Annonce

S til valg på ”Det Danmark du kender”

Der var ikke mange politiske nyheder eller konkrete forslag, da Helle Thorning Schmidt præsenterede hendes og partiets valgprogram torsdag.
Foto: Helle Thorning, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen inden pressemødet (Fra Thornings Facebook)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var flankeret af finansminister Bjarne Corydon og justitsminister Mette Frederiksen, da hun fredag fremlagde Socialdemokraternes valgprogram på et pressemøde i Aarhus.

Statsministerens budskab på pressemødet var, at partiet fortsat vil forsøge at balancere mellem yderfløjene.

"Dem som vil have revolutioner eller liberale eksperimenter, de bliver skuffede, hvis de stemmer på Socialdemokraterne," sagde hun ifølge altinget.dk.

Valgoplægget ”Det Danmark du kender” indeholder, foruden en nærmest minutiøs gennemgang af alle regeringens resultater, partiets overordnede prioriteringer for de næste fire år. De fleste af prioriteringerne er dog allerede ”kendt stof” som partiet, som en del af regeringen, har fremlagt.

Helt overordnet går Socialdemokraterne til valg på tre punkter: Styr på økonomien, flere job og bedre velfærd. Der er desuden en række områder som allerede tidligere er blevet præsenteret, blandt andet strammere asylregler og krav til nye udlændinge., regeringens sociale 2020-mål og naturplanen.

Punktet ”styr på økonomien” dækker over, at man vil implementere den 2020-plan ”Danmark på sikker vej” som Helle Thorning-Schmidt og Morten Østergaard præsenterede dagen inden valget blev udskrevet. Punktet indeholder et – mere eller mindre - konkret løfte: ”Socialdemokraterne siger nej tak til skattelettelser, som ikke er finansierede eller som betyder, at vi ikke kan investere i vores velfærd.”.

Løfter til Udkantsdanmark
Socialdemokraterne vil med deres valgoplæg også gerne arbejde for, at der på trods af flytningen fra land til by sikre, at man fortsat kan bo og arbejde i landdistrikterne. Socialdemokraterne foreslår blandt andet bedre adgang til bredbånd, billigere færgetakster til de danske øer (dog ikke 40 procents reduktion!) og at man vil kigge på udflytningen af statslige arbejdspladser fra København til provinsen.

Socialdemokraterne mener også, at planloven skal være mere fleksibel ”så det bliver lettere at udvikle virksomhed”.  En opblødning af den nuværende planlov har længe været et hedt ønske hos flere borgerlige partier, der mener at der for nuværende tages lidt for meget hensyn til miljøet, på bekostning af erhvervslivet.

Ikke flere penge til udviklingsbistand
En af de mere konkrete ændringer i udspillet er, at Socialdemokraterne ikke mener det er muligt, at hæve det danske niveau for udviklingsbistand fra det nuværende på 0,8 % af Bruttonationalindkomsten (BNI) til de af FN anbefalede 1,0 procent.

”… Vi mener ikke, at der er råd til at hæve udviklingsbistandens andel af BNI i den kommende valgperiode.”

Den udmelding skabte lidt uenighed med regeringspartneren de radikale, der mener at det fortsat bør være Danmarks ambition at nå op på 1,0 procent.

Intet om dagpenge og meget lidt om social dumping
To af valgkampens store temaer er til gengæld fraværende i Socialdemokraternes valgoplæg. Ordet ”dagpenge” er ikke nævnt med et eneste ord. Også hele diskussionen om social dumping berøres kun helt overfladisk.

Men for at det skal blive til noget, så kræver det jo at Socialdemokraterne genvinder regeringsmagten og får flertal for det.

Hele valggrundlaget kan læses her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet