Annonce

S og SF om manglende erhvervsskole-aftale: “Regningen skal betales”

En politisk aftale om erhvervsskolernes fremtid trækker ud, fordi der mangler finansiering, lyder det fra S og SF efter kritik fra fagforbund.
Med udspillet ’Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden’ lagde regeringen op til en massiv styrkelse af erhvervsuddannelserne.

Men det viser sig, at finansieringen ikke er på plads endnu, og forløbet er derfor gået hen og blevet en noget rodet affære.

Det frustrerer Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal, der mener, at der er gået politik i aftalen:

“En aftale var vi snublende tæt på at få, inden der gik politik i den. Men politik handler også om at kende sin besøgstid, og lige nu skal man altså løfte blikket og se ud over et kommende valg og christiansborg’sk strategispil og få lavet en langsigtet aftale om erhvervsuddannelserne”, skrev han i et debatindlæg på Netavisen Pio.

Intet er gratis, og de forslag til finansiering, som de har lagt på bordet, er vi uenige i

Erhvervsuddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Mattias Tesfaye, mener ikke, at der er tale om strategi eller surmuleri, for ham er det et spørgsmål om, hvor penge skal komme fra:

“Regeringen har fremlagt et udspil med en masse forslag til at forbedre erhvervsuddannelserne. Dem er vi enige i. Problemet er: De har ikke nogle penge til at finansiere det. Intet er gratis, og de forslag til finansiering, som de har lagt på bordet, er vi uenige i,” siger han til Netavisen Pio.
 

En forvirrende affære

Finansiering af aftalen om styrkelsen af de danske erhvervsskoler har været en del frem og tilbage. Først var problemmet omprioriteringsbidraget, hvis besparelse viste sig at gå næsten lige op med de to milliarder, der skulle løfte erhvervsuddannelserne, og efter massiv kritik fik regeringen og Dansk Folkeparti omprioriteringsbidraget sløjfet.

Allerede dengang understregede direktør for Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier Lars Kunov, at afskaffelsen af omprioteringsbidraget var godt, men det ikke betød et økonomisk løft af de erhvervsrettede uddannelser:

“Det er ikke sådan, at træerne vokser ind i himlen for erhvervsuddannelserne, men man stopper i hvert fald ulykken fra 2019.
Der kommer til at ske nedskæringer uanset hvad, fordi der mangler penge,” sagde han dengang til DR.


Ingen nye forhandlingsaftaler i kalenderen

Nu er forhandlingerne om aftalens finansiering løbet ind forhindringer.  Der er nemlig opstået uenighed om pengene fra en såkaldt kvalitetspulje på 150 millioner kroner, der er bortfaldet, som betyder besparelser på området.

(..) når Lars Løkke og Dansk Folkeparti går ud og siger, at de er de store frelser for erhvervsuddannelserne, så forholder det sig midlertidigt helt omvendt: At de spare på dem

Til Netavisen Pio bekræfter uddannelses- og forskningsordfører Jacob Mark (SF), at der lige nu ikke ligger nye aftaler om forhandlingsmøder i kalenderen.

I forhold til Kasper Palms påstand om, at forhandlingerne også trækker ud, fordi oppositionen føler sig snydt, og at de i stedet skulle kende deres besøgstid, svarer Jacob Mark (SF):

“Der er ingen tvivl om, at vi selvfølgelig gerne vil vise omverdenen, at når Lars Løkke og Dansk Folkeparti går ud og siger, at de er de store frelser for erhvervsuddannelserne, så forholder det sig midlertidigt helt omvendt: At de sparer på dem. Men vi vil stadig gerne lande en aftale.”

Ifølge Mattias Tesfaye er kvalitetspuljen kun del af den uenighed, der forsinker en aftale:

“Kvalitetspuljen er en del af det. Der er en masse andre forslag på bordet, som ikke er ude i offentligheden, og som handler om at skære andre steder i uddannelsessystemet. Det er nogle forslag, som vi i Socialdemokratiet ihvertfald ikke kan støtte,” forklarer han til Netavisen Pio.  
 

Forslag om besparelser i uddannelsessystemet

Hvor i det øvrige uddannelsessystem, at regeringen foreslår at spare, vil Mattias Tesfaye (S) dog ikke løfte sløret for, da forhandlingerne fortsat er i gang.

Udfordringen er, hvem der skal betale - og dét kan vi ikke blive enige med regeringen om

Han understreger, at voldsomme nedskæringer i de øvrige dele af uddannelsessystem ikke bliver en finansieringsmodel, som Socialdemokratiet kan gå med til:

“Uanset om vi er lige efter et valg eller lige før et valg, så kan Socialdemokratiet ikke støtte voldsomme nedskæringer andre steder i uddannelsessystemet,” siger Mattias Tesfaye (S).

“Der er gået politik i sagen, fordi vi ikke kan blive enige med regeringen om, hvem der skal betale for de mange dejlige forslag på erhvervsskoleområdet. Og det er jo let nok at blive enige om at bruge en masse penge. Det kan de flest politikere. Udfordringen er, hvem der skal betale - og dét kan vi ikke blive enige med regeringen om,” lyder det fra Mattias Tesfaye (S).

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet