Begge partier skal selvfølgelig finde pengene til at forslagene. Forestil dig så, at partiet, der foreslår skattelettelser, kun skal finde 500 mio. kr., fordi Finansministeriets regnemodeller med regner de dynamiske effekter af lavere skat, mens det andet parti skal finde hele milliarden. Ikke fordi nogen benægter, at der selvfølgelig er økonomiske gevinster ved at investere i børn, men de gevinster indgår overhovedet ikke i regnemaskinens forudbestemte antagelser.”
Sådan lyder den grundlæggende kritik af Finansministeriets økonomiske regnemiddeller i en ny debatbog ”Det betaler sig at investere i mennesker”, som de to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen, sender på gaden fredag den 3. august.
Vi har som politikere et skævt grundlag at tage politiske beslutninger ud fra.
Kritikken af Finansministeriets regnemodeller er som sådan ikke ny. Før sommerferien udgav Enhedslisten en længere rapport om regnemodellerne, ligesom både tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S), flere nuværende og tidligere økonomiske vismænd har problematiseret, at effekterne af velfærd ikke medtages.
”Vi har som politikere et skævt grundlag at tage politiske beslutninger ud fra. Finansministeriet kan på den ene side fortælle os, at skattelettelser giver de og de effekter ude i samfundet, men på den anden side, så kan de ikke fortælle om, hvilke effekter det har, hvis man sparer eller investerer i velfærd,” siger den ene af bogens forfattere, Ane Halsboe-Jørgensen, til Netavisen Pio.
”Vi regner med det ene, men ikke med det andet, og derfor bliver det et ufuldstændigt og helt skævt grundlag, som vi træffer beslutninger på.”
Vil kende konsekvenserne af min politik
Og hvordan oplever I det, som et konkret problem?
”Det gør vi ved, at når vi i Folketinget sænker skatter og afgifter med eksempelvis 100 millioner kroner, så koster det kun 50 millioner på budgettet, fordi der vil være nogen afledte effekter, for eksempel at folk arbejde mere, mens hvis du investerer 100 millioner i daginstitutioner, så skal du finde de fulde 100 millioner kroner et andet sted i budgettet, til trods for at der er masser af bred forskning, der viser, at hvis vi giver børn en god start på livet, så har det en enorm stor effekt – også samfundsøkonomisk. Men det regner vi simpelthen ikke med.”
Men der går vel lang tid inden man kan se effekten af f.eks. investeringer i daginstitutioner?
”En ting er, hvor langt et sigte det har. Jeg er ikke interesseret i at hente nogle billige kroner hjem i budgetåret næste år. Jeg vil have noget gennemsigtighed og noget viden om, hvilke konsekvenser min politik har. Vi ved fra forskning, at hvis du investerer i daginstitutioner, så kan du spare penge allerede i indskolingen. Så på begge sider er der kortsigtede og langsigtede gevinster at hente.”
Vil indsamle manglende viden
Det er ikke første gang, at der har været kritik af regnemodellerne. Hvordan adskiller jeres kritik sig fra den som eksempelvis Enhedslisten kom med før sommerferien?
”Diskussionen om dynamiske effekter af velfærd er jo ikke ny, og hver gang den er dukket op, så får vi at vide, at ”Det er også rigtigt. Det vil vi rigtigt gerne, men vi ved simpelthen alt for lidt om det, til at det kan lade sig gøre”.
Vores budskab med bogen er, at så må vi komme i gang med at indsamle den viden. Det som Pernille og jeg har gjort på henholdsvis social- og børneområdet, hvor vi sidder som ordførere, er at tage nogle af de forskellige indsatser, der er på vores område og har fået regnet igennem hvad de økonomiske effekter er.
Det er eksempelvis på alkohol-området, hvor vi har kigget på, hvad investeringer i bedre alkoholbehandling ude i kommunerne betyder. Her kan vi se, at hvis man bruger pengene på det, så giver det så og så meget efter 3, 5 og 7 år. Og det er den model, som vi vil bruge som grundlag til at regne på nogle af vores andre velfærdsområder, beskæftigelsesområdet, uddannelse og det brede børneområde.”
Og så er problemet løst?
”Vi siger ikke, at den model er fix og færdig til at den kan tages i brug på alle velfærdsområder med det samme, men vi siger, at grundmodellen er der, og at vi kan begynde at indhente mere viden, så vi kan træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag, end vi gør i dag.”
Økonomiske antagelser er ikke mejslet i granit
Udsatte borgere hjælpes ofte på flere måder på samme tid. Hvordan kan man vide, at det er en konkret indsats, som har sikret at borgeren er kommet videre?
”Tilsvarende udfordringer har vi jo på skatte- og afgiftsområdet. Der har vi et skøn, at hvis vi sænker en eller anden skat, så vil der komme nogle flere i arbejde, men når dagen er slut, så ved vi ikke, hvad der får det enkelte menneske til få et nyt arbejde, eller tage overarbejde på det arbejde, som det allerede har.
Effekterne af skatter og afgifter ikke er mejslet i granit – og det er heller ikke tilfældet på velfærdsområdet
Men fordi vi har et bredt datagrundlag, og fordi vi har nogle økonomer, der har kvalificeret de data, så er det vores politiske grundlag at træffe beslutninger på. Der vil altid være usikkerhed. Det vil der også være på velfærdsområdet. Det, vi siger i bogen, er, at effekterne af skatter og afgifter ikke er mejslet i granit – og det er heller ikke tilfældet på velfærdsområdet.”
Vil ikke politisere regnemodellerne
Samtidig med at I sender jeres bog på gaden, advarede Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, i kraftige vendinger mod, at man politiserer regnemodellerne. Er der ikke en risiko for, at vi alle taber tilliden til Finansministeriet, hvis det er politikerne, der dikterer, hvordan økonomer skal regne?
”Jeg synes, at departementschefen bør læse vores bog. Vi ønsker hverken at politisere regnemodellerne eller at indregne værdier, før der er tilstrækkelig med evidens for det.”
Hvis vi skal regne med sociale investeringer på alle mulige forskellige ting, hvordan undgår vi så at spille eksempelvis faggrupper og patientgrupper ud imod hinanden?
”Jeg forstår bekymringen, men jeg synes ikke den er reel. Hvis man skulle tage det argument for pålydende, at vi skulle lade os diktere af regnemodellen, så skulle vi i dag alle gå til valg på at sænke skatter og afgifter, for det er det, som regnemodellen fortæller er en god forretning.
Vi kommer til at flytte nogle penge fra behandling til forebyggelse.
Sådan er det heldigvis ikke. Jeg kommer som socialdemokrat altid til at gå ind for forebyggelse og for, at vi investerer i mennesker, uanset hvad regnemodellen fortæller mig. Men det ændrer ikke på, at jeg gerne vil have at regnemaskinen er så balanceret og præcis som mulig.”
Men under den hat, der hedder ”investere i mennesker”, er der jo virkelig mange forskellige ting, som man kan gøre, og det er jo ikke nødvendigvis dem alle sammen, som giver det samme afkast. Risikerer man ikke at fravælge indsatser, som ikke er en god forretning, men som stadig er vigtigt?
”Det er rigtigt. Og det betyder formentlig også, at vi kommer til at flytte nogle penge fra behandling til forebyggelse. Vi vil gerne bruge pengene tidligere, men det ændrer ikke på, at jeg som socialdemokratisk politiker også synes, at vi f.eks. også skal bruge penge på at sikre de ældre en værdig ældrepleje. Uanset om det ”kan betale sig” eller ej.”
Et opgør med satspuljen
I skriver også, at der er et behov for et opgør med Satspuljen, der hvert år uddeler omkring en milliard kroner til ”særlige tiltag” på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet. Hvad er problemet med den måd,e man gør det i dag?
”Vi ønsker at tage et opgør med en puljestyring på socialområdet, som er helt skæv. At vi hopper fra tue til tue og åbner og lukker projekter, i stedet for at satse på nogen brede indsatser, som vi har viden om rent faktisk fungerer.
Det er en bevægelse, der har været i gang i satspulje-regi igennem en årrække, lige siden Rigsrevisionen revsede os for at bruge pengene på en helt forkert måde. Det er en klog udvikling, men vi vil gerne tage den et skridt videre, så endnu flere penge bliver brugt på længerevarende, solide indsatser, i stedet for puljeprojekter.”
Men vil det ikke favorisere de områder, hvor der i forvejen allerede er sket noget, og hvor man har dokumenteret effekten. Risikerer man ikke at lukke ned for nye projekter, som på sigt kunne blive et bedre tilbud?
”Der er brug for to scener. Vi har brug for at den store pulje af penge bliver brugt på brede indsatser af lang varighed, som vi ved virker, men at der så også er en lille krukke af penge, som bliver brugt til pilotprojekter, som, hvis de virker, kan skaleres op og puttes ind i en social investeringsfond. Men det er vigtigt, at de metoder, vi udvikler, bliver regnet igennem. Og hvis de virker, ikke bliver tabt på gulvet, når bevillingen udløber,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Bogen ”Det betaler sig at investere i mennesker” af Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen udkommer fredag den 3. august på Forlaget Axl.