”Hvis ikke Socialdemokraterne havde hejst et flag og sagt, ”vi tror, det giver større problemer, end det vil løse”, havde vi gennemført øremærket barsel,” siger hun i interviewet og vælger at lægge hele ansvaret for beslutningen over på socialdemokraterne:

”I respekt for, at det var et meget stærkt ønske for Socialdemokraterne, må vi nu gå andre veje.”

I de seneste måneder har man på busstoppesteder og reklamesøjler kunne se annoncer fra De Radikale om at de både lytter og overvejer tingene, inden de tager beslutninger. Men i det her tilfælde ser man de radikale stå først ved håndvasken, når ansvaret tynger.

At det er illoyalt overfor regeringssamarbejdspartnerne, siger næsten sig selv og de fleste socialdemokrater føler sig nok rimelig dækket ind, når DSU-formand Camilla Schwalbe henvendt til Vestager på Facebook skriver: ”Når vi tager skraldet for dagpenge og finansskat, så er det en samlet regering, der har truffet beslutningen?! Når det er barsel, så er det kun S-politik? Det er jo så langt ude. Hvad skal man med fjender, når man har venner som dig”.

Loyalitet eller ej, så viser beslutningen om fædrebarsel en grundlæggende forskel på Socialdemokraterne og de radikale.

Helle Thorning-Schmidt og de ledende socialdemokraterne kiggede hinanden i øjnene og tog en beslutning. Denne regering skulle ikke være den første i Danmarkshistorien som indskrænkede barselsorloven. Det er der ellers alle mulige gode økonomiske argumenter for, at gøre.  Det ville både hæve arbejdsudbuddet og øge skatteindtægterne. Det ville være godt for ligestillingen, når kvinder fik mere tid på arbejdsmarkedet og mænd fik lidt mindre.

Men at socialdemokraterne med Helle Thorning-Schmidt i spidsen ikke ville stå som partiet, der lavede en barselsorlovsordning der betød, at kun forældre med de gode overenskomster kunne få fuld glæde af barselsorloven, det er ikke svært at forstå. Det er forskellen på, at være et parti for den hårdtarbejdende middelklasse og så at være et parti for højtuddannede akademikere i storbyen.

Socialdemokraterne valgte i dette tilfælde at lytte til de bekymringer der var og reagerer på det. Og i stedet for at skulle trækkes igennem endnu en omgang, som man så det med dagpengene, hvor de radikale insisterede på at ”sådan er det bare”, mens både S og SF’s bagland skreg efter en løsning.

Helle Thorning-Schmidt og de øvrige socialdemokrater valgte at trække stikket på fædrebarslen, fordi det ville ramme skævt. Det er en forståelig beslutning og det er ikke mindst en fælles beslutning, som de radikale burde bakke op om.