Minister for offentlig innovation Sofie Løhde præsenterede i weekenden et nyt udspil til offentligt-privat samarbejde. Står det til ministeren, skal private investorer som fonde og pensionskasser kunne skyde penge i løsningen af velfærdsopgaver, til gengæld for at få andel i et fremtidigt afkast.

Socialdemokraternes ordfører Pernille Rosenkrantz-Theil var hurtigt ude med en replik: ”Jeg tror, at der er en god mulighed for at lave meget mere velfærd på den her måde”, sagde Rosenkrantz-Theil ifølge Ritzau.

Ideen er, at de mange milliarder kroner, der ligger opsparet i eksempelvis landets pensionskasser, kan komme ud at arbejde til gavn for fællesskabet. Ministeren taler om at lade investorer skyde penge i såkaldte ’sociale investeringsprogrammer’, der eksempelvis kan få langtidsledige i job, mindske sygefraværet eller afvænne misbrugere.

Formålet er, at skabe en win-win-win-situation for både det offentlige, borgerne og investorerne. Den offentlige sektor får en stor økonomisk indsprøjtning til at foretage investeringer, der måske først viser deres afkast om mange år. Borgerne får gavn af nye investeringer, som ellers aldrig var blevet foretaget. Og pensionsopsparerne – det vil sige lønmodtagerne – får mulighed for at investere i udviklingen af vores velfærdssamfund, frem for i udenlandske værdipapirer.

Socialdemokratisk tankegods fra 90’erne
Løhdes udspil betegnes i Berlingske som et ”nybrud”. Ideen med sociale investeringsprogrammer er da også ny. Men den grundlæggende tanke er faktisk i tråd med det, der gennem mere end 25 år er blevet fremsat fra socialdemokratisk side: Nemlig at lade private investorer skyde penge i langsigtede offentlige projekter.

Til forskel fra en almindelig udlicitering, hvor det offentlige bestiller et privat firma til at levere en opgave, så er der her tale om et samarbejde mellem den offentlige og den private sektor. Dermed lægger regeringen sig i

Allerede med programmet ”Gang i 90’erne” fra 1989, der dannede grundlag for mange af Nyrup-regeringens reformer op gennem 90’erne, blev der talt om ”fornyelse af den offentlige sektor”. Det skete med henvisning til en rapport fra de nordiske socialdemokraters samarbejdsorganisation SAMAK, ”Fornyelse i den offentlige Sektor”, der blandt andet åbnede op for mere privat initiativ.

I 1992 talte man i det socialdemokratiske arbejdsprogram ”På menneskets vilkår” om at inddrage pensionsfonde i forbindelse med investeringer i energi og miljø: ”På såvel miljø- og energiområdet som i det nye samarbejde mellem den offentlige og private sektors erhvervsudvikling kan og bør pensionsfonde løfte en række betydelige investeringsopgaver - netop i kraft af evnen til at vurdere de økonomiske investeringer over en længere periode”.

Den linje blev fulgt op gennem 90’erne og 00’erne, hvor Socialdemokratiet af flere omgange forslog at inddrage fonde og pensionskasser i finansieringen af de fælles opgaver, til gavn for både pensionsopsparerne og samfundet som helhed.

I programmet ”Fair Løsning 2020”, der blev præsenteret forud for valget i 2011, hed det, at ”Partnerskaber på tværs af grænsen mellem offentligt og privat kan åbne nye muligheder for at kommercialisere de løsninger, der udvikles i forhold til den offentlige sektors opgaver.”

Der stod desuden, at ”Vi vil bl.a. åbne nye muligheder for, at store institutionelle investorer som pensionskasserne, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og ATP i højere grad end i dag kan påtage sig opgaver med at anlægge og vedligeholde offentlig infrastruktur som fx udvalgte veje, jernbaner eller skoler”. Det hed endvidere, at ”Herved udnyttes den private sektors markedsmæssige og faglige ekspertise til at give den offentlige velfærd et løft.”

Kritiserede Corydon for at droppe pensionskasser
Trods ambitionerne i Fair Løsning, så kom der ikke gang i investeringerne fra pensionskasserne under S(F)R-regeringen. Finansminister Bjarne Corydon mente ikke, at det var en rentabel model for statskassen. Og den udmelding mødte omfattende kritik, blandt andet fra fagbevægelsen:

”Det er ærgerligt at skulle sidde og være med til at investere i infrastrukturprojekter i udlandet, frem for at vi finder en løsning på, hvordan vi også kan bringe lønmodtagerpenge i spil her i Danmark”, udtalte daværende 3F-formand Poul Erik Skov Christensen tilbage i 2012.

Og hos Enhedslisten ærgrede finansordfører Frank Aaen sig over, at der ikke blev oprettet et offentligt-privat partnerskab om en miljøpulje i forbindelse med finanslovsaftalen for 2013: Enhedslisten er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke kom med i finanslovaftalen”, lød det.

Skal bevares på demokratiske hænder
Et forbehold har dog gået igen i de socialdemokratiske arbejdsprogrammer i alle årene: Det skal være demokratisk valgte politikere, der styrer og definerer opgaven og fører kontrol med kvaliteten.

”For Socialdemokratiet er det vigtigt, at det overordnede ansvar for centrale velfærdsopgaver altid varetages af de folkevalgte organer. Det er politikerne, der skal definere opgaverne, beslutte finansieringen og kontrollere opgaveløsninger samt kvalitet.”, hedder det eksempelvis i arbejdsprogrammet ”Fælles fremtid - Fælles mål” fra 1996.

Også her lægger Rosenkrantz-Theil sig på det, der har været linjen i den nyere socialdemokratiske historie: ”Det er vigtigt, at det er politikere og fagfolk, der bestemmer, hvad det er for en indsats, der er behov for. Det er ikke fonde og pensionskasser, der skal definere det”, udtaler hun til Ritzau.

Så weekendens udspil er måske nok et nybrud set fra Venstreregeringens side. Set fra en socialdemokratisk synsvinkel ligger grundtankerne dog i forlængelse af det, der faktisk har været den socialdemokratiske holdning i over 25 år.