S-ordfører: Brug 1,8 milliarder på flygtninge nu

De 1,8 milliarder kroner, som er i overskud som følge af færre flygtninge i Danmark, skal bruges på fordrevne ude i verden.
På et år er antallet af fordrevne i verden steget med 300.000 personer. Ved udgangen af 2016 var i alt 65,6 millioner mennesker på flugt fra krig, vold og forfølgelse, viser en ny opgørelse fra UNHCR, der er FN’s flygtningeagentur.

Dermed når antallet af fordrevne på kloden hidtil usete højder. Det får Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov til at kræve øjeblikkelig handling.

”Det er foruroligende tal fra FN, som vi må reagere på. Vi har 1,8 milliarder kroner, der ikke er blevet brugt til flygtninge i Danmark, fordi tallet af nytilkomne er faldet dramatisk. De penge skal ud at arbejde nu, hvor der er behov for det blandt verdens fordrevne og ikke samle støv i regeringens budget. Og det skal ske hurtigst mulig”, siger Mette Gjerskov.

Der er ingen grund til at vente med at øge hjælpen ude i verden.

Hun oplyser, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) på Folkemødet på Bornholm i en debat oplyste, at de 1,8 milliarder kroner vil kunne kanaliseres over til hjælp til flygtninge ude i verden i løbet af efteråret. Regeringen har tidligere frigivet pengene til det formål.

”Men der er ingen grund til at vente med at øge hjælpen ude i verden. Der er katastrofer i Yemen, Somalia – Ja, hele Afrikas Horn – samt Syren og Afghanistan, hvor folk flygter eller er fordrevet. Her er akut behov for en indsats, så de mennesker kan få en tålelig tilværelse i nærområderne indtil de forhåbentlig kan vende tilbage. Det er nu, hjælpen skal afsted. Og jo mere vi kan hjælpe lokalt, jo mere kan vi minimere at folk rejse videre til Europa og Danmark,” siger Mette Gjerskov.

De ubrugte 1,8 milliarder kroner er en del af de i alt næste 16 milliarder kroner, der i år er afsat til udviklingsbistand.

Syrien fortsat hårdt ramt
De 65,6 millioner mennesker – som FN opgør som fordrevne - svarer til, at én ud af 113 mennesker i verden i dag er fordrevet. Det overstiger befolkningstallet i verdens 21. mest folkerige land, Storbritannien.

“Ud fra enhver målestok er dette et uacceptabelt antal, og det viser tydeligere end nogensinde før, at der er behov for solidaritet og fælles mål for at forebygge og løse konflikter og sammen sikre, at verdens flygtninge, internt fordrevne og asylansøgere modtager beskyttelse og hjælp, mens der arbejdes på at finde løsninger”, sagde FN’s højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi i en pressemeddellse i forbindelse med udgivelsen af rapporten fra UNCHR.

I gennemsnit kommer de fleste fordrevne stadig fra Syrien, hvor 12 millioner mennesker (næsten to tredjedele af befolkningen) enten er internt fordrevne eller er flygtet til udlandet som flygtninge eller asylansøgere, fremgår det af rapporten. Afghanerne den næststørste fordrevne befolkningsgruppe (4,7 millioner) efterfulgt af irakerne (4,2 millioner) og sydsudaneserne.


Flere artikler om emnet

Annonce