Annonce

S-profil: Støjberg er et kæmpe blålys

TV2 kunne onsdag afsløre omfattende problem med illegalt arbejde blandt udlændinge i Danmark. Inger Støjberg opfordrede på baggrund af udsendelse danskere til at anmelde det lokale pizzaria til myndighederne hvis de snakker tyrkisk med hinanden i baglokalet.

”Jeg vil faktisk også opfordre helt almindelige danskere til, at når de for eksempel er inde på deres pizzeria og synes, at der er noget underligt med det baglokale, fordi der går mange rundt, der ikke taler dansk overhovedet, at man jo så også selv skal kontakte myndighederne,” sagde integrationsministeren til TV2 ifølge Jyllands-Posten.

Udover at Støjbergs udmelding fik en lang række brugere på Twitter og Facebook til at skrive pizzeriaanmeldelser, så får Inger Støjbergs opfordring om at gøre alle danske pizzaspisere til potentielle stikkere, hårde ord med på vejen fra Socialdemokratiets ordfører for social dumping, Mattias Tesfaye.

”Støjberg vil gerne fremstå handlekraftig. Men hun er et kæmpe blålys. Hun forurener debatten i stedet for at løse problemerne,” skriver han i en opdatering.

Socialdemokraten mener, at ministeren kun ønsker at fremstå handlekraftig på området, men når det kommer til at gøre noget i praksis, der virkelig batter, så afviser regeringen de forslag som oppositionen er kommet med på området. ”Alle problemerne er IKKE Støjbergs skyld. De samme ulykkelige problemer havde opstået under en Socialdemokratisk regering,” skriver han i en opdatering på Facebook.

Støjberg skiftede holdning
Mattias Tesfaye undrer sig også over, at Inger Støjberg har skiftet holdning til omfanget af problemet med den illegale indvandring.

”Svenskernes grænsekontrol betyder, at mange udlændinge ikke kan komme længere end Øresund. Vi holder møde med Støjberg og foreslår nogle konkrete metoder til at få kontrolleret for illegal indvandring. Men regeringen afviser os blankt. Der er styr på situationen, siger de,” skriver han med henvisning til at selvsamme Inger Støjberg i et samråd i folketinget den 2. februar sidste år afviste Mattias Tesfayes kritik af regeringen om at den ikke havde styr på situationen omkring illegal indvandring.

Politiet, Arbejdstilsynet og SKAT holder nøje øje, forsikrede Inger Støjberg ved den lejlighed.

Inger Støjberg selv afviste, at der var tale om et holdningsskifte. Der er ifølge hende en diskussion om, hvorvidt vi har sydeuropæiske tilstande, hvor vi har et sort undergrundsarbejdsmarked. Og så er der en anden, om hvorvidt vi har nogenlunde fod på situationen, forklarede hun til Go’ Morgen Danmark.

Netavisen Pio har forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg, der ikke har yderligere at tilføje, men via sin særlige rådgiver henviser til indslaget i Go Morgen Danmark'.

Regeringen lukkede selv stikkerlinje
Mattias Tesfaye undrer sig desuden over, at regeringen vælger at opfordre borgerne til at stikke pizzabagerne, når den selv samme regering (under stor fanfare) selv valgte af lukke den mulighed, som den tidligere regering havde indført, på Skats hjemmeside, hvor man kunne anmelde noget, hvis man havde mistanke om at der blev begået sort arbejde.

Tilbage i 2015 sagde skatteminister Karsten Lauritzen følgende om den mulighed.

”Folk skal selvfølgelig kunne ringe og anmelde eksempelvis sort arbejde. Men det tyder på, at antallet af anmeldelser er steget efter indførelsen af anmeldetjenesten. Samtidig har Skat oplevet en stigning i andelen af uinteressante anmeldelser,” hvilket fik ham til at konkludere:

”Det fortæller mig, at ordningen reelt har fungeret som en tilskyndelse til, at borgerne unødigt angiver hinanden. Det skaber mistillid blandt borgerne, og derfor skal det stoppes”.

Mattias Tesfaye undrer sig desuden over, at regeringen har skåret ned for den indsats som skulle bekæmpe netop social dumping.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce