S: Regeringen i uskønt praleri om ulandsbistand

Regeringen betegner næste års ulandsbistand som det største humanitære budget nogensinde. S: Sandheden er, at der er skåret ned.
Det er uskønt, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) leger julemand og praler med, at regeringen næste år bruger 4,5 milliarder ekstra til fattige lande. Især når der ikke er tale om, at der er sat flere penge af. Og når regeringen rent faktisk har skåret i bistanden, siden den trådte til.

Mette Gjerskov, der er Socialdemokratiets udviklingsordfører, er mildt sagt ikke imponeret over regeringens indsats næste år, når det gælder hjælpen til verdens udviklingslande.

Regeringen leger julemand for penge, den flytter fra et sted i budgettet til et andet

Over 15 milliarder kroner vil regeringen afsætte til udviklingsbistand i 2018, og løftet på 4,5 milliarder kroner i forhold til de sidste års finanslov opstår, fordi færre penge skal bruges på at modtage de – færre – flygtninge, der kommer til Danmark. Den samlede udviklingsbistand udgør fortsat 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Kilde: Oversigt over udviklingen i udviklingsbistanden de sidste 10 år, herunder et overslag over 2017, opgjort i pct. af BNI og i konkret beløb. Fra svar i Udenrigsudvalget, juni 2017.

”Regeringen leger julemand for penge, den flytter fra et sted i budgettet til et andet, fordi der kommer færre flygtninge til Danmark. Nu er de penge så tilbage der, hvor de var tiltænkt, og kan bruges til bistand ude i verden. Men samlet set, så er der jo ikke kommet flere penge, som regeringen forsøger at give indtryk af,” siger Mette Gjerskov til Netavisen Pio.

Udviklingsbistand målt på BNI er faldet
Ulla Tørnæs betegner i en artikel i Politiken regeringens indsats på næste års ulandsbistand som ”det største humanitære budget nogensinde.” Men da Lars Løkke Rasmussen trådte til efter Thorning-regeringen, udgjorde udviklingsbistanden 0,86 procent af BNI. Siden er andelen faldet til 0,7 procent, fremhæver Mette Gjerskov.

”Der er skåret i udviklingsbistanden med den borgerlige regering ved roret, hvis vi ser på den andel, bistanden udgør af BNI. Derfor lyder det hult, når Ulla Tørnæs praler med det største humanitære budget nogensinde og når regeringen taler om, at Danmark skal hjælpe mere i nærområderne,” siger Mette Gjerskov.


Flere artikler om emnet

Annonce