Annonce

S-ordfører: “Vi kommer til at diskutere kontrollen med beløbsgrænsen”

Mistanke om menneskehandel på danske restauranter, får både S og SF til at efterlyse skærpede redskaber i kampen mod social dumping
“Det her er endnu et eksempel på, at der er nogle, som systematisk udnytter mennesker og undergraver vores arbejdsmarked. Og det viser, at der er folk, som lever i en skyggeside af vores samfund.”

Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokratiets social dumping-ordfører, Bjørn Brandenborg, efter at Fagbladet 3F har afdækket, hvordan kinesiske kokke bliver udnyttet som billig arbejdskraft på restauranter i Danmark.  

Men vi mangler nogle redskaber til at sortere inden da - inden det går galt

Sagen giver anledning til en kritisk gennemgang af de ordninger, der giver danske virksomheder mulighed for at hente udenlandsk arbejdskraft, mener S-ordføreren.

“Vi har med finansloven aftalt en fordobling af bødestraffen for virksomheder, der benytter sig af illegal arbejdskraft. Men vi mangler nogle redskaber til at sortere inden da - inden det går galt. Det kommer vi til at have nogle diskussioner af,” siger Bjørn Brandenborg til Netavisen Pio.
 

S: Viser at beløbsgrænsen skal fastholdes

Mange af de kinesere, som udnyttes på danske restauranter, kommer hertil på den såkaldte beløbsordning. Her er det et krav, at arbejdsgiveren betaler en månedsløn på godt 35.500 kroner inklusiv pension.  

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har dog mistanke om, at der foregår “systematisk snyd med opholdstilladelser på beløbsordningen af kinesiske statsborgere i restaurationsbranchen samt deres medfølgende familiemedlemmer”, og at der kan være tale om “menneskehandel til tvangsarbejde”. Det viser dokumenter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Jeg mener, at man skal være meget skeptisk og kritisk, når der er nogen, der hele tiden foreslår, at vi skal sænke beløbsgrænsen

Den systematiske omgåelse af beløbsgrænsen, bekræfter Socialdemokratiet i, at man ikke bør sænke lønkravene for de virksomheder, som vil importere arbejdskraft fra lande uden for EU.

“Det her er endnu et eksempel på, hvorfor der er brug for, at der er en bund, når vi henter udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Jeg mener, at man skal være meget skeptisk og kritisk, når der er nogen, der hele tiden foreslår, at vi skal sænke beløbsgrænsen i Danmark,” siger Bjørn Brandenborg.

Den nuværende beløbsgrænse kræver en årlig løn på 427.000 kroner. Under finanslovsforhandlingerne, krævede De Radikale at beløbsgrænsen blev sænket til 325.000 kroner. Det krav blev skudt ned af regeringen, SF og Enhedslisten.
 

SF vil have ny taskforce

SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, har mandag kaldt udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) i samråd om sagen om de kinesiske kokke.

vi kan lukke det her gabende hul i vores arbejdsmarked

Samtidig har Karsten Hønge krævet, at der bliver nedsat en taskforce, der skal kontrollere restauranterne.

“Vi skal have nedsat en taskforce bestående af de rette myndigheder, SIRI, Skattestyrelsen, politiet og Arbejdstilsynet, som kan tage ud og kontrollere det her ude på restauranterne, så vi kan lukke det her gabende hul i vores arbejdsmarked. Det skal vi gøre lige nu, og hvis der ikke findes penge til det, så må vi finde dem,” siger Karsten Hønge til Fagbladet 3F.

 

Historisk løft af indsatsen mod social dumping  

Med finansloven for 2020, er der afsat 245 millioner kroner ekstra til indsatsen mod social dumping over de næste fire år. Næste år betyder det en rekordhøj bevilling til området på 241,3 millioner kroner, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

placeholder
Bjørn Brandenborg vil ikke afvise forslag om en ny taskforce. Men først og fremmest  mener han, at Arbejdstilsynet, Skat og politi skal have mulighed for at gentænke hele indsatsen mod social dumping:

“De myndigheder, som har fået et historisk løft og mange flere muskler, skal først til at organisere sig i de nye rammer. Der skal ansættes nye folk og man skal finde ud af, hvordan man vil gribe hele kontrollen an på en måde, som man slet ikke har haft mulighed for før,” siger han til Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet