Annonce

S-spids i Kolding forlader byrådet

Socialdemokratiets borgmesterkandidat gennem de sidste otte år forlader politik. Han har fået nyt job som embedsmand i Haderslev Kommune.
Efter 13 år som gruppeformand og to forsøg som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Kolding pakker 52-årige Christian Haugk nu sammen og siger tak for denne gang til politik. Det skriver Jydske Vestkysten.

Årsagen er, at Christian Haugk har fået nyt job som kultur-, fritids- og landdistriktschef i Haderslev Kommune, og nye job i nabokommunen ønsker han ikke at kombinere med et fortsat medlemsskab af Kolding Byråd.

”Jeg har lige sendt en mail til borgmester Jørn Pedersen og kommunaldirektør Thomas Boe om, at jeg ønsker at udtræde af Kolding Byråd 30. marts. Mit nye job er jo et job i et niveau, som kræver fuldt fokus,” siger Christian Haugk til avisen.

Christian Haugk overtog spidskandidaturet i Kolding efter tidligere borgmester Per Bødker Andersen og han stod første gang i spidsen for partiet ved valget i 2013, hvor han ledte partiet til en lille fremgang på 2,4 procentpoint til 21 %, men formåede ikke at skubbe Venstre-manden Jørn Pedersen ud af borgmesterstolen. Ved valget i november var han igen spidskandidat og her fik socialdemokratiet en lille tilbagegang på 1,5 procentpoint til 20,5 %.

Ingen afløser parat
Socialdemokratiets lokalformand i Kolding, John Jespersen, modtog nyheden onsdag eftermiddag og kan endnu ikke sige noget om de ændringer, som Christian Haugks farvel kommer til at betyde for byrådsgruppen.

”Det er vi nødt til at tale om i bestyrelsen først. Men jeg kan godt sige, at vi er rigtig kede af, at Christian forlader os. Han har været en god frontfigur i mange år,” siger han til JydskeVestkysten.

Der er foruden Christian Haugk fire socialdemokratiske medlemmer af byrådsgruppen i Kolding. En af dem er den førnævnte tidligere borgmester Per Bødker Andersen, så hvis en eventuel afløser skal findes i gruppen, så står valget mellem enten Poul Erik Jensen, Hanne Dam og Hamlaoui Bahloul.

Socialdemokratiets førstesuppleant er i øvrigt Elvis Comic på 22 år, der i øjeblikket er ved at uddanne sig til at blive ejendomsmægler.

Christian Haugk forlader et job som leder af spillestedet/kulturhuset Godset i Kolding, hvor han har været siden 2002.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce