Annonce

S-ordfører om udlændinge med falske arbejdskontrakter: “Helt uacceptabelt”

På et halvt år er 60 udlændinge blevet anholdt ved grænsen med falske arbejdskontrakter eller falske corona-attester
Der bliver anholdt mange udlændinge med falske papirer ved grænsen, fordi de forsøger at snyde sig ind i Danmark udenom corona-reglerne.

Det viser nye tal fra Syd- og Sønderjyllands Politi, skriver Fagbladet 3F.

Tallene viser, at grænsepolitiet har anholdt 41 udlændinge med falske arbejdskontrakter siden juli 2020.

Så sent som sidste mandag forsøgte fire rumænere at krydse grænsen på falske papirer, men blev anholdt af politiet.

Udlændinges forsøg på at snyde sig ind i Danmark på falske arbejdskontrakter falder mildest talt ikke i god jord hos Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund.

“Når borgere, virksomheder, sundhedspersonale og de mest udsatte i forhold til coronavirus betaler en stor pris for at undgå smitte med alle de restriktioner, vi nu lever med, og alle de konsekvenser, det har for vores tilværelse og landets økonomi, så er det helt uacceptabelt, at der er nogle udlændinge, der forsøger at snyde sig ind på falske kontrakter,” siger han til Netavisen Pio.

Direkte konsekvens af corona-stramninger

Svindlen med arbejdskontrakterne er en direkte konsekvens af corona-stramningerne ved grænsen, lyder det fra vicepolitiinspektør Allan Dalager fra politiets Udlændingekontrolafdeling Vest, som tager sig af grænsekontrollen.

Udlændinge forsøger at snyde med arbejdskontrakter, fordi et arbejde i Danmark giver et såkaldt “anerkendelsesværdigt formål” til at komme ind i landet.

Det betyder, at man som udlænding må krydse grænsen på trods af de mange corona-restriktioner.

De fleste sager handler om østeuropæere fra lande som Rumænien, Bulgarien og Ukraine.

“Der kan være mange grunde til, at de kommer netop herfra. Men vi ser, at borgere fra de lande ofte har en interesse i at komme til Danmark med ikke-lovlige formål. Det kan være alt fra ulovlig arbejdskraft til tyveri eller prostitution,” siger Allan Dalager til Fagbladet 3F.

De falske arbejdskontrakter gælder en vifte af jobs - alt fra håndværker til pizzabager.

Falske corona-attester ved grænsen

Politiet ser også udlændinge forsøge at komme til landet med falske corona-attester, der skal vise, at de ikke er smittede med coronavirus.

Syd- og Sønderjyllands Politi har indtil videre haft 19 sager med falske corona-attester.

Allan Dalager forventer, at antallet af sager om dokumentfalsk for at komme til Danmark fortsat vil stige - lige indtil vi får fuldt og helt styr på corona-smitten.

Rasmus Stoklund er glad for, at politiet har godt fat i problemet med falske arbejdskontrakter og corona-attester.

“Jeg er også glad for, at det straffes relativt hårdt, fordi det jo også er et brud på lovgivningen om dokumentfalsk, når man svindler med papirer på den måde, så det har jo konsekvenser det her,” siger han.

Og de konsekvenser oplevede tre rumænere sidste mandag, da de fik deres dom for at forfalske arbejdskontrakter. Dommen til alle tre lød på 80 dages fængsel og udvisning af Danmark i seks år.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet