S: Uber-dom skal have konsekvenser

Socialdemokraterne har kaldt justitsminister Søren Pind i samråd, hvor han skal forklare sig om Uber-dom og fortsat ulovlig Uber-kørsel.
Selv om der for længst er faldet dom over seks Uber-chauffører, så fortsætter selskabet med at tilbyde pirattaxi-kørsel i Københavnsområdet.

Derfor vil Socialdemokraterne have justitsminister Søren Pind til at forklare, hvad politiet gør for at taxi-loven overholdes. Det skriver Fagbladet 3F.

Den socialdemokratiske social dumping-ordfører Mattias Tesfaye mener, at lavtlønnede taxi-chauffører også har krav på at være beskyttet af retsstaten.

- Mange vognmænd og taxichauffører oplever, at loven bliver brudt af Uber-chauffører. De mister indtjening i et omfang, så deres levebrød er truet. Selvom der er faldet en klar dom, og der er klar retspraksis efter dommen. Det er afgørende for retssamfundet, at det har konsekvenser, når loven overtrædes, siger han til Fagbladet 3F.

Mattias Tesfaye mener, at respekten for lov og orden forsvinder, når selskabet fortsætter som om intet er hændt. Det provokerer socialdemokraten.

- Især når lovovertrædelserne er så organiseret som lige nu i Storkøbenhavn. Der skal slås hårdt ned på det. Det er organiseret kriminalitet, og respekten for retsstaten forsvinder. Det provokerer min retsopfattelse, at der er så store problemer med at håndhæve taxiloven. Derfor indkalder vi justitsministeren til samråd, siger Mattias Tesfaye.

Spørgsmålet til justitsministeren kommer efter at Fagbladet 3F har dokumenteret, at Uber-bilerne fortsat er massivt til stede i hovedstadsområdet.

Fagbladet 3F har igennem en periode 14 dage kortlagt, at den gennemsnitlige ventetid på en pirattaxa fra Uber er på seks minutter om natten og kun fire minutter om dagen.

Flere retssager i vente
To ud af de seks dømte Uber-chauffører har anket deres dom til landsretten, mens de sidste fire har søgt procesbevillingsnævnet om lov til at anke deres dom, fordi bøden er på under 3.500 kroner. Den sag skal for retten i november.

Først når der er faldet dom i landsretten vil anklagemyndigheden tage stilling til, om der skal rejses sag mod selve selskabet Uber.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook