S-ordfører: Forsvaret skal styrkes til nye trusler

Henrik Dam Kristensen (S) oplever faktisk, at forsvarsalliancerne forstærkes disse år. Men ny trusler fordrer stadig flere penge.
“Jeg oplever, at alliancerne bliver forstærket i disse år. Der er en politisk vilje til at forstærke dem.”

Ifølge Socialdemokratiets forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen, er frygten for et svagere NATO ubegrundet. Den vestlige forsvarsalliance er tværtimod ved at blive styrket i de her år, siger han, da Netavisen Pio møder ham på hans kontor.

“Hvis det krakelerer indefra, så bliver vi sårbare, men med det kendskab, jeg har, og de diskussioner jeg deltager i, så ser jeg tværtimod, at vi rykker tættere sammen. Jeg kunne blandt andet konstatere, at under mit præsidentskab i Nordisk Råd sidste år, hvor vi tidligere har haft svært ved at kunne samarbejde om forsvarspolitikken i det nordiske, fordi Finland og Sverige er alliancefrie, så er der en hel anden politisk og faglig interesse i at samarbejde nu. Jeg oplever alliancerne forstærket i disse år. Der er en politisk vilje til at forstærke dem.”

Hvis det står til Henrik Dam Kristensen skal amerikanernes valg af Donald Trump som præsident ikke få danskerne til at tvivle på NATO.

“Der er ikke skyggen af tvivl i mit sind om, at Danmark er gavnet af, at være en del af alliancer, og at USA så i øjeblikket har en lidt utilregnelig præsident, skal ikke forhindre, at NATO-samarbejdet stadigvæk er det afgørende for os,” siger Henrik Dam Kristensen.

Nye trusselsbilleder
Henrik Dam Kristensen peger konkret på fire trusler, som kommer til at spille en rolle i de kommende forhandlinger om forsvarsforliget, der finder sted til efteråret.

Det er kampen mod international terrorisme, hvor forsvarsordføreren understreger, at alle er enige om, at Danmark skal bidrage til at bekæmpe både ISIL, men også andre terrororganisationer. Dertil kommer, at nedsmeltningen omkring Arktis har blotlagt nye sejlruter, og sat området på den internationale dagsorden. Samtidig med, at Ruslands aggression har skabt usikkerhed hos danskerne.

“Det er et faktum, at Rusland har omgrupperet en række tropper, støvet materiel af - og det er ikke museumsgenstande, men fuldt funktionsdygtigt - og placeret det langs NATOs grænse, og ikke mindst bliver der i øjeblikket placeret lange rækker af missiler ved Kaliningrad.”

Sidst, men ikke mindst, så er krigsførelse rykket på en række digitale områder de seneste år, hvor spørgsmålet om cybersikkerhed blev helt aktuelt i foråret, efter det kom frem, at russiske hackere havde fået adgang til mail-konti i det danske forsvar.

Ja til NATO - nej til 2 procent
Så sent som på pressemødet efter Socialdemokratiets sommergruppemøde, slog Mette Frederiksen fast, at der skal bruges flere penge på forsvaret. Men det skal ifølge Henrik Dam Kristensen ikke være de 2 % af BNP, som NATO ellers ønsker af sine medlemslande.

“Vi skal ikke nå 2 procent, bare for at nå 2 procent. Vi skal øge forsvarsudgifterne, fordi vi oplever de nye trusselsbilleder. Dem vil vi gerne have et svar på, og det kan vi ikke gøre for 1,14 procent. De trusler skal vi beskytte danskerne mod, men vi kan ikke gøre det alene - vi skal gøre det i samarbejde med NATO,” siger Henrik Dam Kristensen på spørgsmålet om Danmarks økonomiske forpligtelser til NATO-samarbejdet.  

 

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook