Annonce

S siger nej til tyske tanker om Europas Forenede Stater

Der er ingen appetit blandt europæerne til Schulz' tanker om en stor europæisk føderalstat, mener Socialdemokratiet.
Martin Schulz, den genvalgte leder af det tyske socialdemokrati SPD, ønsker at presse på for mere europæisk integration og gøre EU til et "Europas Forenede Stater" inden 2025. Og de lande, der ikke vil være med, må forlade samarbejdet.

"Jeg vil have, at der skabes en forfatningstraktat for at skabe et føderalt Europa," sagde Schulz torsdag under en tale på SPD’s partikongres i Berlin, hvor han også opfordrede sit parti til at godkende nye forhandlinger med den konservative kansler, Angela Merkel, om at lave en CDU-SPD-regering.

Læs analyse af SPD’s regeringsovervejelser her.

Udkastet til en sådan forfatningsmæssig traktat, sagde Schulz, bør involvere borgere på tværs af kontinentet. Når den først er blevet udarbejdet, vil den blive "præsenteret for medlemslandene, og de, der er imod den, skal simpelthen forlade EU", sagde han og tilføjede, at et land som Polen allerede systematisk undergravede de europæiske værdier, og at Ungarn i stigende grad isolerede sig for det fælleseuropæiske samarbejde.

Risikerer at skabe mere EU-lede
Men den tyske partileder, får ikke megen opbakning til hans tanker, både til at indkalde til et forfatningskonvent eller forslaget om et Europas Forende Stater, fra de danske partifæller, som er lodret uenige med deres tyske partifælle.

”For det første, så vil jeg gerne slå fast, at vi ikke er tilhængere af Europa Forende Stater, og at det her blot er en af de steder, hvor det danske og det tyske socialdemokrati ikke er enige. For det andet så mener jeg, at den her udmelding i høj grad skal forstås i en tysk kontekst, hvor man har en særlig forståelse for Tysklands egen rolle i Europa, og en særlig tilgang til hvordan Europa skal udvikle sig. Det handler både om Tysklands rolle i den europæiske økonomi og det handler naturligvis om Tysklands historiske arv,” siger Socialdemokratiets Europa-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen til Netavisen Pio.

Han mener desuden, at den slags udmeldinger er med til at skabe yderligere skepsis ved det europæiske samarbejde:

”Det danske socialdemokrati har ingen appetit på Europas Forende Stater, og det mener jeg heller ikke, at flertallet af den europæiske befolkning har. Folk vil gerne have et stærkt og velfungerende EU, når det handler om sikre det indre marked og håndtere de store grænseoverskridende problemer som skattely, irregulær immigration og klimaforandringer, men det med, at Europas nationalstater skal smelte sammen til en stor føderalstat, er der ikke mange, der ønsker. Og jeg mener, at den type tanker i virkeligheden kan være en drivkraft til at skabe endnu mere usikkerhed omkring opbakningen til EU,” slutter han.

Er forsøgt en gang før
De europæiske politikere har allerede en gang før forsøgt at lave en egentlig forfatningstraktat for EU. Det skete tilbage i 2004-05, hvor man havde et forfatningskonvent under ledelse af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing.

Men den gang faldt forslaget om en forfatningstraktat, efter at vælgerne i Holland og Frankrig havde stemt nej.

I stedet vedtog man Lissabon-traktaten i 2007, som kun lavede nogle få ændringer af det eksisterende samarbejde, for eksempel med indførelse af den faste formand for EU-topmøderne og etableringen af EU-udenrigsministeren.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce