Annonce

S vil komme provinskommuner til undsætning med milliardbeløb

En fejl i kommunernes udligningssystem har efterladt en lang række kommuner i knæ. Det vil Socialdemokratiet rette op på med et engangsbeløb på 2 milliarder.
Det er ikke rimeligt, at provinskommuner, der har fået millioner af kroner for lidt i støtte fra staten på grund af manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau, ikke er blevet kompenseret.

Det er meldingen fra Socialdemokratiet, der derfor vil kompensere de ramte kommuner med et samlet engangsbeløb på godt to milliarder kroner.

”En del af problemet er, at en række kommuner simpelthen har modtaget for lidt, fordi der har været en række fejl i statistikkerne, og det har regeringen valgt ikke at finde en løsning på. Derfor foreslår vi, at der tilføres kommunerne to milliarder kroner, siger Socialdemokratiets formand,” Mette Frederiksen til DR.

Fejlen i udligningssystemet stammer tilbage fra 2006 og bunder i, at udlændinges uddannelsesniveau ikke blev registreret. Det har efterfølgende haft konsekvenser for fordelingen af midler mellem kommunerne i udligningssystemet.

Fejlen har betydet, at en veluddannet udlænding har udløst samme tilskud som en ufaglært udlænding. Udligningsfejlen er først blevet korrigeret med virkning fra 2019.

Minister: Et paradeforslag i anledning af valgkampen

Hos regeringen, der ikke har kunnet forhandle et nyt udligningssystem på plads, afviser man Socialdemokratiets forslag. De kan ikke bruges på velfærd og kommunerne har i forvejen rigeligt med penge, lyder det fra økonomi- og indenrigsministeren.

Det handler bare om at fylde penge i kommunekasserne, som bugner i forvejen

”Når pengene overføres som likviditet fra statskassen til kommunekasserne, kommer der ikke flere penge til forbrug. Det er et paradeforslag, der mest af alt lugter af valgkamp. Det handler bare om at fylde penge i kommunekasserne, som bugner i forvejen,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Fyens.dk.

Regeringen har forsøgt at forhandle et nyt kommunalt udligningssystem igennem, men det har der ikke været flertal for, så det er udskudt til efter folketingsvalget.

Landdistrikter: Retter op på skæv balance

Hos Landdistrikternes Fællesråd, der blandt andet repræsenterer 55 kommuner i hele landet, ser man positivt på forslaget fra Socialdemokratiet.

”Man må erkende, at provinskommunerne siden 2006 ikke har fået de ressourcer, som de retmæssig har været berettiget til. Det er derfor positivt, at Socialdemokratiet lægger op til at kompensere provinskommunerne, omend det kun er en delvis kompensation, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Forslaget kan forhåbentlig få den effekt, at den decentrale borgernære kernevelfærd kan fastholdes i nogle af de mest økonomisk pressede kommuner, men det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at der fortsat er brug for en gennemgribende reform af udligningsordningen,” siger han.

Stopper ikke sagsanlæg

Fejlen i udligningssystemet har betydet, at 15 kommuner har lagt sag an mod staten. Og yderligere fem kommuner overvejer om de skal gå med i søgsmålet. Forslaget fra Socialdemokratiet får ikke kommunerne til at droppe deres søgsmål, fortæller en af borgmestrene bag.

Forslaget ændrer ikke noget som helst, før der er flertal.

"Der positivt, at der nu er nogle, som tager det her alvorligt. Men forslaget ændrer ikke noget som helst, før der er flertal. Derfor fortsætter vi som hidtil," siger Arne Boelt (S), der koordinerer kommunernes samarbejde om søgsmålet og er borgmester i Hjørring Kommune, til Fyens Stiftstidende.

Skulle Socialdemokratiets forslag ende med at blive til virkelighed, vil Arne Boelt mødes med de øvrige kommuner for at drøfte, hvad de så gør.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce