S skal ud af radikal spændetrøje

Det går ikke længere, at De Radikale skal bruge Socialdemokratiet som sit politiske brohoved til at gennemfører deres politik overfor eksempelvis flygtninge og indvandrere. En politik, som der ikke er klangbund for blandt Socialdemokraternes vælgere.
Dengang de blev kaldt ”ikke stuerene” viste det sig, at det langt fra afholdte vælgere fra at stemme på DF. DF bed tænderne sammen og fortsatte deres eget politiske projekt. Selv da den nuværende formand for Folketinget fik dom for, at det var i orden at kalde hende racist, faldt vælgertilslutningen ikke.

Vælgerne er heller ikke rendt skrigende væk i hobetal, når DF har slugt politiske kameler af gigantiske størrelser og befundet sig milevidt fra de tilsagn, der blev givet i de enkelte valgkampe. Kronen på værket var vel sidste valg, hvor den massive tilslutning næsten var for meget til, at partiet kunne nægte at tage et medansvar.

Den massive og loyale opbakning får DF især fra de grupper på arbejdsmarkedet, der omfattes af betegnelsen 'ufaglært arbejder', samt fra faglærte i såvel produktion som anden form for håndværk. Tilslutningen fra vælgerne til DF har gennem årene været stor, stigende og forholdsvis konstant.

Tonedøvhed over for baglandet
Det kan umiddelbart undre, at Socialdemokraterne, der nu gennem næsten 20 år har oplevet presset fra DF, ikke har fået lagt og gennemført strategier, der kan imødegå dette pres. En af de centrale årsager hertil har i udgangspunktet ikke noget med DF at gøre, men afsæt i, at Socialdemokraterne siden 90’erne, har været bundet op på en uholdbar alliance med De Radikale.

Folks frustrationer og virkelighed blev overhørt

For at sikre ro i alliancen medførte det en utrolig tonedøvhed fra ledende socialdemokrater overfor både partiapparat, medlemmer og den del af befolkningen, der kunne/burde være medlemmer. Folks frustrationer og virkelighed blev overhørt og partiapparatet blev reduceret til en kampagnemaskine for at sikre de valgte genvalg.

Især når det at please De Radikale og deres nedskæringstogter overfor almindelige lønmodtagere i den grad griber om sig, så ledende socialdemokrater med stolthed over for udlandet udtaler, at ”vi er gået reformamok”. Mange tog sig til hovedet over de massive forringelser, der i virkeligheden lå bag de bemærkninger.

Topmål af Radikal selvforståelse
Topmålet af Radikal selvforståelse leverede Morten Østergård, hvor han i de sidste dages valgkamp, i en politisk selvmordsaktion, gik ud og talte for nye forringelse i folkepensionen. De gned sig så længe i hænderne i hænderne i DF, at det dampede.

Hos mange socialdemokrater tog Morten Østergård der al luft ud af fremtidige overvejelser om politisk samarbejde. Dette i forlængelse af, at De Radikale bar en aftale om at fjerne efterlønnen med de borgerlige inden valget, ind i regeringssamarbejdet med S og SF.

De gned sig så længe i hænderne i hænderne i DF, at det dampede

De Radikales pris for samarbejdet med Socialdemokratiet har gennem de seneste 15 til 20 år været af en karakter, der både afmonterede mange gode arbejdsmarkedspolitiske værktøjer, men også gjorde det umuligt for Socialdemokratiet at forholde sig til aktivt til udfordringerne fra DF.

Og lad mig sige det klart: Det går ikke længere, at De Radikale skal bruge Socialdemokratiet som sit politiske brohoved til at gennemfører deres politik overfor eksempelvis flygtninge og indvandrere. En politik, som der ikke er klangbund for blandt Socialdemokraternes vælgere.

Socialdemokratiet genopfinder sig selv
Socialdemokraterne er heldigvis ved at genopfinde sig selv, også på dette spørgsmål. Der er overhovedet intet mærkelig i, at masser af danskere vender sig imod enhver tanke om flere fremmede i dette land. For i øjeblikket oplever mange danskere, at det sociale sikkerheds bliver voldsomt forringet.

Mange oplever i disse år, at det politiske mantra om, at vi skal se potentialet i enhver, nu næsten nu er ensbetydende med, at hvis du blot kan arbejde 15 minutter om dagen, så er der ingen ret til førtidspension, din arbejdsplads skal indrettes med en seng, og hvis du ikke vil være med til det, så mister du din overførselsindkomst! Rigtig mange mennesker oplever gennem de seneste ændringer af sociallovgivning og arbejdsmarkedspolitik at være solgt til stanglakrids i kommunernes jobcentres excelregneark, næsten uden rettigheder.

Flere og flere oplever ikke det sociale sikkerhedsnet, men et monster i forklædning af veltalende og kultiverede mennesker, der god kan forstå tingene er svære, ”- men jeg kan jo ikke lave reglerne om for dig”. Og det bliver meget værre fremover – mange vil opleve at få store problemer på grund af nedskæringer i ydelser og regler, der forringer mulighederne for den enkelte.

Flere og flere oplever ikke det sociale sikkerhedsnet

Blot et lille eksempel: Når Socialdemokratiet for et par uger siden var ude at foreslå, at der skulle ydes 200.000 kroner til genplacering af hver flygtning i hjemland, så vælter læsset for mange. At give folk 200.000 kroner for at rejse væk fra et land, de ikke er inviteret til, samtidig med at mange ikke kan få deres egen økonomi til at hænge sammen.

Og så er det fuldstændig ligegyldig, at nogen stiller sig op og forklarer, at det er billigere end så meget andet. Det virker som en hån overfor de danskere, der ikke selv har for meget. Mange vil finde, det er tilstrækkelig storsind at give dem til en togbillet hjem.

En ny stor fortælling om fremtiden
Da jeg som unge knægt i Struer spurgte min bedsteforældre, hvor jeg voksede op, hvem de stemte på til folketingsvalg, var svaret: ”Socialdemokratiet selvfølgelig, de passer jo på små folk som os”. Så var det ligesom sat på plads.

Den ubegrænsede tillid til Socialdemokratiet som den skabende kraft for et retfærdig og ordentlig samfund for alle venter på at blive forløst på ny. Ikke i det elitære krydsfelt med De Radikale, eller i hånlige bemærkninger om DF-vælgernes intellekt.

Men ved at socialdemokraterne tager dem i hånden, der har behov for det. Og rækker hånden ud til de mange, der gerne ser ordentlighed og et stærkt fællesskab som bærende kraft. Der er rigeligt at tage fat på, der er materiale nok til en ”Ny Stor Fortælling om Fremtiden”.

 

Poul Erik Skov Christensen var 1995-2013 formand for Danmarks største fagforbund SID, senere 3F. Han har tidligere arbejdet som blandt andet sømand, skibsværftsarbejder og jord- og betonarbejder.

Det gule Danmark: Godt et år efter, at Dansk Folkeparti blev landets største borgerlige parti, sætter Netavisen Pio i artikelserien ’De gule Danmark’ fokus på Dansk Folkeparti, den største succeshistorie i nyere Danmarkshistorie.

Tidligere bragte indlæg i serien:
DF - Den største succes i nyere dansk politik
Hvordan besejrer vi Dansk Folkeparti?

Tidligere forbundsformand for 3F og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederikssund Kommune for Socialdemokratiet. 


Kommentarer fra Facebook