Tirsdag den 25. april skal Folketinget førstebehandle et lovforslag om at ophæve ”blasfemiparagraffen”. Et af de få partier vi i skrivende stund med sikkerhed ved vil trykke på den røde knap er Socialdemokratiet, da ”der skal være en nedre grænse for, hvor meget, man kan svine andre mennesker til”.

Strengt taget handler blasfemiparagraffen ikke om at beskytte mennesker, men derimod ” religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. At Socialdemokratiet har lagt sig fast på at forsvare forbuddet mod at spotte og håne religion, er dog ganske bemærkelsesværdigt, partiets historie taget i betragtning.

Ytringsfrihed en del af det oprindelige DNA
Selvom det primært var arbejderbevægelses politiske agitation, der medførte at dets stiftere og ledere Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff blev systematisk forfulgt og fængslet, spillede arbejderbevægelsens religionskritik også en rolle.

I 1877 blev Harald Brix idømt fire års fængsel, herunder for at have overtrådt den daværende version af blasfemiparagraffen i det politiske satireskrift Ravnen. Netop den politiske forfølgelse af arbejderbevægelsen medførte at ytringsfrihed fik en prominent plads i Gimleprogrammet fra 1876.

I programmet slog partiet fast, at man gik ind for ”Afskaffelse af alle Presselove, Forenings- og Forsamlingslove, samt alle øvrige Love, hvorved et Folk kan blive forhindret i at tilkendegive sine Tanker i Ord og Skrift”. Ytringsfriheden var med andre ord en del af Socialdemokratiets oprindelige DNA.

Det kan man også læse i C.E. Jensen og Borgbjergs bog Socialdemokratiets aarhundrede, der dokumenterer de mange forsøg, der blev gjort på at lukke munden på arbejderbevægelsen og dens politiske agitation.

Avisen Social-Demokraten måtte således ansætte stråmandsredaktører, der mod betaling kunne tage fængselsstraffen for presseforseelserne. En af disse var Frederik Adolph Hertz som ifølge Jensen og Borgbjerg „blev en fortræffelig ansvarshavende for Social-Demokraten, for så vidt som han vandrede i fængsel gang på gang i det bedste humør af verden, når han hjemmefra havde en rigelig forsyning af pølser og stegt flæsk indsyet i foret på sit tøj.“

Gjorde grin med paven
Også i begyndelsen af det 20. århundrede kom ledende socialdemokrater i karambolage med blasfemiparagraffen. Socialdemokratens berømte redaktør og senere folke- og landstingsmedlem Emil Wiinblad, havde i 1903 trykt et satirisk læserbrev underskrevet „Gabriel, Sekretær for Himmerigs Udenrigsministerium“, som en kritik af pavevalget. Det førte til en blasfemi-dom: den måde „Gud“ og „den hellige Aand“ blev omtalt, udgjorde nemlig en forhånelse af den kristne kirkes troslærdomme.

Da Socialdemokratiet var blevet et regeringsbærende parti lyste partiets holdning til blasfemiparagraffen igennem da K. K. Steincke som justitsminister i 1924 præsenterede et forslag til en ny straffelov uden en blasfemiparagraf. Det blev kritiseret af de borgerlige partier, der mente at blasfemiparagraffen var nødvendig for at slå ned på værdiløs spot af religion. Det fik Steincke til at udbryde at man kan:

„(...) sige meget både for og imod Blasfemi-Paragraffen, men Jeg vil indskrænke mig med et Citat fra Hørup.“: „(...) O, Voltaire, i din Himmel, o, Heine, i din grav, o, Søren Kierkegaard, i dine bedste Øjeblikke, alle I store henfarne utvivlsomt forkastelige, men ellers temmelig banebrydende Aander, der af den gode Gud fik Foragten til Værn mod Lumpenheden og Spotten til Trøst imod Dumheden – hør, hvor altid værdiløse de Gaver var, hvormed I rensede Verden!“.

Efter folketingsvalget i 1926 blev Steincke afløst som justitsminister af Venstres Svenning Rytter og straffeloven af 1930 endte med at indeholde den nuværende blasfemiparagraf, der dog skulle leve et stille liv med kun to domfældelser i 1938 og 1946, og en enkelt tiltale i 1971.

S-minister forsøgte ophævelse
I 1973 stod den daværende socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen bag et forslag om at ophæve bestemmelsen:

”Det er Justitsministeriets opfattelse, at der med den udvikling, der har fundet sted siden 1930, ikke længere er grundlag for at opretholde bestemmelsen. Hvis grænserne for ytringsfriheden på dette område overtrædes, vil offentlighedens fordømmelse være en mere effektiv og naturlig reaktion end anvendelsen af straf.”

Denne begrundelse blev mødt med kritik fra Venstre og Konservative, der betonede det fortsatte behov for en blasfemiparagraf. K. Axel Nielsen henviste til at både Justitsministeriet og Kirkeministeriet var blevet hørt og de begge havde udtalt, at der ikke længere var et sådant behov:

”Vi mener altså faktisk, at vi godt kan ophæve den, og det er da også min opfattelse, at den respekt for andres tro, den respekt for deres synspunkter, hvad enten den bygger på den ene eller anden religion, der alene skal støttes på en straffelovbestemmelse, ikke er meget værd. Jeg tror, vi kan undvære en straffelovbestemmelse om dette spørgsmål.”

Forslaget om ophævelse af blasfemiparagraffen bortfaldt dog med henblik på grundigere behandling i næste samling, hvilket aldrig skete, da jordskredsvalget kom i vejen i december 1973.

Jesus-film fik debatten til at eksplodere
Samme år eksploderede sagen om provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsens planlagte - og stærkt provokerende - Jesus-film, der havde opnået støtte fra Det Danske Filminstitut. Det medførte blandt andet et brandbombe-attentat mod den danske ambassadørbolig i Rom, og fordømmelser verden over, inklusiv fra den katolske kirke.

I Danmark krævede de borgerlige partier filmen stoppet og ændringer i filmloven. Disse krav blev dog afvist af den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasen, som insisterede på at han ikke kunne blande sig og langede hårdt ud efter den katolske kirke: ”Den katolske kirke har gennem århundreder virket fordummende og undertrykkende. Den er reaktionær. Protester fra den kant kan jeg ikke tage alvorligt”.

Ikke alle Matthiasens partifæller var enige i den udmelding, men store dele af den socialdemokratiske opinion var på samme side. I en leder i Aktuelt harceleredes mod Venstre og Konservatives forslag om „politisk censur af ytringsfriheden“ og mod Erik Ninn-Hansens (K) støtte til „kirkelige ekstremistgruppers intolerance“.

Og ifølge Aktuelt var det en demonstration af, at „såkaldte liberale partier er dem, der går ind for ensretning. Mens de socialistiske partier er de liberale.“

Trak støtten til Thorsen
To år senere opnåede Thorsen igen støtte til en ny version af filmen. Denne gang var tålmodigheden dog opbrugt og Niels Matthiasen fik Kammeradvokaten til at undersøge filmens lovlighed, og i et stærkt underlødigt notat, konkluderedes det, at filmen ville stride mod evangelisternes ophavsret til Bibelen!

Med dette juridiske figenblad og efter pres fra ministeren, lykkedes det at få trukket støtten til filmen. Da Socialdemokratiet endelig gik på kompromis med retten til at kritisere religion, var resultatet ikke kønt.

I 90erne var det dog stadig god socialdemokratisk politik at forsvare retten til skarp religionskritik. I 1996 opsatte kunstneren Søren Mosegaard den stærkt kristendomskritiske udstilling „The Wonderful Wide World of Antichrist“ på Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst „Overgaden“.

Som del af udstillingen ville Mosegaard stifte Antikristeligt Folkeparti, hvilket blandt andet faldt medlemmer af Kristeligt Folkeparti for brystet og medførte en række kritiske spørgsmål til daværende kulturminister Jytte Hilden.

”Jeg har ingen sympati for udstillingens tema, men ytringsfrihed, religionsfrihed og kunstnerisk frihed er som bekendt begreber, vi i Danmark sætter meget højt,” lød hendes svar.

Blasfemiparagraffen og den nye værdikamp
Efter årtusindeskiftet er blasfemiparagraffen forsøgt ophævet flere gange, oftest med Dansk Folkeparti som drivkraft. I 2005 afviste retsordfører Morten Bødskov at stemme for et sådant beslutningsforslag.

”Mordet [på Theo Van Gogh] minder os samtidig om vigtigheden af at stå værn om de grundlæggende principper, som vort samfund bygger på: Ytringsfriheden og retten selvfølgelig heraf til både at have sin mening og sige sin mening… I Socialdemokratiet er holdningen den, at hvis det kan dokumenteres, at paragraffen står i vejen for en fri debat, ja, så skal den selvfølgelig fjernes,” sagde han.

Man fandt det dog ikke bevist at paragraffen stod i vejen for den frie debat, og snarere end at konkludere at paragraffen derfor var overflødig, stemte man for at bibeholde den.

Så kom Muhammedtegningerne
Muhammedkrisen kastede Socialdemokratiet ud i en politisk storm, der splittede partiet og førte til dårlige meningsmålinger. Formand Helle Thorning Schmidt indledte med kritik af Anders Fogh Rasmussen, men skiftede hurtigt kurs og bakkede op om VK-regeringen.

Men socialdemokrater som Svend Auken og Mogens Lykketoft fortsatte linjen med at kritisere Fogh og tegningerne, og søgte at udlægge krisen som et spørgsmål om politik, snarere end ytringsfrihed. Lykketoft udtalte blandt andet:

”Vi bidrager ikke til bedre forståelse, integration og fred i denne verden med den form for golde provokationer som Jyllands-Posten har startet.”

Med værdikampen og dens omdrejningspunkt omkring særligt muslimsk indvandring og konsekvenserne heraf, indtog ledende Socialdemokrater nu et mere pragmatisk synspunkt, beslægtet med det ”Ytringsfrihed, men…”, som borgerlige partier tidligere havde været bannerførere for, når de kaldte det spot og hån af religion.

Det sås også i Socialdemokratiets stillingtagen til forslag om at ophæve blasfemiparagraffen i henholdsvis 2007 0g 2008, hvor socialdemokraterne Frode Sørensen og Karen Hækkerup med nærmest identisk argumentation slog fast, at

”Ytringsfriheden er et urokkeligt grundprincip i det danske samfund, og som på ingen måde står til diskussion. Det er helt essentielt, at man i et demokratisk samfund har ret til at sige sin mening, så der kan føres en fri debat. I et åbent samfund som det danske, hvor forskellige religioner eksisterer side om side, er det en helt naturlig ting, at vi frit kan diskutere og også kritisere hinandens religioner. Men hos Socialdemokraterne mener vi altså ikke, at blasfemiparagraffen forhindrer, at der bliver ført en fri debat. Paragraffen forhindrer jo ikke kritik af religion som sådan, den sætter kun nogle grænser for måden, den kritik kan ytres på. Så længe der ikke er tale om direkte spottende eller forhånende angreb, er der intet i vejen for at kritisere, og der skal vel at mærke være tale om meget grove angreb, før man kan dømmes efter blasfemiparagraffen”.

Man var altså gået fra en position, hvor Socialdemokratiet helt principielt var modstander af at kriminalisere spot og hån af religiøse doktriner, til nu at acceptere en sådan kriminalisering, omend med et ganske snævert anvendelsesområde.

Socialdemokratisk inkonsistens
I 2015 afgav Straffelovrådet så en betænkning om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af blasfemiparagraffen, der konkluderede, at en ophævelse ville gøre det lovligt at afbrænde hellige bøger som Koranen og Biblen, hvilket kunne føre til voldelige protester i ind- og udland.

Daværende justitsminister Mette Frederiksen anvendte denne begrundelse til at afvise en ophævelse, kort efter terrorangrebet mod Krudttønden, der netop havde spørgsmålet om blasfemi som omdrejningspunkt:

”Samtidig peger Straffelovrådet på, at hvis man afskaffer bestemmelsen, vil der kunne forekomme offentlige afbrændinger af hellige bøger som Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor. Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.”

Der var dog den alvorlige hage ved Straffelovrådets konklusion, at man havde overset, at Rigsadvokaten i 1997 afviste at rejse tiltale mod den ovennævnte dansk kunstner Søren Mosegaard, der afbrændte Bibelen i TV-Avisen.

Denne sag blev ikke nævnt med et ord i betænkningen, hvorfor dens konklusion hviler på spinkelt grundlag. Som en slags nutidigt ekko af Kammeradvokatens kreative figenblad for at fratage Thorsen støtten til sin Jesus-film i 1975.

Okay at brænde flag, men ikke bibler
Det er også interessant at sammenligne den daværende regerings begrundelse i denne sag med dens indstilling i et lignende spørgsmål. For i 2012 fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag, der ville gøre det strafbart at brænde Dannebrog. Daværende justitsminister Morten Bødskov udtalte:

”Vi lægger i Danmark vægt på, at der er en udstrakt grad af ytringsfrihed. Man skal i et demokratisk samfund som det danske frit kunne ytre sig kritisk om landet. Den danske lovgivningsmagt bør efter regeringens opfattelse derfor ikke kriminalisere meningstilkendegivelser, hvorved Danmark kritiseres, uanset hvordan denne kritik af Danmark bliver udtrykt. Det gælder også, hvis kritikken udtrykkes ved en afbrænding af det danske flag.”

Socialdemokratiet stod nu der, hvor man mente at retten til at afbrænde nationale symboler var en vigtig del af ytringsfriheden, mens afbrænding af religiøse bøger, burde kunne straffes. Så længe blasfemiparagraffen i praksis var død, kunne man med de pragmatiske briller, mene at dette alene var et teoretisk spørgsmål for princip-ryttere, og ingen praktisk relevans havde.

Men i februar 2017 valgte anklagemyndigheden i Nordjylland at genoplive blasfemiparagraffen ved at rejse tiltale mod en dansk mand, der afbrændte Koranen og lagde et videoklip heraf op på Facebook. Uanset at der altså lå tidligere praksis for at tillade afbrænding af hellige bøger. Det i sig selv burde medføre alvorlige betænkeligheder hos landets ledende politikere.

Men uanset denne inkonsistens, står Socialdemokratiet ved sin fortsatte støtte til blasfemiparagraffen. Det er dog en fejl at tro, at blasfemiparagraffen alene er et rent principielt spørgsmål uden reel samfundsmæssig betydning. Dels er paragraffen nu vækket til live på tvivlsomt grundlag, dels vidner frygten for Koran-afbrændinger (ingen frygter en afbrænding af Biblen) om at afvisningen, reelt set skyldes frygt for en ny Muhammed-krise og en forøget risiko for vold og uro. Men dermed siger man også, at det i praksis er mennesker med værdier, der står i diametral modsætning til de, der ellers gælder i Danmark, der med vold og intimidering skal afgøre, hvor ytringsfrihedens grænser trækkes.

Det er om noget et spørgsmål af både vital praktisk og principiel betydning.

I både Island og Norge valgte man da også at ophæve blasfemiparagraffen efter angrebet på Charlie Hebdo.

Tilbage til rødderne
Socialdemokratiet har - efter en lang og intens debat - valgt at ændre kurs i udlændingespørgsmålet. Mette Frederiksen begrundede kursændringen med at indvandringen ”har haft nogle enorme konsekvenser for vort samfund. Ikke bare samfundsøkonomisk, men også kulturelt og værdimæssigt.”

Blandt de værdier som Socialdemokratiet historisk har kæmpet for, med store ofre, er retten til frit at kritisere, spotte og håne autoriteter og ideer, politiske som religiøse. Den kamp har været afgørende for at Danmark er blandt de lande i verden med den frieste debat.

Den socialdemokratiske kursændring er dog ikke fuldendt uden at man samtidig kæmper for at fastholde de værdier, man har indset er truet af, at der er kommet mennesker til landet, hvoraf nogle ønsker at skrue tiden tilbage til dengang Harald Brix skulle være heldig med at ryge i fængsel for blasfemi.

For at sikre, at det ikke er ekstremistiske kræfter, der reelt bestemmer hvor grænserne for religionskritik bliver trukket her i landet, er der derfor brug for at Socialdemokratiet også på dette område vender tilbage til rødderne. På tirsdag har man chancen.

 

Jacob Mchangama er direktør for den juridiske tænketank Justitia.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.