S: Tre års sparekurs kan ikke opvejes af et år med gaver

Socialdemokratiet ønsker, at der på næste års finanslov bruges mere på bedre ældrepleje, mere omstilling og bedre muligheder for opkvalificering  

Folketinget debatterede torsdag næste års finanslovsudspil og inden debatten begyndte, præsenterede Socialdemokratiet deres prioriteringer i udspillet ”Gør gode tider bedre – for alle”, med henvisning til et gammelt socialdemokratisk valgslogan fra statsminister Viggo Kampmanns tid.

Ifølge udspillet, så vil Socialdemokratiet blandt andet vil prioritere ældrepleje, sætte mere gang i den grønne omstilling, afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelse og forbedre muligheden for opkvalificering, så virksomhederne ikke kommer til at mangle arbejdskraft.

Pengene til prioriteringerne skal komme fra statens reserver – det såkaldte råderum - og fra at omlægge arvebeskatningen, så de rigeste arvinger skal betale mere, og ved lavere tilskud – den såkaldte koblingsprocent - til privatskolerne.

”Socialdemokratiets hovedprioritet er for det første at sikre et stærkere velfærdssamfund: med en bedre omsorg og værdighed i vores ældrepleje, så der er tryghed for, at vores ældre får en værdig alderdom. Og hvor vi genskaber nærheden,” sagde partiets finansordfører Benny Engelbrecht i sin ordførertale.

Øverst på partiets ønskeseddel står bedre ældrepleje.

”I takt med at vi bliver flere ældre, er der ikke blevet afsat tilsvarende midler til ældreplejen. Når kun en ud af fire danskere har tillid til, at de kan forvente en værdig ældrepleje, skal vi sætte ind. Der skal være tid og medarbejdere nok til at sikre nærvær,” lød det fra Benny Engelbrecht.

Et års gaver kan ikke skjule tre års nedskæringer
Regeringen har i finansloven lagt op til, at den vil løfte velfærden med 4,2 milliarder kroner. Men det løft kan ikke opveje, at man i de foregående år under Lars Løkke har sparet, lød det fra den socialdemokratiske ordfører.

”Man bliver skuffet når man slår op i finanslovsforslaget, for regeringen fortsætter de sidste tre års sparekurs på kernevelfærden. Det ændrer en enkelt finanslov i et valgår, hvor man leger julemand, ikke på,” sagde han.

Mens der er kommet flere ældre, siden Lars Løkke Rasmussen trådte til, er antallet af offentligt ansatte i samme periode faldet en smule.

”Jeg tror, at danskerne oplever at vores velfærdssamfund er under pres i de her år: Det er konsekvensen af, at regeringen tre år i træk har skåret ned på velfærden. Mens der bliver flere børn og flere ældre, sparer regeringen, så der er færre offentligt ansatte til at tage sig af dem,” sagde Benny Engelbrecht.

Vil afskaffe ældres brugerbetaling
Det socialdemokratiske finanslovsudspil blev kritiseret, blandt andet af Venstres finansordfører Jacob Jensen, for ikke at være videre konkret og for ikke at sætte beløb på prioriteringerne. Socialdemokratiet havde dog et meget konkret ønske med til forhandlingerne.

Det er kommet frem, at ældre patienter i flere kommuner afkræves op mod 150 kroner om dagen for mad, medicin og tøjvask, når de er indlagt på en kommunal akutstue frem for på et sygehus.

Det er brugerbetaling i sundhedsvæsenet, og det vil Socialdemokratiet afskaffe. Partiet vil derfor konkret afsætte 100 millioner kroner på næste års finanslov. Et ønske, som regeringen nu overvejer at ville efterkomme.

 

 

 

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce