Ikke en ny beskyldning fra Dansk Folkeparti, men den konkrete anledning var ny. Mikkel Bjørn havde flere gange oplevet, at ordet ”afhøring” var blevet brugt af en P1-vært om de tre statsborgerskabssamtaler, som Indfødsretsudvalget i Folketinget under stor mediebevågenhed afholdte i sidste uge.
jeg mener det er et uomtvisteligt faktum, at Danmarks Radio gang på gang snubler over udlændingepolitikken
Tweetet fik mig til at tænke på mine egne oplevelser med debat, interviews og kritisk journalistik hos Danmarks Radio på udlændingeområdet i det forløbne år, hvor jeg har haft den ære at være Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører.
Lad mig slå fast med det samme: Jeg mener ikke, at Danmarks Radio er ”røde lejesvende”. At bruge det udtryk insinuerer en eller anden form for venstreorienteret konspiration, som alle husets mange ansatte bekender sig til.
Det har jeg faktisk ikke fantasi til at forestille mig kan være helt rigtigt. Men jeg mener det er et uomtvisteligt faktum, at Danmarks Radio gang på gang snubler over udlændingepolitikken, og har meget svært ved ikke at begå fejl.
Selvfølgelig til skade for statsradiofoniens troværdighed over for det store flertal af skatteydere, som egentlig er rimelig godt tilfredse med den politik det brede Christiansborg fører på området.
Endnu engang havde Danmarks Radio forspildt en chance for at diskutere konkret udlændingepolitik, og i stedet ladet det meste af udsendelsen køre i retorik-grøften
For lidt mere end 14 dage siden var jeg endnu engang i P1 Debat om udlændingepolitik. Den oplevelse resulterede i, at jeg havde en venlig samtale dagen efter med redaktøren på formatet, hvor jeg var nødt til at give min utilfredshed til kende.
Redaktøren svarede godt for sig, lød dygtig og var venlig, – men det rokkede ikke ved min holdning til det program.
Udover at jeg måske kun fik ordet en to-tre gange på 75 minutter, var min anke den klassiske: Endnu engang havde Danmarks Radio forspildt en chance for at diskutere konkret udlændingepolitik, og i stedet ladet det meste af udsendelsen køre i retorik-grøften.
Det eneste indslag i programmet der handlede om de reelle problemer, var et kort telefon-interview med en partiformand undervejs.
Sagt med andre ord lykkedes det altså nok en gang repræsentanter fra De Radikale og Alternativet i en debat om udlændingepolitik at få det hele til at handle om, hvorvidt jeg og andre puster problemerne større, end de kan bære.
Vi talte om stigmatisering, retorikken, måden der tales på osv. Alt det vi har sjosket rundt i gennem mange år og debatteret til hudløshed – ikke mindst på DR’s platforme. Jeg har oplevet det igen og igen – fra DR2’s Deadline, over P1 Morgen til P1 Debat.
Jeg undrer mig virkelig over det. For jeg oplever, at de fleste danskere egentlig gerne vil se og høre konkrete løsninger krydse klinger. Jeg tror, vi tit havner i retorik-grøften, fordi en del af værterne og journalisterne synes, det er et naturligt sted at havne.
Og selvom det også er en relevant diskussion, så er det simpelthen ikke en diskussion, værter og journalister gang på gang skal insistere på, fordi de synes retorikken er for hård fra mig og mine kolleger.
det falder mange værter og journalister på DR naturligt at tage udgangspunkt i verdensbilledet langt til venstre for midten på udlændingeområdet, når kritiske spørgsmål skal stilles
En anden observation er, at det falder mange værter og journalister på DR naturligt at tage udgangspunkt i verdensbilledet langt til venstre for midten på udlændingeområdet, når kritiske spørgsmål skal stilles.
Også i situationer hvor man faktisk lige så godt kunne have tage udgangspunkt i et verdensbillede længere til højre, og stadig stille ultrakritiske spørgsmål.
Et eksempel på det kunne være sagen om, at Danmark tabte en sag i Højesteret til Knud Foldschack, som betød, at vi har taget imod en meget farlig kvinde fra Syrien med sit barn. De fleste spørgsmål jeg fik fra DR, var formuleret fra samme ringhjørne:
Viser det her ikke, at regeringen har svigtet denne kvinde og barnet fra begyndelsen? Fortryder I, at I ikke tog hende hjem tidligere? Hvordan vil I sikre, at hun og barnet nu får det godt? Alt sammen gode og relevante spørgsmål.
Men jeg fik aldrig spørgsmålet: I lovede danskerne at garantere for deres sikkerhed ved ikke at tage denne kvinde – som efterretningstjenesterne vurderer er den farligste af dem, vi har hentet hjem – til Danmark. Det løfte bryder I nu. Hvordan vil I sikre danskernes sikkerhed?
Er det borgere i Korsør eller Hvidovre, der skal tage ansvaret for hende som naboer lige om lidt? Disse vinkler blev aldrig valgt. Der er ellers nok en del af befolkningen, der sidder med den vrede, skal jeg hilse og sige. Mange af dem har skrevet rasende mails til mig.
Men tro det eller ej: Der er faktisk også en meget stor gruppe danskere, som synes, at den ikke er stram nok
Jeg tror som sagt ikke på, at DR er en flok røde lejesvende. Som stor tilhænger af public-service kommer jeg ikke løbende med høtyvene og faklerne her.
Men jeg tror, at Danmarks Radio skal være bevidste om, at der hurtigt kan opstå ekkokamre og lemmingeeffekt på bestemte politiske områder i et hus, hvor en stor del af værterne og journalisterne rekrutteres fra samme segment.
Det betyder, at et øjebliks manglende koncentration i et interview eller som vært på et debatprogram kan betyde, at man intuitivt kommer til at bruge ord, – eksempelvis ordet ”afhøring” i stedet for ”samtaler” – der kan sende et meget skævt signal.
Det samme gælder valget af vinkler, fordelingen af taletid, udvælgelsen af hvem der skal udsættes for kritiske udlændingeinterview osv. Den sårbarhed er det klogt at gøre sig tanker om, inden den opstår.
Men tro det eller ej: Der er faktisk også en meget stor gruppe danskere, som synes, at den ikke er stram nok
Der er ingen tvivl om, at en stor gruppe danskere synes, at jeg og regeringspartierne fører en alt for stram og hård udlændingepolitik uden nuancer.
Men tro det eller ej: Der er faktisk også en meget stor gruppe danskere, som synes, at den ikke er stram nok, og hvor konsekvenserne dagligt skaber problemer for dem i deres lokalområde. Fælles for dem er, at de betaler for public-service.
Og de fortjener simpelthen, at statsradiofonien tager deres bekymringer og frygt alvorligt. I stedet for - som lidt er den fornemmelse, man får i dag - at udstille det som nærmest fremmedfjendsk og inhumant overhovedet at dele sin utryghed over de her ting.
Kommentarer
Frederik Vad har som sædvanlig ret.