S om Støjbergs præcisering: Ikke godt nok

Socialdemokraterne vil ikke tage vielsesringe fra flygtninge. Heller ikke hvis de har en værdi på mere end 10.000 kroner.

Annonce

Regeringen lægger nu op til at ændre det stærkt udskældte og omdiskuterede lovforslag, der blandt andet giver politiet mulighed for at beslaglægge kontanter og andre værdigenstande fra flygtninge. Det skriver DR.

Det betyder blandt andet, at regeringen hæver beløbsgrænsen for, hvornår dansk politi skal kunne beslaglægge rede penge.

”Kontanter tages alene i bevaring, hvis der er tale om beløb over 10.000 danske kroner,” hedder det i ændringsforslaget fra udlændingeminister Inger Støjberg (V).

I teksten til det oprindelige lovforslag foreslog regeringen ellers, at der kunne beslaglægges kontanter, når der var tale om summer over 3.000 kroner.

Udlændingeminister Inger Støjberg vil dog ikke afvise, at man kan tage meget værdifulde vielsesringe for flygtninge.

”Der har været tvivl om, hvorvidt man kunne få lov til at beholde eksempelvis sin vielsesring. Og selvfølgelig kan man beholde en helt almindelig vielsesring, når man kommer til Danmark, og det har jeg ønsket at præcisere," forklarer Inger Støjberg til Ritzau.

Men at undtage ”helt almindelige vielsesringe” er ikke nok for socialdemokraterne, der vil have vielsesringene helt ud af loven.

”Socialdemokraterne vil ikke være med til at tage vielsesringe fra folk,” skriver udlændingeordfører Dan Jørgensen på Facebook og fortsætter: ”Heller ikke hvis de har kostet over 10.000 kroner.”

Forslaget fastslår fortsat, at "genstande af større økonomisk værdi tages i bevaring". Men herfra undtages "som udgangspunkt" "almindelige personlige brugsgenstande som eksempelvis ure og mobiltelefoner", skriver Ritzau.

På samme måde vil "personlige genstande med en særlig affektionsværdi" "som altovervejende hovedregel ikke blive taget i bevaring".

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook