former” og er skruet sammen på en måde, så det er vanskeligt at gennemskue, hvad virksomheden betaler i løn til sin direktør.

Aktieoptioner bruges i dag som en del af lønpakken i en række større virksomheder. En aktieoption betyder, at man får ret til på et senere tidspunkt at købe aktier i virksomheden til en på forhånd aftalt kurs. Stiger aktierne i mellemtiden, så kan man altså indkassere gevinsten.

Formålet med aktieoptionerne er at give direktøren et økonomisk incitament til at skabe fremgang for virksomheden, og dermed højere aktiekurser. Men det køber Anders Dam ikke:

”Hvorfor skal folk med min løn have incitamentsprogrammer? Jeg får så høj en løn, at hvis jeg ikke yder en 110 pct. indsats hele tiden, så skal jeg fyres.”

Han frygter, at aktieoptionerne kan flytte topchefernes fokus til kortsigtet frem for langsigtet værdiskabelse i virksomheden.
Kan give Trump-typer luft under vingerne

I pressen har der jævnligt været bragt historier om topchefer, der har scoret flercifrede milliongevinster gennem aktieoptionsprogrammer. Sidste år kom det frem, at administrerende direktør i Nets Bo Nilsson tjente flere hundrede millioner kroner i forbindelse med børsnoteringen af den tidligere statsejede betalingstjeneste.

Topchef i Coloplast Lars Rasmussen tjente tilbage i 2015 omkring 133 millioner kroner gennem aktieoptioner. Samme år scorede Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen og flere andre chefer 20,5 millioner kroner i forbindelse med salget af Danske Bank, som sendte Mærsk-aktien i vejret.

Og for blot et par måneder siden var der historier fremme om Kåre Schultz, tidligere administrerende direktør i medicinalvirksomhederne Lundbeck og Novo Nordisk og nu direktør i israelske Tiva, der ifølge finans.dk også har tjent store millionbeløb gennem aktieoptioner.

Anders Dam vil ikke forholde sig til konkrete eksempler, men mener at historier om store milliongevinster kan svække sammenhængskraften i samfundet, især når det sker i en tid, hvor andre mister arbejdet eller må holde igen med lønstigningerne.

Det kan i sidste ende bane vejen for populistiske politikere, som det skete med Donald Trumps valgsejr i USA.

Det er ikke første gang, at Anders Dam er ude med kritik af aktieoptionsprogrammerne. I kølvandet på finanskrisen foreslog Dam i marts 2010 også at forbyde aktieoptioner. Også dengang fik hans synspunkter opbakning fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler mandag til Børsen, at han ikke vil blande sig i, hvordan private firmaer skruer deres lønpakker sammen.


Flere artikler om emnet