S: Venstre-borgmester bruger fake news i sin valgkampagne

Carsten Kissmeyer (V) sår tvivl om lægehelikopternes fremtid. Rent stemmefiskeri, mener næstformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S)
Bevar akutlægehelikopterne – et spørgsmål om liv og død.

Det postede borgmester Carsten Kissmeyer i Ikast-Brande for nylig på sin Facebookside.

Det vækker forundring hos Anders Kühnau (S), næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland, da det slet ikke er på tale at skære i lægehelikopterne.

Tværtimod, regionen overvejer at indsætte en ekstra, fortæller han til Netavisen Pio:

”Han skaber utryghed om en ordning, som der er fuldstændig enighed om at bevare. Det er jo absurd. Jeg mener faktisk, at det hører under kategorien ’fake news'.’”

Carsten Kissmeyer: Et spørgsmål om liv eller død
Carsten Kissmeyer har siden 2002 været borgmester i Ikast kommune, som efter kommunalreformen skiftede navn til Ikast-Brande kommune, og han stiller nu op som regionrådsformand i Region Midtjylland.

En del af hans valgkampagne går på at beskytte akutlægehelikopterne, fordi de vil være med til at afgøre om ”folk også fremover tør bosætte sig i Thy eller Thyborøn, hvor der er langt til nærmeste hospital,” forklarer han til Netavisen Pio.

Akutlægehelikopterne har eksisteret på permanent basis siden den 1. oktober 2014, og der er i dag tre helikoptere, som flyver over hele landet. De nyeste tal viser, at anvendelsen af lægehelikopterne er stigende – de tre helikoptere blev brugt 40 procent mere i 2016 end i 2015.

Anders Kühnau: Rent stemmefiskeri
Anders Kühnau (S), som er næstformand i regionsrådet, mener, at Kissmeyers bekymring er ren populisme.

Det er jo absurd, at skabe usikkerhed om en ordning, der er fuldstændig enighed om at bevare.

”For det første er det her en national ordning, og ikke noget som regionsrådet har magt til at lukke. For det andet, er det et område, som vi netop har kæmpet for at styrke. Vi ønsker blandt andet at få en base i Skive, og vi er ved at lave to nye landingspladser ved Skejby Hospital.

Det ville vi jo ikke gøre, hvis vi samtidig, havde planer om at nedskalere ordningen,” siger Anders Kühnau, som uddyber, at man lige nu overvejer, om der skal indsættes en fjerde helikopter.

Problemet er bare, at folk bliver enormt sure, når de finder ud af, at der slet ikke er noget i hans kampagne.

”Det er jo absurd, at skabe usikkerhed om en ordning, der er fuldstændig enighed om at bevare. Det bidrager jo til at skabe utryghed blandt borgerne, når man drager tvivl om en ordning, som fungerer.

Jeg synes hellere, vi skulle diskutere nogle områder, hvor der reelt er behov for forbedringer, men det forsømmer han muligheden for. Jeg kan ikke andet, end at se det som rent stemmefiskeri.”

”Problemet er bare, at folk bliver enormt sure, når de finder ud af, at der slet ikke er noget i hans kampagne.”

Grund til at være særligt opmærksom
Carsten Kissmeyer bekræfter overfor Netavisen Pio, at det ikke er en aktuel politisk diskussion, da der rent politisk er enighed om at bevare ordningen. Men han mener, at der er grund til at være særligt opmærksom på ordningen, da der i visse ”faglige kredse” af og til bliver luftet kritik af helikopterordningen.

Kan du nævne et konkret eksempel på denne kritik?

Der er masser af konkrete eksempler, det har været oppe i medierne i årevis.

Ja, men så skal jeg lige google det. Ja, her er for eksempel et eksempel i Kristeligt Dagblad fra 2007.

Men kan du nævne et konkret eksempel?

Ja, men så skal jeg lige google det. Ja, her er for eksempel et eksempel i Kristeligt Dagblad fra 2007.

Men det er ti år siden. Er der ikke et nyere eksempel?

Jo da, der er masser. Her er også en artikel fra 2012.

Det er så fra før ordningen trådte permanent i kraft. Er du ikke bange for, at du er med til at skabe utryghed blandt borgerne, når du drager tvivl om helikopterne, selv om der ikke er en aktuel diskussion om deres fremtid?

Nej slet ikke. Vi vurderer, at vi er med til at skubbe i en retning, der skaber mere tryghed i og med, at vi arbejder for ar fremtidssikre ordningen for vores borgere.

 

Som opfølgning på telefoninterviewet sender Carsten Kissmeyer en sms, hvori han henviser til en rapport fra 2012, hvori der rejses tvivl om ordningens effekt. Han understreger, at der har været meget skriveri om rapporten, og at dens indhold er noget, som folk ikke har glemt.


Flere artikler om emnet

Annonce