Annonce

Så bliv dog sygeplejerske, mand!

Kvinder er nu i flertal inden for en række af de brancher, der tidligere blev betragtet som "mandefag". Det er til gengæld umuligt at finde brancher, som mænd har overtaget fra kvinder.
Hvilket land har flest mandlige sygeplejersker: Macho-Italien eller femi-Danmark? Forkert! Italien har 20 procent mandlige sygeplejersker, vi har under 4 procent!

En forsker spurgte engang en gruppe kvindelige sygeplejersker, hvorfor de troede, at mændene i deres fag havde valgt sygeplejen? "Fordi mændene vil arbejde med medicin, naturvidenskab og redde liv", svarede de.

Men sandheden var, at mændene havde valgt sygeplejen, fordi de ønskede at arbejde med mennesker og gøre en forskel. Altså af akkurat de samme grunde, som de fleste kvinder, der vælger faget.

Der er nemlig intet særligt feminint i at ville arbejde med syge mennesker eller gøre en forskel i hverdagen. At Danmark har så ekstremt kønsopdelt et arbejdsmarked, er altså ikke biologisk betinget. Det skyldes, at vi har en række særligt stærke forestillinger om kvindefag og mandefag i vores land. Men der er faktisk et interessant opbrud i gang.

Indgroede forestillinger om mande- og kvindefag
Flertallet af bygningsmalere under 40 år er nu kvinder. Ligesom kvinder studerer medicin, jura og teologi. Gamle hæderkronede og mandsdominerede fag har på få år nu et flertal af kvindelige studerende.

Det er til gengæld umuligt at finde brancher, som mænd har overtaget fra kvinder. Der er stadig langt mellem Y-kromosomerne på frisøruddannelsen eller pædagog- og sygeplejestudiet.

Det er til gengæld umuligt at finde brancher, som mænd har overtaget fra kvinder

Egentlig forstår jeg det ikke helt. Mit fag, sygeplejen, indeholder mangfoldige aspekter, som jeg vil mene kan appellere til begge køn. Jeg kan kun forklare det med, at vores historiske rygsæk er fyldt med traditioner og indgroede forestillinger om, hvad der er kvindelige og mandlige egenskaber. Det er forståelser, der stadig står så stærkt, at mænd, der vælger sygeplejefaget, endnu i 2016 skal forklare og forsvare deres valg over for uforstående.

Politikeren og forfatteren Hartvig Frich skrev engang, at kultur er vaner.  Han mente, at vores kultur bygger på nedarvede selvfølgeligheder. Men hvis kultur er vaner, kan de laves om. Vi kan bryde de nedarvede vaner, der låser os fast til forestillinger fra fortiden. Det eneste vi skal gøre, er at gøre noget andet!

Derfor: Bryd mønstret, mand. Bliv sygeplejerske!

 
Signe Hagel Andersen er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Hun er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet