S sætter DF under pres : Skattelettelser eller velfærd?

Socialdemokratiet vil styrket samarbejde med Dansk Folkeparti for at undgå topskattelettelser og holde en hånd under velfærdssamfundet.
De politiske vinder henover efteråret kommer til at blive præget af diskussioner om 2025-plan og nye økonomiske reformer. Lidt imod sædvane har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ikke ventet på et udspil fra regeringen, men selv taget initiativet og forsøger at sætte Dansk Folkeparti under pres.

Mette Frederiksen meldte henover weekenden ud, at partiet er klar til at samarbejde med Dansk Folkeparti om at afværge regeringens planer om at gennemføre skattelettelser for de rigeste.

”Dansk Folkeparti kommer til at stå i en nøgleposition i de her forhandlinger. Vi har sagt klart, at vi ikke vil være med til en yderlig skævvridning af Danmark med topskattelettelser. Liberal Alliance og de Konservative gør, hvad de kan for at trække i den modsatte retning. Dermed bliver det i høj grad op til Dansk Folkeparti, om man skal gå blå vej, eller om man skal gå ad en vej, som er bredere, hvor vi samarbejder hen over den politiske midte,” sagde Mette Frederiksen i et interview med Berlingskes Politiko.

Og med den udmelding, ligger beslutningen om topskattelettelser nu alene hos Dansk Folkeparti.

Topskattelettelser eller velfærd?
Intentionen bag Mette Frederiksens udmelding er, at lægge maksimalt pres på Dansk Folkeparti forud for forhandlingerne. Spørgsmålet skal gøres til et valg mellem skattelettelser eller velfærd. Og DF skal ikke få lov til at slippe gratis for at svigte velfærden. Den er en del af den socialdemokratiske "ansvarliggørelsesstrategi", der handler om at holde partiet fast på deres løfter til vælgerne.

Det er Socialdemokratiets vurdering, at der er en meget stor del af Dansk Folkepartis vælgere, der på den økonomiske politik og velfærdspolitikken er meget tættere på Socialdemokratiet end på V, K og LA og som ikke selv vil få noget som helst ud af en topskattelettelse.

Eller som den socialdemokratiske EU-ordfører Peter Hummelgaard skriver på Facebook: ”De har et valg. Et enkelt valg. Enten kan de hjælpe os med at sikre, at vi styrker vores velfærdssamfund og styrker vores konkurrenceevne gennem uddannelsesinvesteringer. Eller også kan de gå med resten af højrefløjen ned ad den blindgyde, hvor man vil hæve verdens højeste pensionsalder endnu mere og samtidig give massive skattesænkninger til de stærkeste.”

Skattelettelser eller ej, DF kræver betaling
Egentlig burde det være en form sag for Socialdemokraterne, at få Dansk Folkeparti til at tagetopskattelettelserne af forhandlingsbordet. Dansk Folkeparti har tidligere meldt ud, at de ikke ønkser lettelser af topskatten. Uden Dansk Folkeparti har regeringen ikke noget flertal for at få dem gennemført.

Det kan i det hele taget godt virke lidt underligt, at et parti skal have en betaling for at være med til at gennemføre noget af det som partiet mener – i dette tilfælde ingen topskattelettelser. Men at forhindre regeringen i at få gennemført et centralt valgløfte, som med stor sandsynlighed vil skabe uro og splid mellem Venstre og støttepartierne, vil i sig selv være en kæmpe sejr for Socialdemokraterne.

Det ved Dansk Folkeparti godt, og derfor er prisen for at gå med i et samarbejde med Socialdemokraterne selvfølgelig også meget høj.

Men omvendt har partiet altså også åbnet op for at gennemføre topskattelettelser i en eller form med de blå partier. Men også her vil de altså kræve konkrete udlændingestramninger som betaling.

S-baglandet lunkne ved DF-samarbejde
Meldingen om at Socialdemokratiet er klar til arbejde sammen med Dansk Folkeparti, er ikke gratis for Mette Frederiksen.

Hun åbner en flanke op for venstrefløjen og risikerer at støde vælgere fra sig, blandt dem der mener, at hendes parti er rykket alt for tæt på Dansk Folkeparti særligt i udlændingespørgsmålet. Socialdemokratiets kritikkere til venstre har fået fornyet ammunition til anklagen om at ’Socialdemokratiet er DF light’

Socialdemokraternes vurdering er omvendt, at når Dansk Folkeparti under alle omstændigheder vil kræve udlændingestramninger, så vil de som udgangspunkt kunne få gennemført flere og hårdere stramninger med blå blok end de kan med Socialdemokraterne. Men ved at strække hånden ud til dem, så sætter Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti i et dilemma, hvor de skal vælge om de altså vil prioritere velfærden.

Og vælger Dansk Folkeparti at lave en aftale med regeringen og blå blok, så vil det i socialdemokraternes optik udstille, at det kun er facade når Thulesen Dahl påstår, at hans parti er velfærdssamfundets beskytter.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook