Annonce

S-sejr: Billig-boligloven bevares

Trods modstand fra en samlet blå blok lykkedes det Socialdemokratiet at sikre, at kommunerne fortsat kan stille krav om almene boliger, når der bygges nyt. ”Måske årets bedste nyhed”, lyder det fra Københavns overborgmester Frank Jensen.
Den såkaldte billig-boliglov bevares. Dermed kan kommunernes fortsat stille krav om, at op til 25 procent af nybyggeri skal anvendes til almene boliger. Det er resultatet af dagens aftale om en planlov mellem regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Regeringen og de øvrige blå partier havde forud for planlovsforhandlingerne meddelte, at de ønskede loven fjernet. Derfor er dagens resultat også en ”stor sejr” for Socialdemokratiet, lyder der fra socialdemokraternes erhvervsordfører Morten Bødskov:

”Det har været vigtigt for os socialdemokrater at sikre i de her forhandlinger, at almindelige familier med almindelige lønninger fortsat kan have råd til en bolig i vores byer”, fortæller han på Facebook, hvor han kalder forliget med regeringen ”en rigtig god aftale”.

Kommuner kan stille krav om 25 procent almene boliger
Billig-boligloven blev indført i 2015 under SR-regeringen med støtte fra venstrefløjen. Med loven blev planloven ændret, så kommunerne nu kan stille krav om, at op til 25 procent af boligmassen er almene boliger, når der bygges nyt. Det skulle først og fremmest sikre en mere mangfoldig beboersammensætning i de store byer, hvor huspriserne i dag gør det svært for en almindelig middelkassefamilie at få fodfæste.

Oppositionen rasede derimod mod loven. ”Der er tale om en ræverød boligpolitik og et angreb på den private ejendomsret”, sagde Venstres ordfører, Louise Schack Elholm, i forbindelse med Folketingets behandling af sagen. Kort efter valget meldte først Venstre og siden Dansk Folkeparti ud, at de ønskede loven afskaffet.

I regeringens udspil om vækst i landdistrikterne fremgik det derfor, at ”Regeringen vil: Fjerne muligheden i planloven for, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte krav om, at der skal være op til 25 pct. almene boliger i forbindelse med lokalplanlægningen for nye boligområder.”.

Men i dagens aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti fremgår det klart, at ”Planloven giver i dag kommunerne mulighed for at fastsætte i en lokalplan, at en vis del af boligmassen skal være almene boliger, op til 25 pct. Denne mulighed bevares.”

Skal sikre en mangfoldig by
Mens de blå partier på Christiansborg altså har været kritiske, har det kommunale bagland i de store byer jublet over loven. Eksempelvis planlægger Københavns Kommune over de næste år, blandt andet på baggrund af billig-boligloven, at opføre tusindvis af nye, almene boliger.

”Vi er simpelthen nødt til at have det her værktøj. Det er fuldstændig evident, at hvis vi ikke har det her redskab, så får vi ikke de 3.600 billige boliger for folk med helt almindelige indkomster”, lød det i efteråret fra Københavns overborgmester Frank Jensen.

Derfor glæder han sig også over dagens aftale: ”Har netop fået en af dagens - måske årets - bedste nyheder: Der er indgået forlig om planloven, og billig-bolig-loven - den regel, der siger at vi kan kræve, at op til 25 procent af boligerne i vores nye boligområder bliver almene - er reddet!

Det betyder helt konkret, at 3.500 boliger i København i de lækre, nye områder af byen bliver til noget. Det betyder også, at vores ambition - ja, hjertesag - om, at København også i fremtiden skal være en by for alle, er mulig at realisere.”, skriver Frank Jensen på sin Facebook-profil.


Flere artikler om emnet