Annonce

S vil have loft over spillebonusser

For at dæmpe ludomani, forslår Socialdemokratiet at spillefirmaer maksimalt skal kunne lokke nye kunder med 1.000 kroner i spillebonus.
Tilmeld dig nu og få op til 2.500 kroner i bonus på din indbetaling. Sådan kunne et fristende tilbud for et af de mange betting- eller gamblingsites lyde. Det betyder almindeligvis, at når en ny kunde tilmelder sig et bettingsite, så forøger bettingfirmaet det beløb som kunden sætter ind, med 100, 200 eller 500 procent.

Men den praksis vil Socialdemokratiet nu have lagt en dæmper på. Derfor foreslår partiet nu en række begrænsning på de bonusser, som spilleselskaberne bruger for at lokke de nye kunder ind i folden med.

Eksempler på forskellige bonusordninger hos Bet365.

Skatteordfører Jesper Petersen siger til DR, at han forestiller sig et bonusloft på 1000 kroner, samtidig med at man lægger begrænsninger på, hvor mange gange bonusbeløbet kan spilles igennem, før man kan trække pengene ud igen.

Derfor loftet foreslår Socialdemokratiet, at man maksimalt må kræve beløbet gennemspillet to gange, før der kan udbetales. Hos eksempelvis LeoVegas Live Casino skal man lige nu omsætte- altså gennemspille - ens bonus 35 gange, før at man kan få den udbetalt.

Andre sider har desuden regler for hvor høje odds skal være, for det tæller. Hos Bet365 skal man eksempelvis minimum spille til odds 1,4 for at det tæller som omsætning.

Og de mange forskellige regler for hvordan man får sin bonus igen er et problem, mener Jesper Petersen.

”Set fra et forbrugersynspunkt er det meget svært at gennemskue et tilbud, der er baseret på, at man skal spille sit indskud igennem en masse gange,” siger Jesper Petersen til DR.

Færre spiller – flere ludomaner
En rapport fra SFI fra forrige år viser, at siden man liberaliserede spillemarkedet er der ikke blevet flere danskere der gamblede, tværtimod – men der er til gengæld kommet langt flere ludomaner, blandt andet lokket af aggressiv markedsføring.

SFI vurderede dengang, at der er cirka 125.000 danskere, der enten har eller er i risiko for at have et problem med spil. Og at der er omkring 10.000 ludomaner i Danmark. Og at det især er yngre mænd, som er i farezonen for at udvikle ludomani.

Socialdemokratiets forslag skal ifølge Jesper Petersen være med til at lægge en dæmper på ludomani.

”Vi ved fra undersøgelser, at store bonusser er en af årsagerne til ludomani,” siger han til DR.

Han fremhæver Danske Spil, der i forvejen har et loft over sine bonusser på netop 1000 kroner.

Forslaget fra Socialdemokratiet får umiddelbart opbakning fra Dansk Folkeparti, hvor skatteordfører Dennis Flydtkjær erklærer sig villig til at diskutere forslaget.

Det samme er Venstre ifølge partiets skatteordfører, Louise Schack Elholm. Venstre har dog selv et udspil på vej på spilleområdet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet